Anette Holmbergs minimalistiske fristed i Nordsjælland

Kunstneren Anette Holmberg har forvandlet et sommerhus fra 1970'erne til en minimalistisk oase med funktionelle opdelinger og store glaspartier, hvor himlens skiftende lys kan spille frit.

Anette Holmbergs fristed med kreative løsninger
© Birgitta Wolfgang / Sisters Agency

Anette Holmbergs fristed med kreative løsninger

Huset ligger gemt væk fra den gamle Kystvej, og Anette Holmbergs første indtryk var, at at her var en unik mulighed for at skabe et frirum væk fra det hektiske byliv. Men det krævede en klar plan, for det 135 m2 store hus var langt fra optimalt. Med henblik på udlejning var det blevet lavet som to separate enheder, ligesom grunden var skæmmet af et stort hegn mellem de to lejemål. Som kunstner er Anette vant til at tænke i kreative løsninger, så det stod hurtigt klart, at køkkenet skulle placeres centralt for at samle de to tidligere lejemål og skabe et helstøbt udtryk. De mange små rum skulle lægges sammen, og de oprindelige laminatgulve, det nedsænkede gipsloft og savsmuldstapetet skulle naturligvis udskiftes med et lyst fyrretræsgulv og rene, hvide flader. Med lys som et centralt element i hendes værker var det også naturligt for Anette at udskifte husets små vinduer med store glaspartier i lang- siden mod syd. Ved hjælp af naturligt lys, nuancer af jordfarver og en kunstnerisk hånd kunne Anette opdatere og personliggøre den forældede inderside.

– Jeg ser ingen forskel mellem at male et maleri og bygge et hus, da jeg uanset projektets karakter altid arbejder frem mod et let og rent udtryk. Jeg er betaget af tekstur, stoflighed og overflade, mere end jeg er inspireret af formsprog og farver, da jeg synes, en stoflighed kan skabe et formsprog i sig selv, fortæller Anette.

Sommerhuset ligger på en grund, der er 1920 m2 stor og fint indrammet af grønt. Det var naturen og den korte afstand til havet, Anette faldt for, da hun så boligen for første gang. Det brede trædæk flugter med husets store glasskydedøre, der åbner huset op mod havets retning og fanger lysets skiftende karakter. Den sydvestvendte terrasse er udstyret med liggestole, hvorfra haven kan nydes i samklang med havets brusen.

Sommerhus med et visuelt rent udtryk
© Birgitta Wolfgang / Sisters Agency

Sommerhus med et visuelt rent udtryk

Anette er draget af, at rummet i sig selv skal være givende, og vil derfor hellere undvære ting end at fylde for meget ind i hjemmet. Sommerhuset har fået et visuelt rent udtryk, der er luftigt nok til at rumme de mange historier i møblerne.

– Siesta-læderstolen er jeg særlig glad for, da den har stået i mit barndomshjem. Den minder mig om min far, fordi han elskede at sidde i den, siger Anette.

Efter hendes opfattelse er det meget vigtigt, man ikke fjerner den oprindelige sjæl, når man konverterer et ældre hus.

– Hvis alt bliver ændret og fornyet, bliver det for perfekt. Det er ofte særhederne, der giver et hjem charme. Huset er med et rent udtryk, der giver mig ro og inspirerer mig til at tænke kreativt, blevet præcis, som jeg gerne ville have det.

Træterrassen er tilpasset husets forskellige kroge, og her er den udstyret med en hjemmelavet udendørsbruser med et gammelt armatur koblet til vandslangeelementer, så den nemt kan kobles til og fra.

Kunstmaler Anette Holmberg
© Birgitta Wolfgang / Sisters Agency

Kunstmaler Anette Holmberg

Anette Holmberg er kunstmaler samt grundlægger og bestyrer af YARD CPH – et kreativt fælleskab på toppen af det gamle Burmeister & Wain-skibsværft, også kaldt Skabelonloftet. Se mere på yardcph.com.

Minimalistisk oase med tagterrasse
© Birgitta Wolfgang / Sisters Agency

Minimalistisk oase med tagterrasse

På husets modsatte side fører en stige op til tagterrassen, hvor der er en skøn udsigt over træerne til vandet. Bordet fulgte med huset. Stolene er købt i Ikea.

Sommerhus med let adgang til terrassen
© Birgitta Wolfgang / Sisters Agency

Sommerhus med let adgang til terrassen

Køkkenet kan åbnes, så der er lys og luft samt let adgang til at spise på terrassen.

Lang gang i Anette Holmbergs sommerhus
© Birgitta Wolfgang / Sisters Agency

Lang gang i Anette Holmbergs sommerhus

En lang gang fører fra køkken til husets andre sektioner.

Anette Holmbergs eget kunstværk
© Birgitta Wolfgang / Sisters Agency

Anette Holmbergs eget kunstværk

En stor hvid flade bliver komplementeret af et af Anettes egne værker. I sin kunst kommunikerer hun den nordiske enkelhed og tidløshed. Det kolde klima, havet og arkitekturen er inspirationskilder, der kan findes i hendes sarte, teksturerede malerier. På gulvet står en vintage turkisblå vinballon, dekoreret med vilde blomster fra haven.

Nordisk spisestue med smukt lysindfald
© Birgitta Wolfgang / Sisters Agency

Nordisk spisestue med smukt lysindfald

Spisepladsen har et smukt lysindfald. Bordet har Anette selv lavet med en skibstegning som bordplade, mens en arkitektlampe hænger frit fra loftet. Spisebordet kombineres med træstole, købt på et svensk loppemarked, en fransk jernstol og en sort vintage armlænsstol. På spisebordet står et gammelt fad, der er fundet ved storskrald på et svensk glaspusteri.

Stue i enkel og nordisk sommerhus-stil
© Birgitta Wolfgang / Sisters Agency

Stue i enkel og nordisk sommerhus-stil

Stuen er indrettet med få, velvalgte møbler, der understøtter den enkle og nordiske sommerhus-stil. Foran Ilva-sofaen står et hjemmelavet træsofabord med en antik kurvestol ved siden af et af Anettes egne malerier.

Træbænk af svensk snedker
© Birgitta Wolfgang / Sisters Agency

Træbænk af svensk snedker

Langs glaspartiet står en træbænk, købt af en svensk snedker.