Boliger — 15.9.14

Mit helle i haven

At udvide sin bolig med en fritliggende bygning kan være præcis det valg, der løser et pladsproblem - og en forholdsvis ukompliceret måde at bygge til på. Her er tre vidt forskellige løsninger.

Af Nina Klinker Stephensen

Mange drømmer om det, og en del gør det: rykker arbejdspladsen hjem. Det ligger i tiden, vil nogen mene, for som selvstændig og med en bærbar computer er der ikke forskel på, hvorfra din arbejdsverden udgår. Kvinden i denne familie, Nina Klinker Stephensen, er journalist og skriver som freelancer til danske aviser og magasiner. Hun har i mange år arbejdet hjemmefra - i første omgang ved et skrivebord i stuen. I dag går hun på job - i sin egen have. Familien byggede i 2000 et hvidt træhus i Nordsjælland. I 2012 kom havehuset til. Hovedhuset er tegnet af arkitekt Carl Dydensborg, men havehuset er købt som samlesæt og opført på pæle for at udligne havens niveauforskelle. Familien bor med udsigt til skov og sø og med den lokale skole for enden af vejen. - Den tætte afstand til skolen gør, at der altid er børn og glade dage i vores hjem. Det er skønt, men kan også være en udfordring at finde arbejdsro. For os blev løsningen at opføre et selvstændigt anneks. Det er nu min arbejdsbase - her kan jeg gå på job, være uforstyrret og lade mine papirer ligge, fortæller Nina Klinker Stephensen. Havehuset er på knap 20 m2 og bygget i træ. Gulv og loft er isoleret, mens væggene er tykke, rå bjælker.

- Der er flere fordele ved at have sin arbejdsstation hjemme - først og fremmest den, at jeg ikke har transporttid til mit arbejde. Det tager nøjagtig tre sekunder at komme fra hovedhuset til havehuset. Kun, hvis det regner voldsomt, er jeg nødt til at bruge paraply. Selve ideen om at skabe sit levebrød dér, hvor det indtages, er gammel som menneskeheden selv. For længe siden var det snarere reglen end undtagelsen - dengang skomageren havde værksted i stuen, præsten boede på præstegården, lægen havde praksis i privaten, og skolelæreren huserede i en bygning knyttet til skolen. Desuden er der mange gode sideeffekter. Selvom det lille hus er tænkt som løsning på et praktisk problem om arbejdsrum, har det været en gevinst for haven, der nu har fået en ekstra krog, og på det lille terrassedæk rammer de første solstråler. - Jeg elsker havehuset. Det er ikke blot mit arbejdsrefugium, det har også givet selve haven mere karakter. At arbejde hjemmefra er lidt ligesom at putte nye færdigheder ind i gamle traditioner. Jeg skriver med udsigt til mit hjem og ser årstidernes skiften - men mit arbejdsredskab er en moderne computer. Jeg tror, vi i fremtiden vil se flere, der arbejder med udgangspunkt i privaten. Måske endda i haven. Foto: Gulv og loft er isoleret, mens væggene er tykke, rå bjælker. De første solstråler falder på terrasse- dækket, og her kan morgenkaffen nydes. Selvom huset er dedikeret til arbejde, er der også indrettet et afslapningshjørne - der er jo rigelig plads på de 19 m2.

Tæt på havet i nærheden af Præstø og Faxe ligger et ældre sommerhuskvarter. Området er fuld af klassiske danske træhuse. Et af husene er ejet af familien Kallesø, som med børn og børnebørn tæller en del hoveder. Martin Kallesø, der udover at være søn af ejerne også er arkitekt, påtog sig udfordringen med at skabe flere sengepladser. I 2010 var han på en selvbestaltet studietur i Japan, og med friske indtryk i bagagen tegnede han et anneks til forældrenes sommerhus - inspireret af japansk tradition med indvendig træbeklædning, og hvor gulv, vægge og loft går ud i ét. Resultatet blev et gæstehus, der i sit udtryk hænger sammen med hovedhuset og alligevel skiller sig helt ud. - Jeg har forsøgt at oversætte den japanske stil til mine forældres sommerhus. Ved at bygge i træ forholder annekset sig udvendigt til en gammel, dansk sommerhustradition - uden at gentage den. Formen er en kvadratisk, sort træboks affødt af stedet. En enkel side er skåret af på skrå, for en hel, ubrudt kvadrat ville virke voldsom og komme i karambolage med hovedhuset. Det udvendige materiale er lærketræ, og for at give facaden “spil” har jeg brugt vandrette stokke. Det giver samtidig bygningen lethed, fortæller Martin Kallesø. Det lille hus er på 17 m2 og opført på et punktfundament, der løfter det fra grunden. Indvendigt er alt - loft, gulve og vægge - beklædt med lyst Østenfinér, og det er her, “Japan” tydeligst træder igennem. Al beklædning indvendig har fået to gange mat lak. Det er med fuldt overlæg, at der ikke hænger billeder på væggen. Via karnappen og de høje vinduer har lyset fri adgang og kaster fantastiske skygger på væggene.

- Der er så meget liv i træets struktur, at det næsten er et billede i sig selv, når solen fanger årerne i træet - alt efter lys og skygge ændrer billedet sig hele tiden, siger Martin Kallesø. Grundtanken om at bygge kvadratisk og i rene linjer går igen i den indbyggede kasse til sengelys og i radiatoren, der ligeledes er skjult af en kasse i finér - og er dermed også i tråd med enkel, japansk æstetik. En seng og en stol er eneste flytbare møbler. Klædeskab, boghylde og siddeplads i karnappen er integreret og tilpasset husets form. Finérbeklædningen er anbragt med en smule mellemrum - svarende til tykkelsen på en malerørepind. - Træet arbejder og skal have plads til både at udvide sig og trække sig sammen igen, alt efter temperaturen udenfor. Det er i det hele taget en fleksibel lille bygning - køn at se på og rar at være i, siger Martin Kallesø, der ofte overnatter i forældrenes gæstehus. Det ligner i udtryk en bro mellem Japan og Skandinavien - og bruges året rundt af hele familien.

Hist, Hvor vejen ... ligger denne teenagedrøm. Med en udsigt så vidunderlig, at H.C. Andersen ville få skrivekløe og forfatte endnu et vers til den gamle sang. Det er en heldig teenager, der huserer her i annekset hos familien Schrøder-Grum i Nordsjælland. Teenageren er 16-årige Otto. Han er mellemste barn i familien - den ældste er flyttet hjemmefra - og har 38 m2 med eget toilet. Hans værelse er desuden forsynet med en hems til overnattende kammerater - og udsigt over skov og sø, dådyr og fugleliv. Men annekset er større end det - helt præcist dobbelt så stort, for rummet deler fundament med garagen. Garagen vender mod vejen og er det første, man møder, når man ankommer til matriklen - og teenageafdelingen orienterer sig mod hovedhuset og haven. Det er på enkel vis lykkedes at adskille de to funktioner. Når annekset betragtes fra haven, har man ingen fornemmelse af garagefunktionen. Og når man står på garagesiden, ses kun garagen og ikke beboelsesdelen. - Ottos værelse er faktisk bygget rundt om garagen. Man kommer ind via en mindre entré, der har adgang til toilettet, og som ligger på den ene side af garagen. Selve værelset er L-formet og slutter på garagens anden side. Her er rigelig med plads - også til kammerater. Det sker tit, at de samles her til fester og computeraftener, og så sover de på hemsen. Vi sætter pris på, at de vil være her. I annekset er de uforstyrret, og Otto føler sig ikke overvåget, selvom vi er tæt på, fortæller Anne-Dorthe Schrøder.

Familien Schrøder-Grum har boet her siden vinteren 2013. Hovedhus og anneks er opført i 2007 af køkkensnedker Koch og er lavet i sortmalet træ med lister - en byggestil, der minder om traditionelle svenske træhuse. Annekset, eller teenagedomicilet, har vinduer med store sprosser mod søen, der giver en let havehus-stemning. Bygningen er desuden en væsentlig del af haven, for den skærmer mod vejen, hindrer indblik og skaber læ for familiens store køkkenhave. Egentlig skulle Otto have sin seng på hemsen, men i det daglige foretrækker han at være, hvor udsigten er, siger Anne-Dorthe Schrøder. For at understrege den smukke natur forsøgte fotografen med sin linse at indfange en hvid svane på søen. Men svanen var tilsyneladende pressesky og fortrak, da kameraet kom frem. Otto derimod ser den svømme hver dag.