Fra lejligheden er der en sjælden smuk udsigt til magtens Danmark. Højesteret, Statsministeriet og Folketinget på Slotsholmen ligger der i den blege vintersol, som også kaster små lysstriber ind i Uffe Buchards lejlighed, der har fri udsigt over Christiansholms Kanal.
Modemanden Uffe Buchard er en farverig personlighed. Han er skarp og vittig debattør i Mads og Monopolet i radioen, redaktør på det ambitiøse magasin DANSK og har ikke mindst via sit firma Style Counsel været så absolut en af hovedårsagerne til, at Copenhagen Fashion Week har fået den status, den har opnået i modeverdenen.
Farverig kan man til gengæld ikke kalde hans hjem. Derimod er den farvekonsekvent. Gråtoner, jordfarver og sort med lidt okkergullige anstrøg hist og pist og med hvide paneler, døre og lyse løse tæpper som basis.