Tag et kig ind i LA's perle mellem trætoppene
For familien, der både ville have minimalisme, ro, velvære og et sjovt, skulpturelt udtryk, er denne arkitektoniske perle mellem trætoppene i Los Angeles den helt perfekte bolig. Se med her.
Af
For enden af den skulpturelle trappe står to Aqua Creations' Gladis-lounge-lænestole, der først og fremmest er funktionelle møbler, men som også har æstetiske kvaliteter på niveau med et kunstværk.

Boligen putter sig mellem trætoppene på en skråning i Los Angeles.
Arkitektur af vertikale og horisontale linjer
Den treetagers arkitektoniske perle i Los Angeles er en voksen udgave af den hule i træet, mange børn drømmer om. Gemt væk fra byens travle gader blender huset ind i Californiens frodige landskab, og stikker kun lige op over de træer, der omkranser det.
Arkitekturen er en interessant dynamik af vertikale og horisontale linjer, der leger med skråningen og naturens organiske former, og det er tydeligt, at både ejerne, arkitekterne, interiør- og landskabsdesignerne har vægtet funktionalitet, håndværk og god kvalitet højt.

De to lænestole fra Aqua Creations står på et rundt silketæppe fra The Rug Company. Det lille sidebord, Waves, og gulvlampen, Balloon Floor Lamp, er af Lucie Koldova og Dan Yeffet.
Balancen mellem det minimalistiske og det skulpturelle
Området er meget unikt og har mange store træer, så vores mål var at blende huset ind i naturen frem for at dominere stedet. Det er ellers et temmelig stort hus, men positioneringen betyder, at det ikke føles overvældende. Formen er rimelig kompleks, men samtidig simpel og rar at være i, fortæller tegnestuen Belzberg Architects.
Ejerne ville have et trygt og alsidigt hjem, der altid kan tilpasses familiens skiftende behov, mens deres tre børn vokser op. Men da det kom til æstetikken, havde ejerne forskellige prioriteter. Den ene ville have en helt enkel og minimalistisk arkitektur, mens den anden ønskede et skulpturelt og sjovt formsprog.
For at finde en elegant balance mellem de to har arkitekterne valgt at holde materialerne i minimalismens ånd med træ, helt hvide overflader og glas, mens formen derimod er mere udtryksfuld og skulpturel.

Hjørnet ved de store vinduer er en smuk setting til det store piano.
Nye udtryk fra alle vinkler
Kompromisset ses i husets geometriske udformning, der samtidig er asymmetrisk, som kasser der er stablet tilfældigt op. Det betyder også, at huset har et nyt udtryk fra alle vinkler.
Den skulpturelle trappe, der snor sig fra kælderen op gennem huset, er et andet eksempel. Den er placeret på et af de få punkter, hvor kælder-niveauet krydser de øvre niveauer.
Arkitekterne mener, at trappen i centrum af huset organiserer og opdeler niveauerne i rum; i stuen er en åben opholdsstue adskilt fra det mere private familierum, og på første sal er det store soveværelse adskilt fra de øvrige værelser.

Stuens vintage-interiør er i naturlige nuancer. Her ses Flexform Soft Dream-sofa i lys cognac af Steve Chase og to Penguin-stole af Theo Ruth. Wood End Tables-sofabordene er af Lorna Lee John Muller, og i hjørnet hænger Color Globes-lampen fra Bocci. Tæppet er af Thomas Lavin og Fabien Baron.

Den store spisestue er indrettet med et speciallavet spisebord af Design by Curated, vintage Gastone Rinaldi-stole og en lysekrone i rosaguld og hvide metaller, designet af Gabrielle Scott. På væggen hænger maleriet Wonder af Meredith Bingham.
Balanceret mix
Den omkringliggende natur er meget vigtig for arkitekturen, og på hver etage opleves træerne på forskellige måder; i kælderen er man under træerne, i stuen lever man nærmest i træernes grønne kroner, mens man på første sal ser hen over træernes top.
De fleste vinduer er i fuld højde, hvilket giver direkte visuel kontakt til naturen og en fantastisk udsigt. Arkitekturen er et balanceret mix mellem store, åbne rum og områder, der føles mere private og hyggelige.
Det rolige bagtæppe af træer på den anden side af de store vindues-sektioner omkredser en og giver en følelse af tryghed.

Langs de store vinduer står et ovalt, speciallavet spisebord, der er designet af Design by Curated og fremstillet af Iian Dei Studio. Stolene, Eddy Chairs, er af Pearson Lloyd.

Trappen spiller hovedrollen i boligen.
Både smukt og funktionelt
Med respekt for boligens arkitektur har indretningsarkitekt Delta Wrights tilføjet et enkelt, men også legende, udtryk til hjemmet. Hun sværger til interiør, der er smukt og funktionelt, og hendes overbevisning om, at hjemmet er et sted for velvære, ses tydeligt.
Hendes valg af bløde toner, vintage-design, og små overraskende elementer gennemstrømmer husets indretning.
De to lænestole i bunden af trappen er et fint eksempel på de tilføjelser, der komplementerer arkitekturen. Fra toppen ligner stolene smukke, hvirvlende kunstværker, mens de i kælderen skaber rammerne for en hyggekrog.

Svimmingpoolen er tæt på hjemmet og deler haven op. Liggestolene er Carbon Chaise Lounge af James Perse.

I multirummet er der plads til de legesyge. Her har Delta Wright lavet en "pude-grav" med puder designet af Design by Curated og fremstillet af DJ Benchworks.

Det åbne køkken er både elegant og funktionelt, hvor kogeøen i midten er et hyggeligt samlingspunkt med siddeplads.

Den afslappede stemning i multirummet er understreget med den store Living Divani Extrasoft-sofa, der er skøn at sidde og ligge i. Bagved står en orange Olivier Mourgue-stol. Det blå maleri hedder Lyrical Deep Indigo og er af Karen Revis, mens sidebordet er Eileen af B&B Italia, designet af Antonio Citterio. Tæppet er designet af Design by Curated og speciallavet af Anthony Monaco Rugs.

I soveværelsets sofahjørne står en rød, vintage JF Chen-stol og en Poliform Airport-sofa og -puf.

Badekarret fra Boffi er et dejligt sted at nyde udsigten hen over de grønne træer. De store smukke fliser på gulvet er Bianco Dolomite-sten. Skabene er designet af Design by Curated og fremstillet specielt til boligen af Funtime.

Soveværelset er roligt indrettet med hvide og naturlige farver. Sengen er Tufty Time fra B&B Italia, og sidebordet er også fra B&B Italia. Lamperne er af Michael Anastassiades.
LÆS OGSÅ: Disse planter bør du have i dit soveværelse.

I forbindelse med køkkenet ligger en stue, hvorfra der er adgang til de skønne, grønne omgivelser. Loungesofaen hedder On The Rocks og er fra Edra, mens de tre puffer er designet af Desing by Curated og lavet af Monte Allen. Den interessante arkitektur komplementerer og kontrasterer det omkringliggende landskab, og giver atmosfæriske uderum – her er et spiseområde med Casala Plexi-stole og et speciallavet stenbord.