Billedkunstneren Anne Aarslands lyse lejlighed på Frederiksberg

Billedkunstner Anne Aarsland bor med sin mand og to børn i en lys lejlighed på Frederiksberg. Her har hun indrettet sig med en skøn blanding af ny kunst, klassisk design og alt det, der ligger indimellem.

© Andreas Mikkel Hansen

Stemningen er afslappet, og man føler sig automatisk godt tilpas, når man træder ind i Anne Aarslands rummelige Frederiksberg-lejlighed. Afstemte, neutrale farver og træ i flere varianter signalerer ro og giver øjet mulighed for at dvæle ved former, strukturer og materialer – der samtidig skaber en ramme, hvor alle hendes malerier og litografier får lov til at tale. Det er ikke mindst Anne Aarslands egne ekspressive malerier med både grafiske og organiske elementer, der fanger øjet. Egne værker får selskab af unge danske kunstnere og ikoner som Robert Jacobsen, Sven Dalsgaard og Asger Jorn.

Anne Aarsland og hendes lille familie har kun boet i lejligheden i godt et år, og i løbet af den periode har de ændret en smule på den oprindelige grundplan. Det har blandt andet affødt et nyindrettet køkken, som stilmæssigt spiller fint sammen med høje stuklofter, smukke gamle døre og vinduer: hvide køkkenelementer i samspil med træ – enkelt og funktionelt og i indlysende dialog med et langt træbord samt Wegners klassiske Y-stole. Lejligheden er i det hele taget rig på detaljer: fine gamle døre med facetslebet glas, en enkel stuk, smukke egetræsgulve lagt i sildeben, høje lofter og udgang til små altaner fra stort set alle rum. Interessen for modernistisk dansk kunst afspejler sig i hjemmets indretning, hvor klassiske møbler designet af Finn Juhl, Hans J. Wegner, Alvar Aalto, Poul Kjærholm og Arne Jacobsen pryder alle stuer. Design fra nogle af de unge danske designere, fx Christina Liljenberg Halstrøm, har også sneget sig ind på den sildebensmønstrede egeparket. Det hele er toppet med en række spændende lamper, der sammen med en blød grundbelysning er med til at give en douce atmosfære. Kunsten og litteraturen er højt vægtet i den 195 m2 store lejlighed, hvor skønånden hersker. Her er egentlig ingen dogmer, og Anne Aarsland hævder selv, at det gode hjem for hende altid er i forandring. - Det skal være funktionelt og danne en tryg ramme om børnenes liv, og det skal tilgodese både vores sociale liv og vores arbejdsliv, forklarer Anne Aarsland. Sidstnævnte kommer blandt andet til udtryk i et stort fælles arbejdsrum, hvor der er plads til både bøger og til at tænke kreativt, og hvorfra man, via to dobbelte glasdøre, har et godt overblik over resten af lejligheden. Et gennemgående træk er, at der i hele hjemmet er tænkt i lys, luft og albuerum. De enkelte møbler får lov til at folde sig ud og fremstår i deres egen ret. Kontorets centrale element er et stort Finn Juhl-teaktræsbord – et bord, der fra designerens side var tænkt som et konferencebord, men som nu fungerer som et funktionelt skrivebord for Anne Aarsland og hendes mand Christian Dubois. Omkring bordet en patineret Eames-kontorstol i sort læder, en 3107-stol, med armlæn, tegnet af Arne Jacobsen og en Aalto-stol i lyst træ.
- Jeg holder af at kombinere forskellige træsorter. Det giver et blødt helhedsindtryk, forklarer Anne Aarsland, der ikke ser indretningen som en statisk ting. Hun holder af at flytte om og sætte møbler, kunst og brugskunst ind i nye konstellationer. På den måde forbliver tingene levende, og man opdager dem på ny, understreger hun. Anne Aarsland kan godt lide at finde klassiske møbler og lamper på auktioner, og hun køber og sælger ofte. Hun har ingen problemer med at skille sig af med sine ting. Jeg kan godt lide tanken om, at det er langtidsholdbare design, der står i vores hjem. At møbler og kunst bliver mere værd med tiden – eller i hvert fald holder prisen. Det er jo reel bæredygtighed, hævder Anne Aarsland, der har et skarpt blik for kvalitet. Opholdsstuen eksemplificerer holdningen på smukkeste vis. Her sammenstilles en grafisk flot Finn Juhl-lænestol med Poul Kjærholms maskuline lædersofa, en Wegner-fletstol og en gammel patineret læderstol med bløde kurver. En lille arbejdsplads med et antikt bord, en moderne hvid sofa og en brændeovn føjer både funktion og hygge til rummet, der er placeret med et godt kig ud til det store familiekøkken, hvor der også er plads til udfoldelse og samvær. - Det passer mig fint, at møblerne får et nyt liv i et andet hjem, og at jeg så kan købe noget, som har gjort fyldest i andres hjem. Jeg er ikke meget for køb og smid væk-mentaliteten, og den undgår man, når man holder sig til klassiske design, der bliver ved med at have en værdi, forklarer hun.

© Andreas Mikkel Hansen

Et af Anne Aarslands egne malerier over Poul Kjærholms elegante og maskuline PK31-sofa i sort læder. Sofabordet hedder Table in a Jar og er designet af den svenske møbeldesigner Albert Larsson i 1959. Vasen på bordet hedder Table Gun Vase. Denne side: Kunsthistoriker og billedkunstner Anne Aarsland bor med sin mand Christian Dubois, der er cand.jur. og chef for direktionssekretariatet i Sundhedsstyrelsen, samt deres to drenge, Asger på 9 år og Max på 4 år.

© Andreas Mikkel Hansen

Der er ro og harmoni i stuens indretning på trods af de mange forskelligartede møbler. Forklaringen er en afdæmpet farvepalet. Poul Kjærholms stramt designede PK31-sofa har en central plads. Det samme gælder Anne Aarslands egne malerier. Gruppen, der i øvrigt består af bordet Table in a Jar, Wegners CH24-fletstol, Greta Grossmanns standerlampe Grashopper og en organisk formet læderstol af ukendt designer, samles af tæppet fra By Fribert. Loftslampen er designet af George Nelson.

© Andreas Mikkel Hansen

Anne Aarsland har atelier i en gammel nedlagt skole sammen med 20 andre kunstnere blot en gåtur fra hjemmet. Her er der et supergodt lys, plads til at udfolde sig frit og muligheder for at indgå i et kollegialt samvær.

© Andreas Mikkel Hansen

Et antikt klapbord har fundet plads i vinduespartiet og udgør sammen med en smukt patineret Syver-stol af Arne Jacobsen et hyggeligt lille arbejdshjørne. Bordlampen Woodlamp, designet af TAF Architects for Muuto, giver skarpt modspil til bordet. Loftspendlen med de fine farver er designet af Simon P. Henningsen til det gamle Divan2 i Tivoli. Maleriet er af Peter Bonde.

© Andreas Mikkel Hansen

Anne Aarslands ældste søn Asger spiller cello, og det smukke instrument står selvfølgelig fremme i stuen. Nederst et litografi af Niels Reumert og øverst en af Anne Aarslands egne tegninger.

© Andreas Mikkel Hansen

Anne Aarsland og Christian Dubois’ fælles kontor er særdeles rummeligt med plads til en stor bogreol og ikke mindst: et smukt patineret teaktræsbord, tegnet af Finn Juhl, omgivet af en kontorstol tegnet af Charles Eames, Alvar Aaltos spisebordsstol model 66 for Artek samt en ældre 3107-stol, tegnet af Arne Jacobsen. Den markante væglampe-265 er designet af Paolo Rizzatto i 1973 for Flos. Væggene prydes af litografier af Robert Jacobsen, Karel Appel og Preben Hornung.

© Andreas Mikkel Hansen

Finn Juhls elegante F137-Chair fra 1953, også kaldet Japan-stolen. Litografi af Robert Jacobsen. Lampen er designet af Christian Dell.

© Andreas Mikkel Hansen

En enkel og stilren egetræsbænk giver plads til kunstbøger og brugskunst, blandt andet Cesta-lampen designet af Miguel Mila. Fotografierne er af kunstneren Carina Jo Sivager.

© Andreas Mikkel Hansen

Lejlighedens oprindelige grundplan er blevet ændret, hvilket har givet familien et stort, lyst køkken. Her er der blevet plads til Wegners store krydsbensbord PP85, kranset af Y-stole og et par Alvar Aalto-stole. Bænken er designet af Christina Liljenberg Halstrøm for Trip Trap. Lampen over spisebordet er tegnet af George Nelson.

© Andreas Mikkel Hansen

Køkkenet er et miks af elementer fra Kvik og Trævarefabrikernes Udsalg. De fine sorte pendler over køkkenbordet bærer det anarkistiske navn Hand Grenade A110 og er skabt af Alvar Aalto for Artek.

© Andreas Mikkel Hansen

Anne Aarsland holder meget af at handle på auktioner eller at finde gode ting på loppemarkeder. Her en klunset reol fra Rigsarkivet, der giver rum til sko og tøj i soveværelset. Også her har HuskMitNavn været på spil.

© Andreas Mikkel Hansen

På et af børneværelserne er et gammelt kontorskrivebord sat sammen med en Eames-stol. Maleriet er af Karoline H. Larsen.

© Andreas Mikkel Hansen

Badeværelset er ny-renoveret med moderne hvide skabselementer. Selvom pladsen er trang, er der selvfølgelig blevet plads til kunst på væggen - her af HuskMitNavn.