Tilbygning og ovenlysvinduer redder arkitekttegnet hus

Et ældre Mogens Lassen-hus fik ny tilbygning, og blev samtidig ført tilbage til sit oprindelige udseende.

køkken barstole køkkenø lampe vase
© Christina Kayser Onsgaard

Det var en arkitektonisk udfordring at lave overgangen mellem den højloftede tilbygning og husets gamle, lavloftede del. Arkitekt Nanna Bering har løst det med en brat overgang, der skaber dynamik i rumoplevelsen.

Vidste ikke at deres hus var arkitekttegnet

Mille og Flemming Pristed købte tilbage i 2004 et lille hus på 79 m2 i Virum-Sorgenfri. Dengang havde parret kun ét barn, og fordi huset havde en snedig planløsning, føltes det rummeligt nok. Familien anede ikke, at de havde købt et hus tegnet af arkitekt Mogens Lassen, der i 1940’erne blev hyret til at tegne 86 enfamilieshuse i Virum-Sorgenfri. Da første runde af husene var tegnet og bygget, indløb der en del klager over byggesjusk og byggeriet stoppede, mens udbedringerne foregik.

Anden runde af opførelsen kom først i gang i slutningen af 40’erne. Desværre blev der i denne runde gået på kompromis med flere af Mogens Lassens oprindelige tanker og detaljer i husene. Én af dem var fravalget af ovenlysvinduer, og det var netop problemet i det hus, som Mille og Flemming havde købt. De små stuer tørstede efter dagslys, og med ankomsten af barn nummer to stod parret pludselig også med et alarmerende pladsproblem.

Løsningen blev en gennemgribende om- og tilbygning tegnet af arkitekt Nanna Bering, der er en stor fan af ovenlysvinduer. Udover ovenlysvinduerne var Nanna Bering og ejerne enige om, at der skulle ryddes op i de for huset knap så klædelige elementer, som var blevet påklistret boligen gennem tiden. Huset skulle på den måde føres tilbage til sit oprindelige udtryk. Det betød blandt andet nedrivningen af en utæt udestue og fjernelse af de sprossede termovinduer, der misklædte det enkle og funktionalistiske hus stilmæssigt.

Se mere fra denne bolig hos Danske BoligArkitekter

køkken lyst hvidt køkkenø
© Christina Kayser Onsgaard

Der er prioriteret et moderne, enkelt køkken med store bordflader i composit, der er lette at holde rene. Køkkenelementerne er fra JKE Design, og featuren med at en del af bordpladen er gjort til spise- og siddeplads er et hit hos familien, der stort set altid sidder der og spiser.

Huset blev dobbelt så stort

Tilbygningen på lidt mere end 100 m2 blev lagt mod syd, så den reelt ikke kan ses fra vejsiden, hvilket var nødvendigt, da huset ifølge lokalplanen ikke må ændres i facaden ud mod vejen. Udover en børneafdeling med to børneværelser og et badeværelse rummer tilbygningen en stor stue og halvdelen af køkkenet, der ligger midt i huset som boligens vigtigste rum, der forbinder spiseafdeling og voksenafdelingen med stuen og børneafdelingen. Tilbygningen har loft til kip, hvilket får hele huset til at fremstå moderne og meget rummeligt.

For at binde den gamle og nye del visuelt sammen, er der blandt andet lagt nye, ens gulve i hele huset, og sat store foldedøre i facaden mod den sydvendte træterrasse, der løber fra den ene ende af huset til den anden, og dermed også samler den nye og gamle bygning.

Se flere af arkitekt Nanna Berings projekter her

køkken ovenlysvindue lampe hvidt
© Christina Kayser Onsgaard

Åbningen mellem stue og køkkendel indrammer et fint kig ned gennem huset, der bliver ekstra dynamisk af lyset fra ovenlysvinduerne og forskellen i loftshøjde. Kartel-lampen over køkkenbordet er valgt, fordi den er transparent og derfor ikke ”ødelægger” det lange kig.

stue terrasse reol foldedøre
© Christina Kayser Onsgaard

De store foldevinduesdøre fra Lacuna i stuedelen matcher foldedørene i spiseafdelingen, og sørger for, at lukke mest muligt dagslys og fornemmelse af haven ind. Terrassedækket er lagt i samme niveau som husets gulve, så dækket føles som en naturlig forlængelse af boligen, når dørene er åbne.

Fakta om ombygningen

Familien fik: om- og tilbygget deres 79 m2 Mogens Lassen-villa fra 1947 med en tilbygning på 108 m2 indeholdende stue, to børneværelser, et badeværelse, et større køkkenalrum og ny træterrasse i hele husets længde. Nye gulve, lofter til kip med ovenlys, nye vinduer og terrassedøre.

Proces: Mille og Flemming definerede familiens behov for arkitekt Nanna Bering, der efterfølgende lavede en plan for tilbygningen og modernisering af den gamle husdel. Parret indgik kontrakt med MT Højgaard efter en tilbudsrunde med to andre entreprenører. Under byggeriet førte arkitekten tilsyn. Hele processen fra første skitse til indflytning tog ni måneder.

ovenlysvinduer stue sofa sofabord lyst stole
© Christina Kayser Onsgaard

I stuetilbygningen går loftet til kip og har på den nordvendte loftside et par ovenlysvinduer. I begge sider af rummet er der sat en grundbelysning med spots, som belyser væggene smukt i aftenmørket. Sofaen er fra Ilva, sofabordet fra Ikea, mens de sorte Arka tremmestole er designet af Yngve Ekström og købt brugt i Roxy Klassik.

Materialer

Materialevalg indvendigt: Det gamle tag blev efterisoleret, der er brugt 3-lagsvinduer, og installeret gulvvarme i tilbygningen. Gulve i egelamelplank, pudsede vægge, compositbordplader i køkken og på badeværelset, samt naturstensfliser på badeværelset.

Materialevalg udvendigt: Huset er omfattet af lokalplan, hvilket betyder, at der ikke må ændres på facaden og udtrykket ud mod vejen. Derfor er tilbygningen lagt mod den sydvendte haveside og på en måde, så den ikke kan ses fra vejen. Facaden på tilbygningen er gasbeton, der efterfølgende er pudset med Weber puds. Terrassedækket er udført i Ipé.

børneværelse vindue seng
© Christina Kayser Onsgaard

På børneværelserne er der fravalgt døre på grund af tyveririsiko. Til gengæld har værelserne vinduer og ét af dem sågar ovenlysvinduer.

Denne boligreportage er blevet til i samarbejde med Danske BoligArkitekter. Gå på opdagelse blandt de flere hundrede projekter, der alle er beskrevet, ved at gå ind på danskeboligarkitekter.dk. Danske BoligArkitekter er en ordning med flere end 100 selvstændige arkitekter over hele landet, der alle har dokumenteret erfaring fra byggeprojekter for private boligejere. Medlemmerne er uddannet indenfor energioptimering af boliger eller kan dokumentere en tilsvarende viden. Alle medlemmer har dækning gennem Danske BoligArkitekters særlige ansvarsforsikring, der også dækker rådgiveransvar, selvom arkitekten lukker sin virksomhed.