En helt perfekt grund
Det var ikke som udgangspunkt meningen, at designer og artdirector Louise Skafte og snedker Johannes Lauridsen skulle bygge deres eget hus, men i søgen efter et sommerhus faldt de over de idylliske grunde helt ned til Kattegat på den yderste spids af Sjællands Odde med udsigt til himmel, hav og eng, som gav dem den helt rigtige mavefornemmelse.
I harmoni med naturen
I kraft af parrets fælles ekspertise inden for design og formgivning havde de fra starten en helt klar vision for husets harmoni og æstetik.
– Det var vigtigt at indramme naturen, så intet i huset forstyrrer udsigten og lysets gang. Derfor valgte vi en naturlig og simpel materiale- og farvepalet, som harmonerer med naturen uden for vinduerne. Vi er begge ekstremt detaljeorienterede og har selv stået for alle processerne, siger Louise.
Et sommerhus med ro og harmoni
Deres faglige baggrunde hver især har givet en stor forståelse for konstruktion og materialer, og alle detaljer blev nøje planlagt i designprocessen. Husets klare linjer samt gentagelse i materialer og overflader skaber ro og harmoni.
– Da vi tegnede huset, var ønsket at bygge et hus i træ. Både ud fra et bæredygtigt perspektiv og ud fra et sanseligt behov. Som snedker er Johannes’ primære materiale træ, og derfor kunne byggeriet klares af ham alene; det samme gælder for det meste af interiøret og møblerne, fortæller Louise.
Praktiske løsninger
Huset er bygget med fokus på praktikken og rummer bl.a. skjult opbevaring, indbyggede skydedøre og stemmestyrede vinduer, og alt har en plads, så det nemt og hurtigt kan pakkes sammen efter en weekend i sommerhuset.
– Gennem de seneste ti år har vi besøgt mange særlige hoteller eller feriehuse, hvor æstetik og rolige omgivelser har spillet hovedrollen. Det har givet os stor inspiration til, præcis hvordan vi ønskede at designe vores hus.
Et fortryllende lysindfald
Der hersker en stilfærdig ro i alle rum, og ved første øjekast ligner det et tilsyneladende simpelt hus med meget mådehold og beskedenhed på trods af tekniske smarthome-løsninger.
Den gode funktionalitet ligger i gentagelse af materialevalg og farvepalet og skønheden i den enkle formgivning, siger Johannes og forklarer, at husets mange vinduer fra gulv til loft skaber panoramaudsigt over den vilde eng og havet for enden, men placeringen af vinduerne er absolut ingen tilfældighed:
– Vi kørte mange solbanesimuleringer i vores tegneprogram for at placere vinduerne korrekt ud fra de forskellige årstiders lys for at indkapsle sollyset bedst muligt i huset. Hen på eftermiddagen og aftenen er solens bane på himlen over havet helt magisk. Lyset på Odden minder om Skagen. Der er hav på begge sider af huset, og alt sollyset reflekteres tilbage op på skyerne. Ikke to dage er ens.