Det arkitekttegnede hus er fladt og langt, og åbner sig op mod vandet via ét langt vinduesparti, som tilmed kan åbnes, så det lader huset gå i ét med naturen.
Samlingssted for familien
Bygningen er Mette og Lars Jørgensens nye sommerhus. Parret, som er fra Tørring, havde ingen relation til Faaborg, men valgte at bygge der, fordi grunden rummede alt det, de drømte om.
– Vi ønskede os et samlingssted for familie og venner, og vi ville gerne finde et sted, hvor man skulle køre lidt, så man følte, at man kom væk hjemmefra. Derudover er det tæt på havn og by, og hvor Lars godt kan lide, at man kan tage ud og sejle og tage ind til byen, så elsker jeg bare at sidde i ro og fred og kigge ud på vandet. Stedet her giver mulighed for begge dele, forklarer Mette.