Peter tegnede sit drømmehus, hvilket blev startskuddet til at gå selvstændig
Det fleksible og unikke hus emmer af hyggelig sommerhusstemning. Kig indenfor her.
Af
Det var det frodige og ufriserede, som Peter Kjær og hans familie faldt for, da de så grunden første gang. Så selvom de har revet det oprindelige hus ned, har de bevaret det vilde og upolerede udtryk.
Som stillede man et telt midt i haven
For arkitekt Peter Kjær og hans familie var det kærlighed ved første blik, da de en sommerdag cyklede til Havebyen Mozart i Sydhavnen i København. Her tegnede Peter familiens drømmehus. Som et telt rejste han huset på grunden med en nær forbindelse til natur og lys og med en fleksibel planløsning, som kan tilpasses livets skiftende sæsoner. Huset blev startskuddet til at gå selvstændig, og idéerne bag dannede fundament for Peters nye tegnestue.

Peter Kjær har tænkt huset som et telt, hvor nærheden til den omgivende natur er essentiel. Således kan alle vinduerne i alrummet rulles til side, så man nærmest føler, at man sidder i en havepavillon.

Indretningen i hjemmet er bæredygtig med tidløse designklassikere som Arne Jacobsens myrestol, vintagemøbler og det multifunktionelle møbel fra Small Revolution af genbrugsplast, som både kan bruges som skammel og bord
En sommerdag for fire-fem år siden...
...cyklede arkitekt Peter Kjær med sin kone og dengang ene søn en tur fra familiens lejlighed på Vesterbro til Havebyen Mozart i Sydhavnen i København.
De kendte ikke stedet og var egentlig bare nysgerrige efter at se, hvad det var. Da de kom derud, var der en festlig stemning, og der var mennesker allevegne. Flere spurgte, om de var kommet for at se på hus. Det var de ikke, men før de vidste af det, var de inviteret til kaffe hos en af beboerne, som havde en grund og et gammelt hus til nedrivning til salg.

Peter Kjær ses her sammen med sin kone, Anann, og sine tre sønner, Elliot, Charlie og Mio.

I haveforeningen må man bygge tættere på skel, end hvad der normalt er gældende. Det betyder, at husene er
placeret tæt op ad hinanden, og det tager en del lys – især om vinteren. Det problem har Peter løst med en tagkonstruktion med vinduespartier, så der dagen igennem og året rundt sikres det bedst mulige lysindfald. Et princip, som han har taget med sig videre i andre projekter.
En spændende mulighed, man ikke kunne afslå
Parret blev så grebet af atmosfæren i den hyggelige og imødekommende haveforening, at de slog til med det samme. For Peter, som siden 2003 havde arbejdet som arkitekt på den anerkendte tegnestue Lundgaard & Tranberg, var det en spændende mulighed for at tegne, tilrettelægge og bygge sin egen families drømmehus.
– Det at tegne og bygge mit eget hus gav mig mulighed for at finde ud af, hvem jeg er som arkitekt. Jeg lærte meget af at bygge selv. Jeg fandt ud af, at det faktisk er rigtig svært at få ting til at blive præcise.
Det har givet mig en anderledes ydmyghed over for de håndværkere, som skal realisere de tegninger, som jeg kommer med som arkitekt. Projektet gav mig blod på tanden ift. at starte min egen tegnestue, fortæller Peter.

Køkkenrummet fungerer samtidig som midtergang, der binder alrummet sammen med de to fløje af værelser. For hver ende af køkkenet er der en lille niche, som ifølge Peter fungerer som en slags “buffer”, inden man træder ind i hhv. børneværelser og badeværelse i den ene ende og soveværelse og badeværelse i den anden. Det skaber et godt flow igennem boligen og sparer samtidig en masse unødig gangplads.

Køkkenet er fra Ikea og med fronter lavet af naboen Rune G Poulsen, som har snedkervirksomheden Træ med mere. Bordpladen i stål har Peter fået speciallavet, og barstolene er fra serien Afteroom fra Menu.
Et hus der omfavner naturen og det sociale
Det hus, han ville tegne til sig selv og sin familie, skulle være robust og afslappet og vække en følelse af at være i sommerhus. Det skulle dels passe ind i stemningen i haveforeningen, dels til familiens levemåde.
– Huset er tegnet, så det afspejler vores liv. Vi har altid åbne døre, vi er sociale, og naboens børn render ind og ud, som de har lyst. Her behøver man ikke altid at tage skoene af. Desuden har vi forsøgt at bevare det frodige vildnis af en have, som var her i forvejen.
Jeg havde et billede af, at huset skulle være, som hvis man havde stillet et telt eller en havepavillon midt i haven. Det skulle være noget, som havde den der kontakt ud, forklarer Peter.

Huset emmer af hyggelig sommerhusstemning, hvilket var Peters intention fra begyndelsen. Uanset hvor du er i huset, har du fri adgang til haven. Indretningen har parret taget lidt efter lidt, som de er faldet over gode tilbud. De farvede skydedøre lavede Peter fx, da han fik et godt tilbud på nogle krydsfinerplader. Samtidig har parret prioriteret dyre løsninger der, hvor det gav mening – fx på gode messingarmaturer fra Vola, som holder et helt liv.
Som at bo i naturen
Nærheden til naturen er tydelig, uanset hvor i huset man befinder sig. I husets store opholdsrum er alle vægge udstyret med store vinduespartier, som kan køres helt til side. Desuden er alrummet udstyret med en imponerende tagkonstruktion, hvor vinduer sikrer masser af lys dagen igennem året rundt.


De rette materialer
I og med at Peter har kunnet gøre det hele selv, har han også kunnet holde budgettet på et minimum. Han har været meget opmærksom på, hvor han brugte ædle materialer, og hvor han brugte billige materialer. Alle indre vægge er beklædt med tagbrædder, som er noget af det billigste træ, du kan finde. På de synlige konstruktioner i loftet har han brugt egetræ, som er så stærkt, at han har kunnet skære det helt ned i små dimensioner og på den måde holde omkostningerne nede.


Et unikt og bæredygtig hus
Det dyreste i huset har været foldedørene, som også har rammer i egetræ. På ydersiden af huset har han brugt træet Kebony, som er en miljøvenlig trykimprægneret type træ, som ikke skal behandles. På den måde har han lavet et hus, som kræver et minimum af vedligehold, og som er bæredygtigt og tilmed billigt.

Et fleksibelt hus, der passer til forskellige livsfaser
Siden parret flyttede ind med deres ene søn, er der kommet to sønner mere til. Men Peter har været fremadskuende og tegnet et fleksibelt hus, som er lavet til, at det kan ændre sig med tiden.
– Værelserne er tegnet med en god højde, som man kan udnytte, fx til køjesenge. Der kommer til at ske meget, når børnene vokser op, så man kan ligesom flytte rundt uden at fiksere, hvordan værelserne skal indrettes. Jeg tænker, vi skal bo her resten af vores liv. Vi har været inspireret af nogle af naboerne, som lejer noget af deres bolig ud, for at man ikke sidder for hårdt i det. Her bor fx pensionister, som så får en studerende ind. Det har vi tænkt ind i vores hus.
Vinduet i gavlen er lavet, så det kan udskiftes med en dør, så vi kan faktisk lave en lille bolig der med to værelser og et bad, hvis vi en dag vil indskrænke os, når børnene er flyttet hjemmefra. Idéen om, at man kan have den samme bolig i forskellige livsfaser, er noget, som jeg er optaget af i mit arbejde som arkitekt, fortæller Peter, som ofte inviterer nye klienter hjem og bruger sit eget hus som eksempel på, hvordan man kan bygge og bo.

Tømmer fra det gamle hus
Huset, der lå på grunden, da Peter og familien købte stedet i Havebyen Mozart, er revet ned og placeret sirligt i et skur i baghaven. I stedet for bare at køre træet på lossepladsen bruger Peter det til diverse projekter i haven, som fx legehuset, som ses på billedet, til de tre drenge, til små drivhuse osv. Det er en bæredygtig tanke, som samtidig sparer én en masse penge på køb af nyt træ.


Fælles kvadratmeterne har stor betydning
Et andet princip, som er indført i huset, og som han også videreformidler til klienter, er tanken om at bo på mindre plads.
– Grunden her er på 400 m², og huset på 129 m². Derfor har vi måttet økonomisere med pladsen. Jeg kan godt lide at slå et slag for, at man kan bo lidt mindre. Nye enfamilieshuse er i gennemsnit 200 m², og danskerne bor på omkring 60 m² pr. person. Her bor vi på det halve. Det betyder, at vi har nogle andre økonomiske muligheder i vores hverdag, og vi har prioriteret de fælles kvadratmeter, fordi vi godt kan lide at være sammen, fortæller Peter.

Huset set fra baghaven, hvorfra der også er adgang til soveværelset, som ligger til højre. Træet, som er brugt til at beklæde huset med, er det svanemærkede Kebonytræ, som er trykimprægneret fyrretræ, som ikke behøver behandling.