Zobels drøm
Nord for København få hundrede meter fra Øresund nyder Rigmor Zobel karrierekvinde og mor til to livet i et vidunderligt, gammelt, engelskinspireret hus.
Zobels drøm blev virkelighed for tre år siden. Glemt er for længst de mange timers ombygning og de opslidende byggemøder. Rigmor Zobel er kommet som gæst i huset, da hun var barn og har siden drømt om en dag at flytte ind. Da muligheden pludselig bød sig, var hun ikke i tvivl. Hun måtte slå til, selv om hun følte sig ret alene om at kunne se husets fulde potentiale.
Da Rigmor Zobel og hendes mand Jesper Ravn overtog det, var det langt fra drømmehuset. Det var mørkt og upraktisk indrettet med alt for mange små rum og døre. Huset stod stort set, som da det blev bygget i 1921. Lige da vi købte huset, havde jeg en idé om lidt maling og nogle små ændringer her og der og så kunne vi flytte ind. Men snart kom jeg på andre tanker. Efterhånden som jeg fornemmede stemningen i huset og ikke mindst på terrassen og i haven, opstod der hurtigt et meget præcist billede i mit hoved af, hvordan det her hus skulle se ud, forklarer Rigmor Zobel.
Husets hall var oprindeligt køkken. Ikoner og jagttrofæer i selskab med et gammelt svensk stenbord byder nu gæsterne velkommen. Det pompøse spejl er et originalt Liselundspejl. De antikke fliser og den håndsnedkererede trappe med jordfarvet trappeløber er med til at understrege, at alt er gennemført ned til mindste detalje.
Den antikke bænk stammer fra maleren Hammershøis hjem og bliver nu kombineret med moderne design: en lampe fra Ilva og en stilren kande fra Georg Jensen.
Før ombygningen var stuen en noget ramponeret havestue. Nu er det familiens omdrejningspunkt for hygge, afslapning og gæstebud. Det store kvadratiske ovenlysvindue kaster lys ned i stuen. Sofapuderne er syet af Ann Liss Juul i Rungsted.
En stor udfordring i ombygningsprojektet var den håndbyggede italienske kamin. Flere tons af det fineste marmor er hugget i stenbruddene i Carrara og transporteret til Danmark i kister af zink. På toppen af kaminen står Rigmor Zobels samling af antikke kandisskrin. Skrinene blev i sin tid brugt til kandis og kun husets frue havde nøglerne til skrinene.
Spisekøkkenet samler familien Både til måltiderne omkring bordet fra Green Square og i form af den store samling af portrætter af familien Zobel og Ravn. I hjørnet er bygget en lille hul træbænk med plads til legetøj og en hyggekrog til at læse gode historier i.
Køkkenet er fra Multiform og med Leather Touch-stenbordplade og vægkakler fra Fired Earth. Vinskabet har helt bevidst front mod spisebordet, fordi skabet giver et hyggeligt lys om aftenen.
Fra den svenske gren af familien har Rigmor Zobel arvet skønne, antikke gustavianske møbler heriblandt spisebord og en pompøs prismelysekrone.