Se Bo Hamburgers idylliske andet hjem i Toscanas frodige bjerglandskab

"Når jeg sidder og kigger ud over landskabet her, falder vejrtrækningen på plads, og en helt særlig ro sænker sig."

© Andreas Mikkel Hansen

Fra soveværelset er der udsigt ud over det bakkede bjerglandskab i området Montecatini Terme i Toscana. Sanne og Bo Hamburger har renoveret en gammel ruin og bl.a. lavet helt nye etageskel, da huset før var meget lavloftet. Det betyder, at alle vinduer sidder meget lavt, så man fx kan ligge i sengen og se solen stå op over bjergene.

Idyllisk samlingspunkt

Midt i det bakkede bjerglandskab uden for Montecatini Terme i Toscana har ekscykelrytteren Bo Hamburger og hans kone, Sanne Hamburger, renoveret en gammel ruin.

Det har taget dem flere år.

I dag står huset som et idyllisk samlingspunkt for familie og venner og som et sted, som inviterer til den form for nærvær og ro, som de først nu har lært at værdsætte.

© Andreas Mikkel Hansen

Huset tårner sig op i landskabet og kan skimtes fra de mange små og snørklede veje i området. Bag huset kan man se Sanne og Bos olivenplantage, hvorfra de har deres egen produktion af olivenolie med navnet Il Gusto Di Marliana, som betyder smagen af Marliana, som er navnet på den kommune, som huset ligger i.

Smuk udsigt til det grønne bjerglandskab

Overalt er der frodigt og grønt. Vildt græs og valmuer bøjer sig ud over de små, snørklede veje, og vilde hunde springer en i møde fra små, faldefærdige huse.

For enden af en grussti så smal og stejl, at den knap kan bestiges, finder man en åben lysning, hvor der ligger en smuk, gammel bygning. De rustikke sten er nypudsede, og den turkisblå swimmingpool folder sig ud for enden af huset.

Fra grunden er der udsigt over dalen, hvis bakkede konturer står bølgende blødt i horisonten.

– Den er fantastisk denne udsigt. Er den ikke? Vores børn synes, vi er tossede, fordi vi bliver ved med at sige det. Måske skal man bare være ældre for at værdsætte det, siger Bo Hamburger tænksomt.

© Andreas Mikkel Hansen

En swimmingpool var et must for familien Hamburger, da de i sin tid købte grunden. Det var dog ikke uden problemer at anlægge en pool så højt oppe i bjergene. For det første måtte de lave deres egen brønd for at kunne transportere nok vand derop, og derudover støbte de italienske håndværkere først poolen for højt, så de måtte bryde det hele op og starte forfra.

© Andreas Mikkel Hansen

På bjerget i baggrunden kan man se byen Marliana. Liggestolene er fra Italien, og den overdækkede daybed er fra NorthbyNorth.

© Andreas Mikkel Hansen

Den overdækkede terrasse fungerer som et moderne klimaanlæg. Når solen står højest, køler væggene, og om aftenen holder de på varmen.

© Andreas Mikkel Hansen

Et fast ritual for Sanne og Bo er morgenkaffen ved poolkanten. Her sidder de alene og nyder stilheden, før deres store børn vågner.

© Andreas Mikkel Hansen

Mange huse i Italien blev i 70’erne pudset op. Sanne og Bo har fjernet pudset på halvdelen af huset og sandblæst de rustikke sten. De rå mure står i flot kontrast til den rustrøde væg i gavlen.

© Andreas Mikkel Hansen

De skæve jernsprosser i væggen over hoveddøren er et levn fra gamle dage, hvor husets etager var stabiliseret med jernkæder, som var trukket igennem huset.

© Andreas Mikkel Hansen

Når familien er i italien, bruges størstedelen af tiden udenfor. Derfor har Sanne gjort meget ud af indretningen af udendørsarealerne, så man dels har små kroge, hvor man kan søge skygge, dels har steder, hvor man kan slappe af. De fleste af møblerne er fra NorthbyNorth, og
lamperne over spisebordet er fra Ikea.

Det perfekte spot

Der, højt oppe i terrænet, har den tidligere professionelle cykelrytter, hans kone, Sanne, og deres tre børn, Yasmin, Josephine og Christopher, skabt deres andet hjem.

Efter at have boet ti år i Italien har de i dag deres hverdag i Danmark. Men Italien og netop dette sted har en særlig plads i deres liv. Derfor kunne deres feriehus ikke ligge andre steder. Det er der, deres italienske venner bor, og det er der, de føler sig hjemme.

Det var desuden afgørende for dem at finde den rigtige højde, så det hverken blev for blæsende og koldt om vinteren eller for stillestående varmt om sommeren. Grunden havde alt, hvad de drømte om. Med huset var det en anden historie.

© Andreas Mikkel Hansen

Indretningen har især Sanne stået for. Parret ønskede en lidt mere skandinavisk stil, som kunne skabe kontrast og modspil til de rustikke italienske mure, sten og bjælker. Sofa og stole er fra Ikea, messingborde og puder er fra Bungalow, og lamperne er fra Oi Soi Oi.

© Andreas Mikkel Hansen

Det rustikke spisebord er købt ved Christiansen & Co. i Hornbæk, og plastikstolene er italienske.

© Andreas Mikkel Hansen

Den rå stenvæg skaber en rustik rural stemning i spisestuen.

© Andreas Mikkel Hansen
© Andreas Mikkel Hansen

Køkkenet er fra det italienske mærke Ernestomeda og er holdt i et minimalistisk og stramt design. I det lille indhak i væggen, til højre for vinduet, er der stablet en masse keramik fra det danske mærke CASAgent.

Fra faldefærdig ruin til drømmehus

Det gamle hus var nemlig en faldefærdig ruin, hvor alt skulle laves om.

Sanne og Bo startede med at rive al indmaden ud, og derefter byggede de helt nye etager og åbnede til kip. På den måde fik de etager og rum, hvor der var højere til loftet. Desuden fjernede de alt pudset på murene, så de smukke, gamle sten kom frem.

Der var mange udfordringer undervejs, og flere gange var de ved at give op. Bl.a. fandt de ud af, at der ikke var vand nok til at fylde swimmingpoolen, fordi vandforsyningen var for dårlig. Det betød, at de blev nødt til at få anlagt deres egen brønd. De var heldige at finde en kilde, som løb under jorden, tæt på huset, og i dag har de alt det friske vand, som de har brug for, og endda uden kalk.

En anden uforudset udfordring var, da den italienske regering i 2008 lavede nye regler om jordskælvssikring, hvilket betød, at de skulle bygge en mur bag ved huset, som skulle leve op til nogle bestemte krav.

De uforudsete udfordringer betød, at familien flere gange måtte sætte projektet på standby for at have råd til at færdiggøre huset. Men efter fire år stod det færdigt.

– Vi synes i virkeligheden, at det, vi har skabt her, er endnu bedre end den idé, som vi havde til at starte med. Vi har hellere villet vente, til vi havde tid og råd, end vi ville gå på kompromis med noget. Det giver mening, at ting tager tid, og man ligesom finder ud af tingene undervejs, forklarer Sanne.

© Andreas Mikkel Hansen

Familien, som boede i huset før, hed Danese til efternavn, hvilket betyder dansk på italiensk. På den måde var det sjovt, at en dansk familie var de første til at overtage huset, efter at det altid tidligere var gået i arv i den italienske familie.

Trappen er det eneste fra det oprindelige indre hus, som har overlevet. Den står solidt og stolt som husets kerne.

© Andreas Mikkel Hansen

På badeværelset møder det rustikke og det nordiske igen hinanden. Alt på badeværelset er lavet af Falsing VVS, og alle produkterne er fra det italienske mærke Oway, som Sanne, som til daglig arbejder som frisør, sælger i sin butik i Ordrup.

© Andreas Mikkel Hansen

Den indvendige væg var ikke stærk nok til, at man kunne fjerne det yderste lag, derfor er der blot lavet et lille kig ind til stenene, så man også der fornemmer husets oprindelse.

© Andreas Mikkel Hansen

Flere steder i huset finder man fine billedvægge, hvor man kan se Sanne, Bo, parrets tvillinger og den ældste datter igennem årene. Bænken er fra Christiansen & Co.

© Andreas Mikkel Hansen

Soveværelserne i huset er alle indrettet med store, skulpturelle lamper fra House Doctor og farverige puder fra Bungalow.

Altid liv i huset

I dag nyder parret til fulde livet i de italienske bjerge, og de bruger alle deres ferier og fridage der.

Det er et socialt samlingspunkt for familien, de italienske venner samt de danske venner, som af og til kommer forbi, når de er på ferie i området. Der er altid masser af liv i huset og på terrassen med store middagsselskaber og sociale sammenkomster.

Samtidig inviterer stedet til ro og fordybelse.

© Andreas Mikkel Hansen
© Andreas Mikkel Hansen

Pizzaovnen bliver flittigt brugt sommeren over, og et italiensk vennepar af Sanne og Bo er eksperter i at lave pizza, så de kommer ofte op og står for madlavningen.

© Andreas Mikkel Hansen

Swimmingpoolen lyser stedet op om aftenen sammen med masser af små stearinlys og små solcellelys, som lader op i løbet af dagen, og som så kører på ren solenergi om aftenen og om natten.

Plads til ro og nærvær

– Der er momenter, hvor nogen står og laver lidt mad, børnene leger i poolen, og en sidder måske og læser i en bog. Lige der. Der er det godt. Det er det, som det her sted kan. Der er plads til at reflektere. Til at stoppe op. Til at være i nuet. Det er, lidt ligesom når man sidder på sin cykel, kigger på fødderne og tænker: Nu er jeg her. Lige nu. Og det er smaddergodt. Det gjorde jeg bare aldrig i min professionelle karriere. Jeg var aldrig i nuet. Der var hele tiden en ny etape, et nyt cykelløb, noget nyt at hige efter. Når jeg sidder og kigger ud over landskabet her, falder vejrtrækningen på plads, og en helt særlig ro sænker sig. Det er først nu, at jeg rigtig har lært at være i nuet, siger Bo, og Sanne stemmer i.

© Andreas Mikkel Hansen

Stemningen i tusmørket er helt unik, og man kan snildt sidde til sent ud på aftenen og nyde et godt italiensk glas vin eller to.