Kig indenfor i den prisvindende bondegård, som bliver smukkere med tiden
Arkitekternes nyfortolkning af bondegården i Ry har vundet dem prestigefyldt arkitekturpris.
Af
Casa Ry er kendetegnet ved enkle materialer og en vekselvirkning imellem vandrette og lodrette linjer. Det gælder også for det udendørs anlæg, hvor betonbelægninger, arealer med grus og højbede i cortenstål indgår i et geometrisk samspil.
Forældet, forfinet og forenklet
På kanten af en idyllisk sø og med ryggen mod en lille landsby har et kosmopolitisk par skabt en fælles base for deres private liv indrammet af natur og en stringent arkitektur – en trelænget bondegård i en forenklet og forædlet nyfortolkning.
Bag den prisvindende bolig står arkitekterne Niels Christoffersen og Erik Weiling, der tilsammen udgør CWA. De har taget naturen i ed og vovet at skære helt ind til benet i bestræbelserne på at nå frem til et essentielt udtryk i langtidsholdbare materialer, der bliver smukkere med tiden.

Husets rum ligger i forlængelse af hinanden, forbundet af et åbent gangforløb, som tillader blikket at gå på vandring, og som lader lyset flyde.
En fast base
Når man har et travlt arbejdsliv ude i verden, så kan det være nødvendigt med en fast base med adgang til naturens iboende ro og balance.
Sådan en base har et dansk-tysk ægtepar fundet midt i det frodige østjyske landskab, hvor de har bygget en stiliseret trelænget “bondegård” af rå materialer og med en funktionalitet, der giver dem optimal frihed, når de er hjemme.

Enkle materialevalg skaber visuel ro. Alle gulvflader fremstår i mat poleret beton, og køkkenelementer, skydedøre og inventar fra Bygholm Wood er holdt i røget eg.
En forfinet bondekultur
Det er arkitekterne Niels Christoffersen og Erik Weiling, der har aflæst og omsat parrets ønsker til en bolig, der arkitektonisk står på skuldrene af bondekulturen, men som i sit udtryk er forfinet, forædlet og forenklet.
Det har været bygherrernes ønske at få et hus bestående af tre selvstændige længer med hver deres funktioner, placeret omkring en central gårdsplads.
Parret har på den måde fået en meget privat indre gård med terrasser og beton- og stenbelægninger i samspil med højbede i cortenstål.

Husets ydre form afspejles inden døre, hvor tagets ydre konstruktion følges med lofter til kip. Der er panoramavinduer på begge sider af huset, som markerer den ydre geometri – et arkitektonisk greb, der også opløser overgangen mellem ude og inde, og som sender kaskader af lys ind. Tætte, tunge gardiner i et miks af velour og hør fra Chivasso giver mulighed for afskærmning, føjer en eksklusiv taktilitet til stuen og medvirker til at blødgøre akustikken. Møbleringen er enkel med en Michel Club-sofa i hovedrollen – designet af Antonio Citterio for B&B Italia. Det sorte spisestuearrangementet består af Slim-bord designet af Bertram Pot for Arco omkranset af Hans J. Wegners CH23 stole fra Carl Hansen & Søn.
En visuel rytme af grå toner
Den længe, der åbner sig ned mod søen og et let skrånende terræn, indeholder opholdsrum, køkken, soveværelser og bad. Centerlængen rummer bryggers, opbevaring, værksted og carport, mens den tredje længe fungerer som voliere for et par jagtfalke.
Alle længer er udvendigt beklædt med canadisk cedertræ lagt i horisontale forløb. Cedertræet er vedligeholdelsesfrit og patinerer i smukke gråtoner – toner, der matcher de grå aluminiumstage. Der er skabt en visuel rytme i kraft af vekselvirkningen imellem bygningskroppenes vandrette og tagprofilernes lodrette linjer.

Køkkenet, der er fremstillet af røget eg og natursten, danner med sine indbyggede elementer bagvæg i det kombinerede køkken og spise- og opholdsrum.
Forstyrrende elementer er integreret elegant
Det stramme udtryk kan i høj grad tilskrives saddeltagsprofilen samt et elegant fravær af forstyrrende elementer som fx tagrender og udluftning, der er skjult og integreret i byggeriet.
Store ladeporte, der er beklædt med vertikale cedertræsbrædder, og som glider på udvendige stålskinner, understreger det rustikke udtryk og de autentiske referencer – portene sikrer optimal tilgængelighed og gør det samtidig muligt at bringe kontrasterne imellem det åbne og lukkede rum i spil.

En kompakt køkkenø markerer overgangen til opholdsarealet.

Husets bryggers er placeret i et anneks, som planmæssigt forbinder hovedhuset med carport og værksted. Indretningen her er holdt i sort og natur i samme stramme komposition, som kendetegner arkitekturen.

Arkitekturen går igen indendørs
Det er også enkle arkitektoniske greb, der er taget i anvendelse indendørs – ikke mindst i beboelseslængen, som i modsætning til de to øvrige længer har gennemgående vinduespartier både til den indre gård og ud mod engdraget og søen.
Arkitekturen spejler sig indvendigt med lofter til kip, som skaber en indbydende rummelighed.

I den modsatte ende af rummet genfinder man det mørke egetræ, der her omkranser en indbygget
brændeovn samt brændeopbevaring.

Alt står knivskarpt, og der er en indlysende enkelhed i materialevalget. På hver side af det centrale køkken- og opholdsrum er der identiske badeværelser med inventar fra Bygholm Wood og soverum. Alle rum er forbundne i et naturligt flow, men der kan etableres private zoner via skydedøre. Ligesom der er åbne forbindelser og maksimal tilgængelighed inde i huset, er overgangene imellem ude og inde også tænkt ind.

Centralt i huset...
... er der indrettet køkken og opholdsstue i forlængelse af hinanden. På hver side af denne akse er der to identiske afdelinger af mere privat karakter med soveværelser og badeværelser, der kan skærmes af med skydedøre.
Der er på den måde skabt et visuelt flow igennem hele huset, som inviterer lyset og naturen indenfor. Ønsket har været en enkel planløsning og robuste materialer med et minimum af vedligehold.


Et rytmisk skift
Gårdspladsens grå beton er ført ind i stuerne, hvor man har valgt køkkenelementer i en mørk træsort. Det samme gælder beklædningen af stuens pejsevæg, som også fungerer som afskærmning ind til den ene af soveafdelingerne.
På den måde bliver gårdspladsens rytmiske skift imellem beton og skærver gentaget i stuehuset – et greb, som giver øjet mulighed for at hvile, og som skaber en hyggelig og tæt atmosfære. Er der brug for at skrue op for hyggen, kan vinduerne skærmes af med en række gennemgående velourgardiner i en dyb lilla nuance, der går i dialog med husets grå farvepalet.

Casa Ry består af tre bygningskroppe – selvstændige huse med hver sin funktion. Princippet kendes fra de typiske trelængede bondegårde, som omkransede en indre gård. Bygningerne fremstår grafisk skarpe med deres stringente saddeltage. Alle overflødige og visuelt forstyrrende elementer er skåret væk. Tilbage er den rene form og de smukke materialer. Facaderne er beklædt med canadisk cedertræ, som er patineret i gråtoner – nuancer, der matcher de grå aluminiumstage. Det omgivende areal ligger uberørt som eng, imens den mere tæmmede natur er anbragt i højbede af cortenstål.

Tagets lodrette linjer giver et grafisk modspil til cedertræets vandrette rytme. De tre bygningskroppe er placeret, så de danner naturlige opholdsrum i det fri. Også udendørs er der brugt materialer i en grå skala, hvor beton og sten skaber variation og afgrænsning.

Arkitektonisk bæredygtighed
Arkitekterne Niels Christoffersen og Erik Weiling etablerede i 2017 arkitekttegnestuen CWA. Efter en årrække som en del af store etablerede tegnestuer fik makkerparret lyst til at føre deres vision om en mere stoflig og sanselig arkitektur ud i livet. Med fokus på ægte materialer, der patinerer smukt, og som taler ind i en skandinavisk kontekst, er målet at tegne huse i dialog med den natur eller den arkitektoniske kontekst, de skal indgå i – og med de mennesker, der skal bebo dem.
De to arkitekter arbejder med begrebet arkitektonisk bæredygtighed og vægter udtryk og materialer, der er holdbare i flere generationer. Endelig skal det arkitektoniske koncept og rammerne matche de mennesker og familier, der skal bo i husene. Christoffersen & Weiling Architects, CWA, har vundet den prestigefyldte tyske arkitekturpris Iconic Award i kategorien Innovative Architecture for deres moderne og forenklede fortolkning af den trelængede gård.
