I Julie og Mads' sjette sals lejlighed er der kunst i alle rum – endda på børneværelset

Hjemme hos Julie og Mads Tvillinggaard Bonde er der så meget at gå på opdagelse i, at det er svært at komme derfra igen. Både kunsten, men også farvebrugen er ultra dragende.

Marlene Toldbod Jakobsen

— 07. september 2023

For folk med hang til arkitektur og kulturarv er Kay Fiskers og C.F. Møllers ikoniske Vestersøhus i København en drømmeplacering.

Især hvis du kommer øverst op, hvor der er udsigt over Sankt Jørgens Sø, Planetarium og Frederiksbergs tage, og lyset strømmer ind igennem vinduerne på sjette sal.

Her bor Julie og Mads Tvillinggaard Bonde, hun kunsthistoriker og -rådgiver, han biotech-ingeniør og grundlægger af virksomheden Labster, og parrets to børn.

De boede først nede på tredje sal i samme opgang, og for et par år siden rykkede de så helt op på toppen. Heroppe differentierer lejlighederne sig fra de andre i komplekset, da de første, der flyttede ind på øverste etage i slut-1930’erne, selv havde indflydelse på, hvordan de gerne ville have interiøret.

– Hele byggeriet er jo lavet op til en krigstid, så opgangene er lidt forskellige, i forhold til hvad der var muligt at få fat i af materialer. Heroppe er håndtagene eksempelvis af messing, i de andre lejligheder er det bakelit. I den lejlighed, vi boede i på tredje, er vindueskarmene lavet af Porsgrunn-sten, og her er det grønt marmor. Der er en iboende værdi i at bo i et stykke kulturhistorie. De mindste detaljer er tænkt ind i det større hele, og det kan man mærke. Man lærer, hvordan arkitekturen har sin vilje og på sin egen måde er med til at give livet mening her i lejligheden, siger Julie Tvillinggaard Bonde.

Og lige så vel som det ydre er noget særligt, således gør det sig også gældende indenfor hjemme hos Julie og Mads, der har en eklektisk samling af kunst spredt ud over hjemmets samtlige 170 m2.

Og det er bogstaveligt talt overalt – i vindueskarme, på podier, på kaminhylden, på vægge og gulve og i soveværelse, børne- og badeværelser.

Og alligevel er det på ingen måde et stift, udstillingsagtigt hjem med hvide vægge og ekko, når man taler. Tværtimod. Her emmer af levet familieliv med alt, hvad dertil hører, når man har en 14-årig og en 10-årig og to travle karrierer.

– Børnene driller nogle gange og spørger: “Mor, er det her kunst, eller er det bare en skakbrik?” griner Julie.

Den slags misforståelser sker også den dag, billederne her bliver taget, da nogle blomster skal flyttes rundt på, og vasen, de kommer over i, i virkeligheden er et glasværk, der forestiller en invasiv brombærart, fra en installation af Tue Greenfort.

Julie og Mads har været sammen i 19 år – de mødte hinanden første gang til søspejder som 8-årige og blev som teenagere kærester. Selvom det var Julie, der var drivkraften i forhold til kunsten til at starte med, så beskriver hun det som en passion, der efterfølgende var nem at finde sammen om. I slutningen af sin studietid begyndte hun at lægge 500 kr. til side om måneden til sin egen lille kunstfond. Første gang, hun købte et værk til sig selv, var på Kunstakademiets julemarked. Og derfra gik det nemt.

– I og med kunsten i dag er mit arbejde, får jeg set rigtig meget. Jeg har også kunnet låne direkte fra kunstnere og fået noget med hjem, der var til- overs fra projekter, jeg har været med i. Og efterhånden som vi selv har fået råd til det, har vi haft lyst til at købe mere. Sådan tror jeg, det er for alle, der samler, lige meget hvad det er – det er det, man har sit kompas sat efter, siger Julie om parrets vidtstrakte samling.

Der er aldrig noget statisk over livet med kunst hjemme hos Julie og Mads. Ofte står værkerne et stykke tid på gulvet, inden de finder deres plads. Julie kan rigtig godt lide den effekt, kunst kan have på hinanden: Når man køber noget nyt og sætter det sammen med noget, der allerede er i samlingen, bliver konteksten en anden, og værkerne giver betydning til hinanden. Det er altid en fælles beslutning, når parret investerer. Og nogle gange sniger der sig ubevidst en rød tråd ind i deres smag. Som dengang Julie opdagede, at de fire værker, hun havde købt, alle havde et fugletema. Men ligesom kunsten i hjemmet aldrig står stille, så ændrer, udvider og udvikler Julies interesse felt sig også hele tiden.

– Kunsten er altid en af de første fintfølende vibrationer, der opfanger, hvad der foregår i samtiden. Tidsånden bliver filtreret igennem kunsten, inden den kommer ned i den daglige, medierede samtale. Som eksempelvis klimasnakken – den er på ingen måde ny og har foregået i kunsten i de sidste 20 år.

Julie har altid haft en forkærlighed for skulpturelle, mere tredimensionelle værker, og måske er det også derfor, hun befinder sig så godt med at arbejde i det offentlige rum, enten som kurator eller projektleder, hvor hendes job består i alt fra at rådgive de involverede kunstnere til at udvikle kunstprojekter.

Som da hun lavede en kunststi igennem Vollsmose sammen med Jens Settergren eller som nu, hvor hun er i gang med at forberede en udstilling i Politikens Forhal med Tue Greenfort, som hun har arbejdet sammen med i mange år, og en stor udstilling af samtidskunst i Tivoli i forbindelse med årets Chart Art Fair i København.

– Tivoli er et virkelig fedt udstillingsrum at arbejde i, fordi folk allerede er nysgerrige og legesyge, når de kommer derind. Og det, der er fedt ved tredimensionelle objekter, er, at de kan være med til at understrege eller opløse et rum. Det er også derfor, vi har mange derhjemme. Lejlighedens arkitektur er jo et kunststykke i sig selv, og det er et kæmpe privilegium at bo i et stykke kulturarv, som man skal passe på og gøre til sit eget i den udstrækning, det kan lade sig gøre, da bygningen og lejligheden blev fredet i 1994. Når jeg placerer kunst her, er det en blanding af kuratoren i mig og mennesket, hvis hjem det er, konkluderer hun.

Ud over at hendes indre kompas er sat efter kunsten, så har Julie også en anden faktor, hun navigerer efter, når hun tilfører noget nyt til samlingen:

– Det skal altid få mig til at smile eller tænke.

Julie Tvillinggaard Bondes råd til at starte en samling

Læg et beløb til side hver måned.
Begynd med at købe noget, der ikke er så stor en økonomisk beslutning.
Husk, at man ikke behøver købe til evigheden.
Ved at se meget kunst finder man ud af, hvad man kan lide.
Gallerister ved, hvad de taler om: Bare stil spørgsmål. Det gode ved kunst er, at der ikke er noget, der er forkert. Selv som fagperson har man nogle gange ikke en chance for at vide, hvad der foregår i et værk, uden at få en lille dåseåbner af en, der ved noget om det.
Se kunstuddannelsernes afgangsudstilinger.