Uffe Buchard sommerhus © Kira Brandt

Ifølge Uffe Buchard bør vi omfavne sommerhusets uperfekthed

Gigantisk ja-hat, uldsokker i juli og en god kløveøkse til jacuzzien. Læs med, når BO BEDREs nye klummeskribent Uffe Buchard deler sine tanker om det smukke ved sommerhusets uperfekthed – som vi godt kunne lære noget af i hverdagen.

En eventyrlig tanke

Sommerhus. Ordet alene lader tankerne tåge mod bare tæer plantet på lune græsplæner, duften af fyrretræsvægge og solfalmede tekstiler og den søde smag af hjemmesyltet jordbærmarmelade på tandsmørsbedækkede nybagte boller.

Tilsæt dertil egernet Egon, der velvilligt performer sin daglige akrobatik punktligt, som var det iscenesat af en regissør, og matriklens mange bevingede væsner (minus spætten!), der sørger for behagelig audiounderlægning til dagens lur sløret af den perfekte rosébrandert i den slumretæppe-tunge hængekøje mellem gamle æbletræer.

Det er ren Snehvide. Og det er præcis den drøm, flere og flere danskere mere og mere pebret køber ind i som en slags usagt menneskeret og som det ultimative krymmel på det gode livs softice.

Et afbræk fra hverdagen

Når man køber et sommerhus, køber man først og fremmest en romantiseret fantasi om det frie, enkle og ukomplicerede landliggerliv. En manifesteret modsætning til det pligtbetyngede, forjagede og komplicerede liv på stenbroen, hvor bedriften at finde en ledig parkeringsplads kan være dagens positive højdepunkt. Det har vores egen retorik omkring hverdagslivet i hvert fald for længst bestemt, så det nu ikke står til at ændre.

Vi har samstemmende vedtaget, at bøfferne på sommerhusets Weber bare er mere møre, at vi skam hilser på hinanden i skoven, at vores skuldre skal sidde lavere, smilene være bredere, og tankerne højere. Også selvom man lige så ofte må have uldsokker og gummistøvle på i juli, jordbærmarmeladen er erhvervet for et fantombeløb hos landkøbmanden, og den daglige lur snarere bliver afbrudt af naboens skånselsløse motorsav end ledsaget af fuglenes skønsang.

Eller endnu værre – børn med tilsyneladende pludseligt sukkerchok sluppet løs på havetrampolin! Mein Gott! Selv Egon falder af pinden. Men i sommerhuset lever man med den slags, aktiverer pytknappen og ryster det af. Modsat derhjemme, hvor man ryger op i det røde felt, når overboens yngste leger med Duplo på parketgulvet.

Det simple sommerhusliv

Når vi lander i sommerhuset, trækker vi en gigantisk ja-hat på størrelse med en sombrero ned over skallen. Der synes ikke at være nogen rimelig grund til med vilje at afspore den forbilledlige storytelling om det simple sommerhusliv i pagt med naturen og de højere åndelige magter – hverken i fortællingen over for os selv eller landets ejendomsmæglere, der i covids slipstrøm har noteret sig, at efterspørgslen på sommerhusdrømmen gudskelov passer utroligt ringe til udbuddet med øjeblikkelige prisgys og overbudsrunder til følge.

Tendensen var ellers, at vores sommerhuse ikke kunne blive prangende nok med plads til hele omgangskredsen, samtlige moderne bekvemmeligheder præcis som derhjemme og lige en udendørs jacuzzi til hele flokken oveni som det blærede kirsebær. Personligt ville jeg nok ret hurtigt hugge den slags unødvendige mousserende isenkram itu med en god kløveøkse. Men hver sin smag.

Småt er godt

Prishoppene har heldigvis affødt, at en uisoleret, afdanket sommerhytte fra 1960’erne – det årti, hvor der blev bygget allerflest sommerhuse i Danmark – stadig er tilstrækkeligt for et segment af nye entusiastiske købere, vel vidende at solsortene trods alt også kvidrer her, og at selv et skur – hvis fotograferet fra den rette vinkel og med velvalgt filter – kan formidle sommerhusdrømmen misundelsesværdigt charmerende inden for Instagrams forskudte virkelighed.

Realiteten er, at vi i fremtiden ikke nødvendigvis længere vil synes, at bigger is better, og at små ældre sommerhuse eller helt nytænkte mikrosommerhuse som eksempelvis Klein A45 – et samarbejde mellem BIG arkitekter og Live Klein – igen får berettigelse. De fleste af os tiltrækkes faktisk af det primitive og det til tider næsten upraktiske, når det angår vores sommerhusdrømme.

Det er næsten nuttet, når vandvarmeren hårdnakket påkræver, at vi ikke bader for længe. Det er næsten eksotisk, når der skal slæbes brændeknuder ind fra skuret, så brændeovnen kan udøve sin magi. Og det er næsten metafysik, når våde viskestykker skal hænge til tørre på noget så oldschool som en tørresnor i haven under den klare stjernehimmel. Den slags – lad os bare kalde det banaliteter – får os åbenbart til at føle os mere levende, så banaliteter, der ofte i hverdagslivet er effektiviseret væk, skal man ikke altid kimse ad.

Uffe Buchard sommerhus
© Kira Brandt

Hvorfor skal alt laves hvidt?

Det er godt, at de mange små og mindre fancy sommerhuse fra 60’erne og 70’erne er blevet populære, for mange af typesommerhusene fra dengang har en gennemtænkt planløsning og har også værdifuld æstetik at byde ind med for dem, der forstår den. Hvis altså ikke alle hyttens indendørs flader i utide er blevet ramt af tsunamier af køleskabshvid plasticmaling i et udisciplineret forsøg på at omdanne et ellers intakt, harmonisk og gyldent sommerhus til en hvid, iskold minimalistisk 90’er-kube.

Den slags – specielt hvis det tillige kombineres med det beskæmmende hvide laminatkøkken – kan fordrive charmen fra ethvert bedaget sommerhus med potentiale. Og hvorfor er vi i øvrigt så brunforskrækkede og så lysforhippede?

Idéen med at gøre alting blegt er en uhensigtsmæssig mani, der pr. automatik i de fleste tilfælde synes at træde i kraft, så snart et sommerhus skal moderniseres. Så fjernes systematisk også ofte havens store træer, så lys og sol kan brage ned over hytten, der ligger tilbage som en ufo på dengolde græsplæne.

Der burde indføres et gebyr for hvert fældet træ på de danske sommerhusgrunde, for man må forstå, at ethvert sommerhus er gæst i naturen, hvor dets fornemste opgave er at blende ind – ikke at stå ud som en bullen tå.

Byg videre på det allerede eksisterende

Man må gå nænsomt til værks i forsøget på at kreere en tidssvarende sommerbolig i huse med markante retrotræk og i stedet med entusiasme hoppe ned i tidslommens finurligheder og i processen erkende, at man ikke kan omdanne et lille Myresjö- eller Kalmar-typesommerhus fra dengang til at ligne hverken japansk minimalisme eller en villa a la Saint-Tropez.

I sommerhussammenhæng må man i stedet se det som en nationalistisk dyd at stille sig tilfreds med stilistiske tilfældigheder og uhensigtsmæssige sammensætninger i indretningen. Man må med benådende ærekærhed parkere stilforvirringen under begrebet, der trumfer alle begreber i sommerhusland.

Sommerhusets perfekte uperfekthed

Hygge. Et ord, der er en religion i sig selv og afkræver den dybeste respekt for det uprætentiøse look frem for alt. Belejligt er det, at de øjensynligt uæstetiske sammenfald paradoksalt nok ender med at blive en del af den udefinerbare charme, der karakteriserer den ægte sommerhusdrøm her til lands.

Det uperfekte er totalt perfekt i vores bevidsthed, selvom det ofte er stilistisk iscenesat. Men det taler vi ikke om, for perfekthed er en dødsforbrydelse mod selve sommerhuslivets hovednerve – i min optik kun overgået af to gipsafstøbte løver ved indkørslen til sommerhuset. Den slags fatale fejltrin må pr. definition aldrig ske. Det er jo ikke Hotel Kystens Perle!

Lad det uformelle give sommerhuset charme

Det, vi netop elsker ved vores sommerhuse, er, at de besidder en portion uformel lune og en vis afstemt beskedenhed. Alt sammen inden for nutidens hensigtsmæssige rammer – bevares – men med behørig afstand til perfektionsdiktaturet derhjemme og den hverdag, der handler så meget om praktik, effektivitet og kontrol.

Og om hele tiden at gøre det rigtige. I sommerhuset må man gerne gøre det forkerte, så længe det bare er charmerende.

Jeg tror på, at den særlige besindige og skødesløse æstetik, vi indretter os med i sommerhusene, er med til at påvirke os, så vi bliver mere tilgivende, opofrende og rummelige. Måske vi burde fristes til at indrette vores hjem lidt mere, som vi indretter vores sommerhuse?