Uffes Buchards hotel - modemandens eget essay om købet af sin lejlighed på Vesterbro

Uffe Buchard er flyttet på hotel - sit eget. Her fortæller han i et essay om behovet for minimalisme og storbyens sus.

Uffe Bucard derhjemme

© Birgitta Drejer

Den kendte modemand Uffe Buchard er for øjeblikket dommer i tv-udsendelsen Danmarks skønneste sommerhus. Han inviterer her indenfor i sin nyrenoverede lejlighed på Vesterbro i København. ### Uffe Buchards essay:
Forandring skaber udvikling. Og nogle gange kaos. Men i min jagt på den endeløse tidssvarende evolution, der i min optik er hele omdrejningspunktet for livet i den hurtige bane, er jeg indforstået med den overhængende risiko. For forandring ville jeg død og pine have og - ikke uvæsentligt - min branche kræver det... Og det kan for eksempel være positivt mentalt stimulerende at flytte af lyst. Og trods et stagneret boligmarked tog jeg en hurtig og kontant beslutning sidste sommer, for det hele skal jo ikke handle om fornuft. Min skæve, ældgamle lejlighed på toppen af et hus fra 1732 ved Gammel Strand i det inderste København blev sat til salg. Smuk, så englene sang, og charmerende, som bare fanden, men også et forhistorisk og klasse A-fredet klenodie med trapper så smalle som malerstiger og ikke en termorude i sigte. Den besnærende udsigt til aldrig mere at skulle mosle min altid 30 kilo tunge kuffert op og ned af de faretruende trapper flere gange om måneden gjorde det endelige udslag. Mit liv - og mine ryghvirvler - havde rykket sig, og det var på tide, at min bolig rykkede med, så mine nye behov for modernitet og funktionalisme kunne indfries, og jeg igen kunne blive et afbalanceret, produktivt og optimalt fungerende menneske i rammer, der inspirerede mig på ny. I det daværende til stadighed kølige økonomiske klima havde jeg forestillet mig, at det mindst ville tage et års tid at få solgt lejligheden. Ingen stress. Det kom derfor også som noget af et overhængende chok, da det stod klart, at mit hjem var blevet solgt på under tre uger! Ups! Hvad nu? Hvor skulle jeg bo? Kan man lave en langtidslejeaftale på Hotel D’Angleterre? Det kunne man godt, men jeg endte med at lytte til min gamle købmand af en sønderjysk mor, der mente, at det ville være dybt økonomisk uansvarligt. I stedet gik jeg på akut boligjagt. Jeg ville tilbage til mine rødder, hvor jeg som ung boede de første seks år af mit liv i København på tærsklen til 1990’erne. Dengang købte jeg en miniature andelslejlighed til 15.000 kroner(!) i det lurvede Istedgade - chok, horror, skræk - med koldt vand og narkomaner på trappen. Paradiset for en dreng fra Sønderjylland, hvis største ambition var at mærke suset fra den neonfarvede storby. Min mor tog sig til hovedet og græd sig i søvn. Men jeg blev - trods kolde morgengys og det brogede klientel i opgangen - lykkelig der, og det var her, min kreativitet en gang for alle fik forløsning. Det var her, min verden blev større, og mit udsyn bredere (og nåh ja, håret blev regnbuefarvet!). Det var her, jeg turde være den, jeg er. Efter 18 år og fire forskellige lejligheder i city var det tid til at vende tilbage. I mellemtiden var der dog sket et og andet. Mit gamle afdankede Vesterbro fra dengang var blevet mondænt, og kvadratmeterpriserne i den attraktive del af bydelen var netop blevet erklæret for de dyreste i hovedstaden. Hipstere var kommet til. Unge mænd med fuldskæg, en helt speciel duknakket gang, klædt i Soulland og Acne. Og bydelens fladhårede it-girls legede dj’s i Kødbyen, der pludselig handlede meget lidt om kød. Kihoskh, bydelens hotte hipsterkøbmand, WeDoFood-salatbar til folk, der ikke vil veje noget, innovative gallerier med kunst, man ikke kan have hængende, cool restauranter, små hemmelige natklubber og afklædte studerende på Sønder Boulevards grønne midterrabat på varme dage. Mekka! Count me in!

Uffe Buchards flyder

© Birgitta Drejer

Vesterbro-lejlighedens flyder - en lædersofa fra Flexform. Bordet er af Poul Kjærholm, og bagved ses den håndskårne taburet- skulptur af Fritz Baumann. Lampen er af Arne Jacobsen.

Buchards kunstsamling

© Birgitta Drejer

Overalt har Uffe Buchard hængt sin kunstsamling op i flotte sammenstillinger med blandinger af oliemalerier og tegninger. Både naturalistiske og abstrakte og med både sorte og lyse trærammer. Stolen er af Eames, og det lille bord af kultdesigneren Rick Owens, som Studio Oliver Gustav fører.

Køkkenet som møbel

© Birgitta Drejer

Uffe Buchard ønskede sig et lille køkken og mere et, der ser ud som et møbel end en decideret arbejdsplads. Det er lykkedes med dette i røget eg fra Cph Square, som har smukke detaljer, fx et smalt højskab til vin og en grå vægplade i marmor. Skærebrætter fra Raumgestalt. Taburetten er af Poul Kjærholm, og den under spisebordet er kinesisk og fra Green Square. For at understrege, at det store rum har forskellige funktioner, har han malet en søjle og loftsbjælker i en kitfarve, så øjet opdeler lokalet.

Detalje fra Uffe Buchards køkken.

© Birgitta Drejer

...fortsættelse af Uffe Buchards essay

© Birgitta Drejer

Jeg ville bo lige der midt i menageriet omgivet af ludere, lommetyve og de førnævnte tungtvejende herligheder. Jeg var ikke interesseret i en klassisk københavnerlejlighed, og jeg insisterede på altan, udsigt, højt til loftet og masser af lys. Og elevator. Søgningen begrænsede sig herefter til blot en eneste matrikel, der ud over beliggenheden kunne opfylde alle mine øvrige krav. Min mægler manglede nu blot at rundsnakke en ældre dame og overbevise hende om, at det var bedst, at hun solgte til mig. Nu. Hendes 90 kvadratmeter øverst i en gammel ombygget medicinalfabrik klos op ad Den Hvide Kødby med udsigt ind over byens tårne var som skabt for mig og mit nye Vesterbronx-liv. Også selv om jeg lige skulle abstrahere fra hendes potteplanter i vindueskarmene og kattenes kradsetårn midt i stuen. Som bekendt er der ikke noget, der ikke er godt for et eller andet. Damens forstyrrende nips og min egen tidligere eskalerende samlermani fik mig til at tage en beslutning om at skære helt ind til benet denne gang. Jeg ville lave en “anti-farmor”, maskulin, funktionel ego-bolig uden overflødige banaliteter, men med få smukke og meget personlige ting. Interiør, der enten var skabt til lejligheden eller nøje valgt til den, og som tydeligt afspejlede der, hvor jeg var i livet momentant: en fortravlet mand med mange rejser, lange arbejdsdage og med weekender i landhytten nordpå. Så fundamentalt havde jeg brug for en udvidet city hotel-suite med afsæt i min personlige smag. Et sted, hvor jeg kunne få arbejdsro og virke hjemmefra, hvor jeg anledningsvis kunne underholde venner, og hvor jeg og øjnene kunne stresse af efter en lang dag i modens tjeneste, vel vidende, at det pulserende nærmiljø var lige udenfor. Jeg havde brug for et sted, der mindede om Coco Chanels lille lejlighed på Rue Cambon, noget, der kunne sammenlignes med en af den slags to-rums hotelsuiter, hvor jeg har tilbragt så meget tid rundt om i verden og hvor netop førnævnte præmisser opprioriteres. Og - for guds skyld - ikke dekadent og grandiost (det er så altmodisch), men komprimeret, praktisk, maskulint og komfortabelt. Et sted til en moderne nomade, der ikke kan fungere med sjusk eller uskønne ting omkring sig. Basalt set et sted med en god seng, en flyder af en sofa, et delt spise/arbejdsbord, rigeligt med plads til tøjet (naturligvis), et mindre køkken til anretning af take away-salaten og et badeværelse, der kan forvandles til en minispa på et splitsekund. Udover dette, så ville det være yderst tiltalende med en butler, men den tanke blev droppet, da jeg skulle prioritere økonomisk. I stedet brugte jeg 249 kroner på en udmærket bog om simpel livsførelse og kom således tilbage på sporet af min oprindelige mission: at skære ind til benet. Fabrikken var konverteret til boliger og total-renoveret i 2008, men alligevel startede jeg med at flytte en væg, fjerne vindueskarmene, opføre indbyggede skabe, smide det poppede højglanskøkken og badeværelsesmøbel ud og male gulvene samme mørkegrå farve som Kødbyens asfalt og væggene kridhvide som murene samme sted. Boligen skulle afspejle sine historiske omgivelser og gerne blive en integreret del af dem. Jeg er erklæret kyniker og er ikke emotionelt knyttet til mine møbler, så jeg solgte både tidligere indkøbte danske møbelklassikere og lamper (med undtagelse af mine Poul Kjærholm-møbler) og gik på opdagelse i de københavnske designbutikker. Jeg valgte bevidst i stor stil for en gangs skyld det danske design fra og shoppede, som en verdensborger bør gøre det - med et åbent blik ud mod alt det, der sker internationalt derude på designfronten. Det resulterede i en pærevælling af europæisk moderne interiør i boligen/suiten samt en del unikadesign for at krydre. Således har jeg brugt det meste af et halvt år på at vælge og dernæst vente på de få, men rigtige ting til boligen. Det blev et hjem med få, essentielle og personlige valg. En dualistisk bolig, der afspejler mine behov lige nu og her ... lige indtil (naturligvis), de er noget helt andet. Den dag min egen udvikling automatisk skaber forandringen.

Tandlægeskab

© Birgitta Drejer

Det gamle tandlægeskab blev købt på auktion og lugtede længe af medikamenter. Nu huser det glas, porcelæn og håndplukkede og arvede ting. Fx vintagekaraffel fra Holmegaard samt glasdruer fundet i Paris. Til lejligheden hører en lille terrasse - smal, men med fantastisk udsigt over Kødbyen og helt ind til Rådhuspladsen.

© Birgitta Drejer

Buchards altan

© Birgitta Drejer

Uffe Buchards soveværelse

© Birgitta Drejer

Soveværelset har direkte adgang til lejlighedens terrasse. Jernsengen er fra Hay, og sengebordene fra Frama. Den luksuriøse hotelstil understreges af et pelstæppe fra Copenhagen Fur. Tapetet og sengelampen er fra Piet Eek Hein, og zigzag-lampen fra Jielde.

© Birgitta Drejer

Konsolbord fra Toke Kunst

© Birgitta Drejer

Uden for soveværelset ses et lille konsolbord, som Uffe Buchard har fået Toke Kunst og Kleinsmed i Kødbyen til at lave.

© Birgitta Drejer

© Birgitta Drejer

Buchards badeværelse

© Birgitta Drejer

Hotelstilen er gennemført i hele lejligheden, fx har Uffe Buchard valgt både badeværelsets møbel og entreens indbyggede skab i samme træsort som køkkenets. Den røgede eg giver rummene et eksklusivt præg og binder det hele sammen. Alt udført af Cph Square.

Entré

© Birgitta Drejer

Lamperne i entreen er fra Piet Eek Hein.

Udsift over Kødbyen

© Birgitta Drejer

Fra stuen og terrassen er der fri udsigt ind over kødbyen, Tivoli og det gamle Københavns grønne tårne.

Relaterede Artikler