Uanset om man vil have ekstra m2 til et kontor, et børneværelse eller en gildesal, er der to muligheder, når man vil bygge til: Man kan enten bygge i højden eller i bredden.
Og det er faktisk to meget forskellige former for byggeprojekter, med meget forskellige faldgrupper, siger sekretariatschef i Danske Boligarkitekter og arkitekt MAA Pernille Hjorth.
- Når man bygger i bredden i form af knopskydning på det oprindelige hus, er der desværre mange eksempler på, at man ender med en tilbygning, der slet ikke passer sammen med det gamle hus. Hvis man vil være sikker på, at det nye passer til det oprindelige, er det fornuftigt at søge professionel hjælp, mener Pernille Hjorth.
Ofte skyldes fejlen, at man springer over, hvor gærdet er lavest, ved at spare arkitekten væk og lade håndværkerne stå for tegninger og byggeplaner. Resultatet ser man desværre alt for mange eksempler på rundtomkring i landet, mener Pernille Hjort: byggeri, der er solidt nok, men er udført i materialer, der slet ikke spiller sammen med det oprindelige hus, eller dårligt proportionerede tilbygninger, der overdøver resten af huset.
Den anden mulighed er at bygge til i højden, og det er heller ikke uden udfordringer, forklarer Pernille Hjorth.
- Det er jo meget populært, fx i bungalower fra 1930’erne, som med en overbygning kan komme til at ligne en funkisvilla. Mange tror, at det er en billig løsning, for man skal jo bare fjerne taget og bygge en etage på. Men det kan ende med at blive meget dyrt, siger Pernille Hjorth.
Det skyldes, at huset ofte ikke er dimensioneret til at have en ekstra etage. Derfor skal det først afstives, hvilket kan blive meget kostbart.
- Det næste, der ofte sker, er, at det går op for folk, at de bliver nødt til at give hele huset en makeover for at få det nye og det gamle til at smelte sammen. Og før de har set sig om, har de brugt en bunke penge.
Pernille Hjort siger dog samtidig, at det i mange tilfælde er langt billigere at bygge til end at flytte til en ny bolig. Men hun anbefaler, at man hyrer en fagmand, som sikrer, at den nye og den gamle bygning hænger sammen, sørger for en ordentlig byggestyring på projektet og for at regler og love bliver overholdt.
Se eksempler på tilbygninger hos danskeboligarkitekter.dk.