Eklektisk indrettet lejlighed i Lyon
Enkel elegance med en snert af dekadence. Hos duoen bag indretningsbrandet Maison Hand har stuen erobret alle rum i deres eklektisk indrettede lejlighed i Lyon.
AfTessa Pearson

©
Felix Forest/Living Inside
Placeret i Alnay i hjertet af Lyon i området Presqu'ile ligger denne elegante, 140 m2 store lejlighed fra 1900-tallet. Beboerne er den velansete franske duo Pierre Emmanuel Martin og Stéphane Garotin, der har gjort sig bemærket med deres indretningsopgaver i Frankrig og internationalt samt med indretningsbrandet Maison Hand. Parrets designbutik i Lyon huser en samling af nøje udvalgt møbeldesign, tekstiler og accessories fra hele verden – en stil, som også giver sig udtryk i deres særegne bolig. Den talentfulde duo mødtes i Marokko for 11 år siden, mens Pierre arbejdede med marketing og Stéphane med mode. Sammen lancerede de Maison Hand i 2005, oprindeligt med fokus på at sælge vintage og håndlavede objekter i Europa. Brandet har siden udvidet sig til at omfatte en blanding af luksusmøbler og globalt kunsthåndværk og for nylig en egen møbelkollektion.
– Udvalget i Maison Hand er vores fortolkning af, hvad der sker inden for design. For os handler indretning om livsstil snarere end at bo med en samling kendte navne. Selvfølgelig arbejder vi med store brands, men som med madlavning er blandingen og metoden lige så vigtig som ingredienserne, forklarer Pierre.
### Lejlighed med originale trævinduer, stuk, parketgulve og dekorative detaljer
I mødet mellem to floder ligger Ainay. Oprindeligt er det et gammelt kvarter, som tidligere var beboet af velstående familier, der havde tjent deres formuer på silkehandel. Området er i dag stedet for Lyons design- og indretningsbutikker samt fashionable restauranter. Også her, ikke langt fra lejligheden, ligger parrets butik Maison Hand.
– Det er svært at finde en bolig her, fordi de alle går i arv gennem generationer, Selvom vores lejlighed er fra 1852, var den i ret god stand, da vi overtog den. Alligevel valgte vi at lave en del ændringer. Vi bevarede og restaurerede de originale trævinduer, stuk, parketgulve samt dekorative detaljer fra perioden. Til gengæld flyttede vi køkkenet ind i spisestuen for at skabe en åben planløsning, når vi laver mad og har gæster. Det gamle køkken rummer i dag et gæsteværelse og baderum, der som vores sove- værelse kan skærmes af fra resten af lejligheden og derfor er lige så privat, som køkkenet er åbent, fortæller Pierre.
### Fornemmelse af luksus og rum
Lejlighedens rum følger bygningens form, der som en cirkel slutter rundt om en stor gårdhave, og hvor man derfor kan følge livet i lejligheden på tværs af bygningen. På den måde virker lejligheden større, end den er, når man bevæger sig rundt. Samtidig giver de lange gange en fornemmelse af luksus og rum.
– Vores tidligere lejlighed var meget mørk, så vi søgte noget lyst og luftigt. Eftersom lejligheden her ligger på tredje sal med sydvendte vinduer, ville vi gerne indrette os med så meget naturligt lysindfald som muligt. En stemning, som vi har understreget med en elegant og lys indretning, som samtidig skulle være komfortabel og let at bo i. Med store sofaer og tykke tæpper er det lykkedes. Selvom vi kun flyttede ind for en måned siden, føles det, som om vi har boet her altid, siger Pierre.

©
Felix Forest/Living Inside
Hvide sofaer fra Maison Hand indbyder til en hjemlig hyggestund med gode bøger på sofabordet af glas designet af Warren Platner for Knoll. Isamu Noguchis lamper af papir står skulpturelt i rummet.

©
Felix Forest/Living Inside
Den smukke gamle kamin bliver brugt som udstillingssted for originale skulpturer fundet på loppemarked samt en fugl af Ghyslain Berthelon fra School Gallery. Det antikke spejl fra et loppemarked bliver lyst op af modernitet fra lamper af Achille Castiglioni for Flos.

©
Felix Forest/Living Inside
I stuen skaber bløde, men stramt designede sofaer en lys og luftig atmosfære. En Serge Mouille-lampe sørger for blød belysning, mens et vævet tæppe står for blødt på gulvet. De sort-hvide billeder af Bruno Paccard fra Galerie Arty L’amour de l’art og Julio Villani fra School Gallery skaber en cool grafisk kontrast til stuens rolige fornemmelser.

©
Felix Forest/Living Inside
En gennemgående farve, der ligger mellem grå og beige, fra Natural Substance, skaber harmoni og samler rummene. Naturlige farver og materialer som Eames-loungestolen af træ og læder understreger hjemmets ro. Moderne klassikere fylder stuerne sammen med kunsthåndværk købt på rejser. Et vintage Tulip-sidebord af Eero Saarinen er sat sammen med en Arne Jacobsen-gulvlampe og træbord af Loic Droin.

©
Felix Forest/Living Inside
På kaminen skaber grønne planter liv sammen med træskulpturer og lampen Lampe Gras. Portrættet over kaminen er af Antoine Schneck fra Gallery Berthet Aittouares. Spisebordet med plade af messing er fra Heerenhuis,
og stolene er designet af Wegner og er fra PP Møbler.

©
Felix Forest/Living Inside
Billedvæggen er sammensat af en humoristisk kaninskulptur af Ghyslain Berthelon fra School Gallery, to tegninger af Don Carney fra RAW Gallery i Milano samt et sort-hvidt foto af Bruno Paccard fra Arty L’amour de l’art. Fotografiet af Cedric Roulliat med et billede i billedet skaber et mindre, optisk bedrag.

©
Felix Forest/Living Inside
En original reolvæg med keramik og kurveflet skaber den visuelle ramme om køkkenet fra Boffi. Med de varme naturlige materialer som træ, marmor og diskrete køkkenelementer bliver køkkenet en naturlig del af stuen. Pladen på spisebordet fra Heerenhuis er af messing, som giver et gyldent modspil til de sorte Wegnerstole fra PP Møbler. Bordlampen af træ fra Galerie du Desordre Artwork understreger stemningen af stue.

©
Felix Forest/Living Inside
Med rene lyse linjer glider køkkenet fra Boffi og reolvæggen med træ, keramik og lertøj ind i stuens indretning. Bænken af træ fra Atmosphères d’ailleurs bliver brugt som reol for parrets mange kunst- og designbøger. Skulpturen i form af et hoved er en gave, mens de andre skulpturer er hentet hjem fra Sulawesi i Indonesien. Lampen er designet af Christophe Delcourt.

©
Felix Forest/Living Inside
Soveværelset, badeværelset og garderoben kan lukkes af, så rummene fungerer som en separat lejlighed i lejligheden. Mørke toner skaber ro i sengetæppet fra Dominique Kieffer og puderne fra Couleur Chanvre og Rouge du Rhin.

©
Felix Forest/Living Inside
De justerbare minimalistiske sengelamper er designet af Daniel Gallo. Den hvide skulpturelle Pipistrellolampe af Gae Aulenti skaber en fin kontrast til Warren Platners lænestol for Knoll.

©
Felix Forest/Living Inside
Grafiske berbertæpper fra Marokko laver etnisk liv sammen med skulpturerne samme sted fra. Maleriet er af Christine Crozat fra Galerie Arty, og papirlampen er designet af Isamu Noguchi. Stolen med sort træstel er en Wegner-stol fra PP Møbler.

©
Felix Forest/Living Inside
Garderoben er lavet af elementer fra Lema Mobili. Et grafisk berbertæppe fra Marokko virker samlende på garderobens enkle møblering med en taburet fra Living Divani og en lampe fra Galerie du Desordre.

©
Felix Forest/Living Inside
En custommade sofa fra Maison Hand med puder med grafisk mønster fra Rouge du Rhin møblerer gæsteværelset. Kunsten over sofaen er af Julio Villani fra School Gallery og Jean Philippe Aubanel.

©
Felix Forest/Living Inside
Fra det nye badeværelse kan man se over på det gamle, som i dag er lejlighedens køkken. Det var vigtigt for parret at skabe en blød og varm stemning, og derfor er naturlige materialer som marmor og træ en fast del af indretningen. Jacques Adnet-spejlet med læderramme er fra Gubi, og messingstagerne er loppefund.