
... når man selv bor i et glashus
Ønsket om en stor terrasse og samspil med naturen resulterede for Hanne Stitz og hendes familie i et udtryksfuldt glashus ved Århus. Her kan naturen nydes både inde og ude.
AfVivian Boje
Livet i syden, nærmere betegnet Gran Canaria, har været inspirationskilde til dette udtryksfulde sommerhus beliggende syd for Århus, hvor Hanne Stitz bor med sin familie. En stor terrasse og samspil med den omkransende natur var de to store ønsker, som arkitekt Claus Hermansen skulle forsøge at opfylde.
Det første ønske blev opfyldt med et terrasseareal, der dækker dobbelt så meget som det indendørs område. Umiddelbart lyder det som et ønske, der ignorerer, hvordan det danske klima normalt opfører sig, men i den ene ende af huset danner taget en overdækket terrasse, der beskytter mod dug og regn.
Huset ligger med udsigt ud over marker og åbne vidder. Derfor er hele huset i overensstemmelse med ejernes andet ønske tegnet i forhold til det rå marklandskab. Materialevalget blev derfor glas på alle husets fire udvendige vægge hvilket giver en fornemmelse af frihed. Man er ét med naturen.
Det er de skarpe linjer der er i fokus på dette sommerhus. Det markante zinktag står klart i formen som et låg på huset, og alle vinduer er uden rammer, glasset er indfældet i gulv, væg og loft, så blikket ikke generes af sprosser. Det gør indtrykket særdeles let og elegant. De hvide spisebordsstole er fra Globe.
Husets to etager ses kun fra bagsiden. Dækket med terrassen fungerer som opdeling mellem etagerne og skærer ind i den skrå grund.
Sofagruppen i råhvid bomuld fra BoConcept er placeret med ryggen til køkken og spiseplads og er således med til at dele det store fællesrum op i en spise- og opholdsdel. Fra hjørnesofaen har man enten udsigt til tv eller pejs.
Den forreste del af dækket som både fungerer som terrasse og opdeling mellem husets to etager, er i niveau med den skrånende grund, mens det i den anden ende svæver mere og åbner op til husets underetage. De grå fliser er fra Starck og ligger både inde og ude for at skabe en helhed.
Terrassen fortsætter i hele husets længde.
Køkken og spiseplads er det første, man møder, når man træder ind i rummet. Køkkenet er en fritstående blok og er udført efter opgave af køkkensnedkeren hos MMInteriør på Sjælland. Det langhårede ryatæppe under spisebordet tilføjer sammen med de hvide gardiner fra Kvadrat en vis blødhed til rummet.
Helheden er fuldendt i glashuset Trapperummet mellem husets to etager snor sig elegant rundt om hjørnet med de samme grå klinker på trinene som i resten af huset og på terrassen.
Gæstetoilettet på øverste etage har glasvægge på tre sider. Den lange, smalle bruseniche i stål er udstyret med teknik fra Hansgrohe.
Den forreste del af underetagen er indrettet som kontor. Her ser man tydeligt løsningen med at undlade vinduesrammer. Blikket vandrer uhindret videre ud. Bag huset har man opført en række uderum med spa yderst til venstre og grillplads til højre. Imellem er der blevet plads til et depotrum.
Den udendørs spa ligger helt privat bag huset.
Der er frit udsyn til de jyske marker, og inde og ude bliver til ét, når de store skydedøre skubbes helt til side og åbner ud til den overdækkede terrasse. Væggen til højre i det særlige råglas består af ganske smalle glasplader fuget sammen, så man på den måde har en isolering.