Huset har et spisekammer med en ekstra fin detalje i form af et himmelkig i loftet, som kan opleves helt nede fra vinkælderen, fordi der er blevet lagt glas i rummets gulv. Billedet er af Eric Lacombe fra Galleri Oxholm.
Det perfekte match
Fra starten havde familien selv en masse idéer og ønsker til deres kommende bolig, og de ønskede et tæt samarbejde med en dygtig arkitekt, som kunne lytte, udfordre og give dem det ekstra, som de ikke selv kunne tænke sig til.
Arkitekten skulle ikke blot tegne et hus, han selv var glad for, men også sørge for, at det endelige hus opfyldte familiens drømme.
I en udbudsrunde med tre andre arkitekter viste Danko Lekic sig at være det perfekte match for familien.
Lige i familiens ånd
Dels havde han den samme umiddelbare begejstring for den unikke udsigt som familien, dels meldte han med det samme ud, at han ikke ville kaste en idé på bordet lige på stående fod, men hellere ville vende tilbage til dem med nogle gennemtænkte forslag, hvilket var lige i familiens ånd.
– Efter vores første møde leverede jeg tre forskellige retninger til et moderne hus, og ud fra de forslag valgte familien at gå videre med ét af dem. Jeg arbejder ofte med at vise flere retninger. De danner grundlag for at afsøge og præcisere behov og ønsker, eftersom jeg ikke ser en enkelt løsning som den rigtige tidligt i fasen. Ud over at møde familiens praktiske behov og ønsker ville jeg levere det ekstra, som de ikke havde forestillet sig. Min tilgang til alle projekter er at lytte, eksperimentere og undersøge, og derfor kommer jeg aldrig op med en idé ved første møde med kunden. Det ville være useriøst.
– Vi syntes, det var fint at få tre forslag, for vi blev hurtigt bekræftet i, hvad der ikke var relevant, siger familien.
– Det var ikke, fordi de andre forslag var dårlige, men vi kunne hurtigt se, hvad der passede til vores stil. Vi var også så heldige, at det forslag, som vi umiddelbart var fuldstændig vilde med, også var det forslag, som Danko Lekic bedst selv kunne lide. Og så opstår der jo noget særligt, når man har den samme
referenceramme så tidligt, fortæller Lone Kristensen.
– Familiens stil var ret veldefineret fra starten, bl.a. fordi de havde sendt mig alle deres inspirationsboards fra Pinterest. De havde en masse idéer og tanker, og min opgave bestod i at få struktur og rød tråd i de mange billeder. Jeg vidste allerede, at jeg skulle tegne et hus til glade mennesker, som går op i kvalitet, kan lide at feste og er supersociale. Og under hele processen havde vi løbende diskussioner om æstetik, og hvad det betyder i forhold til økonomi og de kvadratmeter, man vil have, fortæller Danko Lekic.