Skab julestemning i det lyse og moderne hjem
Her finder du inspiration til at skabe julestemning i det nordisk indrettet hjem.
Af
Josephine Ekström er stylist og indehaver af interiørbutikken Lily & Oscar. Hun nyder juletiden med sin familie blandt 60'er-design og glaskugler i fine farver.
Underspillet og personlig jul med kig til Øresund
I et gammelt mejeri i Höganäs i Sverige bor Josephine Ekström, stylist og indehaver af interiørbutikken Lily & Oscar. Stedsegrønt og gamle glaskugler giver en subtil julestemning i det lyse, skandinaviske hjem, der er fyldt med 60’er-design og vintagefund.

Indgangspartiet er pyntet med op med en fyldig grøn krans af gran, æbler, bær og kogler.
"Vi faldt for husets charme"
På Sveriges vestkyst ligger stylist og butiksindehaver Josephine Ekströms smukke hjem med kig til Øresund. Med en stylists følsomme øje har hun forvandlet huset fra 1920'erne til et lyst, funktionelt hjem, som hun deler med sin mand, Rikard, og børnene, Emmie på 12 år, Noah på 11 år og Lily på 6 år.
– Vi faldt for husets charme og den rummelige loftshøjde. Derudover var husets placering en vigtig faktor, da man ikke skal gå ret langt for at få skønne naturoplevelser som vandreture i skoven og gåture langs vandet, fortæller Josephine Ekström.
Huset var oprindelig et mejeri, hvilket et stort gammelt butiksvindue til gaden vidnede om. Med hjælp fra familien renoverede Rikard hele huset – butiksvinduet blev skiftet ud med to mindre vinduer i samme stil, det oprindelige eternittag blev udskiftet med fliser fra et lokalt teglværk, og facaden blev pudset, så husets ydre passede til sin tidligere tid. Indeni er stilen ikke nær så tidsbunden. Oprindelig bestod huset af en masse små værelser, smalle korridorer og indbyggede garderobeskabe i de skrå lofter, men parret valgte at ændre grundplanen og rive vægge ned for at huset kunne rumme et moderne familieliv. Resultatet blev enkle rum med flydende overgange, lys og plads til designskatte.

I stuen i det svenske hjem er der ingen tvivl om, at Josephine Ekström har kastet sin kærlighed på 60'er-design. De to Modus-stole af Kristian Vedel, Nagel-stagerne af Werner Stoff, og den voluminøse Arco-lampe af Achille Castiglioni og Pier Giacomo Castiglioni for Flos er alt sammen designet i det kære årti. Glasbordet er designet af Gae Aulenti, tæppet fra Beni Ouarain er købt hos By Fribert, og det store spejl er fra Lily & Oscar. Familiens sofa er fra Flexform, og den sorte Mantis S1-gulvlampe er designet af Bernard Schottlander.

I pejsestuen står Togo-sofaen, som er designet af Michel Ducaroy for Ligne Roset. I den står puder fra Christina Lundsteen. Modus-stolene og skamlerne er designet i 60’erne af Kristian Vedel. Zebra-skindet er købt på auktion, og den antikke lerkrukke og kunstværket er fra Josephine Ekströms butik, Lily & Oscar. I vinduet står Gatto-bordlampen fra Flos og kigger over på kakkelovnen, der er nyt design fra Gabriel Keramik, inspireret af 1800-tallets kakkelovne. I entreen står et spejl med guldramme fra Bruun-Rasmussen.

Oven på en Picasso-bog ligger smukke vintage julekugler i rosa og champagnefarvede nuancer. Glasskålen med indlagte kulørte tråde er lavet i Murano af den italienske glaskunstner Paolo Venini.

Det sanselige indtryk, der går igen overalt i huset, kendetegner også årets julegaver, som er pakket ind i papir fra magasinet Acne Paper og pyntet med gran og kogler, der er sprøjtemalet sølv.
Julen er et frirum
At turde gøre det uventede og afprøve nye kombinationer i boligindretningen er noget, der appellerer til Josephine Ekström.
– Min stil er en smule eklektisk. Jeg kombinerer gerne antikt med moderne, krom med læder og boheme med det stilrene, siger stylisten, der finder inspiration til den personlige stil på sine rejser og i interiørbutikker i udlandet – frem for alt i Frankrig, men også i København.
Ting med historie er omdrejningspunktet i boligen. Josephine Ekström har indrettet den med en fin balance mellem vintagefund, designikoner og personlige detaljer. Nogle af objekterne forbinder hun med familierelationer og svundne tider. Hun fortæller, at når hun går gennem rummene, føles det som at gå gennem en tidslinje med minder.
Minderne spiller også en central rolle, når juletiden omfavner det svenske hjem.
– Da jeg var barn, var julen min favorithøjtid, og nu genlever jeg minderne gennem mine børn. For nogle år tilbage fandt jeg de smukkeste vintage-julekugler. Børnene elsker farverne og juletræets magiske Disney-tema, siger Josephine Ekström. Andre steder i hjemmet finder man julekugler i champagne-, rosa- og abrikosfarver. Sammen med stedsegrønt og amaryllis udgør farverne årets juletema i huset.
For Josephine Ekström er julen et frirum og en mulighed for at koble af fra en travl hverdag. Julefreden sænker sig som et tæppe, der varmer hende og hendes nærmeste. Højtiden handler for hende om traditioner med gentagne mønstre og familiesamvær.
– Hvert år laver vi vores egne stearinlys og bager kagehus – en svensk tradition, som børnene elsker, fortæller Josephine Ekström, der elsker hyggen, som hun forbinder med julen.
– Hverdagslivet inviteres indendørs, og hjemmet bliver vores egen lune og stemningsfulde kokon, hvor vi spiller brætspil og varmer os foran pejsen, fortæller hun.

I køkkenet er stilen rå og industriel og holdt i varme nuancer af grå og brun, der viser sig i den uldbetrukne Eames-stol og skærebrætterne i træ, som Josephine Ekströms datter har lavet i sløjd.

På juletræet hænger de smukkeste vintage-julekugler, som Josephine Ekström fandt for nogle år siden. Parrets tre børn, Lily på 6 år, Emmie på 12 år og Noah på 11 år, elsker farverne og juletræets magiske Disney-tema. Træet står i en antik lerkrukke fra Lily & Oscar. Kunsten af eget design får selskab af Tulip-stolen designet af Eero Saarinen.

På bordet står en safrankage, som Josephine Ekströms mor har bagt. Lysestagen er designet af Höganäsgruppen, keramikskålene er fra Mölle Krukmakeri, og glasvasen er købt hos en lokal blomsterbutik.

I køkken-alrummet finder man et bord fra Lobster’s Day, som sælges i Lily & Oscar. Rundt om det står stole af Eames, Harry Bertoia og Giancarlo Piretti for Castelli. Globe-pendelen over bordet er designet af Verner Panton. Kunsten på væggen er en samling af plakater fra et kunstmuseum i Céret i Sydfrankrig og Picasso-print købt på auktion.

Josephine Ekströms butik Lily & Oscar byder på mærker som Ligne Roset, Moustache og Aytm, samt en række unikafund. Hun har flere ting fra butikken derhjemme, blandt andet to spejle fra Aytm. Foran dem står et bord fra La Chance dækket af Christina Lundsteen-puder. Kontorstolen er designet af Jørgen Kastholm & Preben Fabricius, og jernstolene med læder er italiensk design. 70’er-loftslampen og krukkerne er vintage, og Mantis-bordlampen er designet af Bernard Schottlander.

På første sal har familien skabt et fællesrum, hvor man kan slappe af og læse i sofaen. Sofabordet fra 70'erne er købt på auktion, tæppet er fra Casa Marrakech, og Diamondstolene er designet af Harry Bertoia. Lerkrukken er fra Lily & Oscar.

Rundt omkring ligger små julegaver pakket ind i papir fra Acne Paper pyntet med naturting.

Soveværelset ligger i åben forlængelse af det store fællesrum. Her står Bold-stolen fra Moustache og hviler sig. Sengetæppet i hør, puderne og stolen forhandles hos Lily & Oscar.