Totalrenovering: Sådan ser 60'er-villaen ud nu
"Vi var vildt begejstrede og fik hurtigt overbevist os selv om, at huset blot skulle have lidt maling, inden vi kunne flytte ind. Et nærmere eftersyn viste dog, at der skulle en del mere til."
Af
Her bor Nadja og Lars sammen med børnene Thuja på tre år og Eik på ni måneder.
En hyldest til 1960'erne og dansk design historie
1960’ernes æstetik, stramme funktionalisme og materialefornemmelse går rent ind hos både Nadja og Lars Kern Mejer, der også holder af epokens optimisme og trang til oprør.
Parret har desuden en fælles passion for designere som Kastholm & Fabricius, Horst Brüning, Poul Kjærholm og Arne Jacobsen – og de er konstant på udkig efter design, der blev til, flere årtier før de selv blev født.

Fabricius & Kastholms legendariske Grasshopper-loungestol står med udsigt til haven.
Jørgen Kastholms hus
Da Nadja og Lars, der begge arbejder i kommunikationsbranchen, for et par år siden blev enige om at skifte Københavner-lejligheden ud med hus og grønne omgivelser, faldt Jørgen Kastholms hus fra 1968 så at sige lige ned som appelsinen i turbanen. Ikke blot var huset fra den foretrukne stilperiode. Det havde lige nøjagtig den rumfordeling og det udtryk, som parret gik efter.

Køkkenet er skabt til huset af en dygtig snedker, som også har fremstillet alle husets skabslåger og døre, så der på den måde opnås et harmonisk visuelt forløb.
Kærlighed ved første blik
At huset så også var tegnet af Jørgen Kastholm, der selv boede der i en kortere periode, fra 1968 til 1971, fik bare ligningen til at gå op. Det var, som Nadja Mejer udtrykker det: Kærlighed ved første blik.
– Huset talte til os med sit enkle og internationale udtryk, og da vi først havde set det, så var der ingen vej tilbage, fortæller Nadja, der sammen med sin mand overtog huset i 2017.

Der er etableret et par ovenlysvinduer i huset – blandt andet over køkkenet, hvor der sendes et blødt dagslys ned over egetræsbordpladen. Sorte loftsbjælker skaber grafisk spænding i rummet.

Gulve med changerende natursten indgår i en blød farvepalet af gråbrune og gyldne nuancer.
Gennemgående renovering
– Vi var vildt begejstrede og fik hurtigt overbevist os selv om, at huset blot skulle have lidt maling, inden vi kunne flytte ind.
Et nærmere eftersyn viste dog, at der skulle en del mere til, uddyber Nadja, der sammen med sin mand, dygtige håndværkeres hjælp samt en sikker fornemmelse for husets ånd og autenticitet satte sig i spidsen for en totalrenovering med nye gulve, badeværelser og køkken indvendigt og nyt tag, sternkant, terrasser og haveanlæg udendørs.
Alt i alt en større omgang, men når det er sagt, så har de begge nydt processen i fulde drag – ikke mindst fordi de kunne vente med at flytte ind, til huset stod helt klart.

I køkkenet og på de gennemgående gangarealer er der lagt natursten, som går i klædelig dialog med egetræslågerne og den originale, gråbrune stenmur.
Tro mod 60'erne stilunivers
– Resultatet er blevet lige, som vi ønskede os – en god balance imellem det oprindelige og det personlige. Selvom vi er begejstrede for Kastholm og funktionalismen. så har målet jo ikke været at komme til at bo i et museum eller et showroom, lyder det fra Nadja, der også i den efterfølgende indretning har været tro mod 60’ernes stilunivers.

Langs vinduespartiet passerer man en barvogn designet af Horst Brüning i 1968, men det er først og fremmest stuens gule væg, der tiltrækker sig opmærksomheden. Væggen er et godt eksempel på farver doseret med mod og omhu. Den gule væg spiller flot sammen med Fabricius & Kastholms elegante FK20-møblement i stål og cognac-farvet læder og danner bagtæppe for String-reolen fra 1949.

Horst Brünnings flotte daybed sammen med et stort maleri af Alan Tobias og en rød Nippon-lampe, designet af Simon Henningsen.
Et fælles projekt
– Det er på alle måder et fælles projekt for Lars og jeg, og vi er begge lige entusiastiske omkring det. Det gode resultat udspringer netop af en konstruktiv sparring og et fælles ønske om at skabe en optimal ramme for vores familie.
Selvom huset og arkitekturen var udslagsgivende for købet for to år siden, så var selve området også en væsentlig købsfaktor. Vi er stadig tæt på København og vores arbejde, men vi har naturen med skov og strand lige uden for døren, påpeger Nadja.

Spisepladsen udgøres af et elegant bord i glas og stål, designet af Horst Brüning – en anden af funktionalismens mestre. Bordet, der ligesom huset er tegnet i 1968, får kontrast af Hans J. Wegners Y-stole, og over det hele svæver Gino Sarfattis 2065-pendel fra Astep.

Brusenichen er beklædt med kvadratiske lyserøde fliser.
Nye elementer til indretningen
Folk med interesse for arkitektur, renovering og ikke mindst for Jørgen Kastholm har kunnet følge projektet på Nadjas Instagram-profil, @kastholmhouse, hvor hun stadig begejstret lader os kigge med, når der føjes nye elementer til indretningen.

I soveværelset skaber de glatte egetræslåger og det store vinduesparti skaber en oplevelse af plads og lys.

Kontorets vinduesparti giver visuel adgang til alt det grønne udenfor. Egon Eiermanns skrivebord har en lethed, der optimerer udsynet til haven. Arne Jacobsens ikoniske 3107-stol fuldender billedet.

Der er lagt træterrasser rundt om huset. Havemøblerne er fra Skagerak.

Kun fra havesiden afsløres det, at Kastholms hus er i halvandet plan med hævet kælderareal.

Huset åbner sig ud mod gårdhaven med store gennemgående vinduespartier med glas fra gulv til loft. Sorte vinduesrammer og sternkant underbygger det vertikale snit.