Moderne landliv på Fyn
Lidt udenfor Odense ligger Danmarks største gartneri. Her bor Anett og Kristian Madsen i en ældre firlænget landejendom med dertil gammel landbohave.
AfCharlotte Ravnholt

©
Tim Wahlfried
Begrebet “gartnerkone” får altså en helt ny betydning, når Anett Madsen kommer drønende rundt i sin lille vakse VW Beetle-bil mellem de gigantiske drivhuse, der ligger på stribe. Her er en kvinde, der er mere driftig end de fleste. Udover at drive landets største gartneri, Gartneriet PKM A/S - Fairytale Flowers, med 200 ansatte, sammen med sin mand Kristian Madsen, er hun engageret og involveret i en imponerende række af aktiviteter. For blot at nævne enkelte: H.C. Andersen Festivalen, Flower Design Award i samarbejde med Kolding Designskole og den socialøkonomiske virksom- hed Kofaum Design. Og når hun ikke lige cykler tilParis med Team Rynkeby, er hun og virksom- heden engageret i et Danida-projekt i Kenya, hvor der på to gartnerier dyrkes stiklinger til gartneriets produktion af forårs- og efterårskaktus. Her sponsorerer de lærere til både en lokal skole og en skole i et fattigt masai-område, et børnehjem i Nairobi samt en lokal sportsklub for unge.
Gartneriet er verdens største producent af Campanula/klokkeblomster. Og det ses tydeligt i familiens private bolig, som er et levende og aktivt eksperimentarium. Her tester hun blomsternes holdbarhed, trivsel og hårdførhed. Og Anett for- søger hele tiden at bruge potteplanterne på nye måder, når hun indretter gårdens stuer og rum.
- Man skal komme over sine fordomme om potteplanter. Jeg kan slet ikke forestille mig ikke at have blomster rundt om mig i mit hjem. De gør hele forskellen. Skaber liv, farve. Og man bliver glad af at se på dem.
Indretningen af det moderne landsted har Anett fået hjælp til af Mie Lerche fra Lerche Design i Odense. Hun har mikset familiens egne møbler og arvestykker med nyt design, farvestrålende nye tekstiler og nye lamper.
Anett elsker at fotografere, og især i Afrika, som er hendes helt store passion. Det ses bl.a. på væggen i stuen, hvor hendes smukke billeder hænger og minder om storslåede safarier.

©
Tim Wahlfried
Sådan kan det også se ud, når man bor på en bondegard. Stuen i hovedhuset er indrettet af Mie Lerche fra Lerche Design i Odense. Hun har taget udgangspunkt i familiens egne møbler og ting og har givet demnyt liv i en ny kontekst med enkelte nye investeringer. Sofaen fra Zanotta har fået nye puder fra Missoni, som også har lavet puffen og tæppet i front. Lædersofa og -øreklapstol er fra Mogens Hansen, model 195, og ser helt nye ud efter en ny indfarvning af læderet. Den grønne klyngelampe hedderIce Chandelier og er designet af Refer og Staer. De store dyreportrætter på endevæggen er fotograferet i Kenya af husets frue, Anett Madsen.

©
Tim Wahlfried
Køkkenet er domineret af et stort spisebord og tilhørende stole fra Hirtshals Savværk. Stolene er tegnet af en tysk arkitekt, Rainer Daumiller, men produceret i Hirtshals. På bordet en Kubus-skål fyldt med Campanula, også kaldet klokkeblomster.

©
Tim Wahlfried
Familien Madsen samlet i haven. Sønnen Poul er 14 år - men familien tæller også Anetts store drenge Andreas på 18, Christian på 25 og Mads på 28. Anett, 52, og Kristian, 62, blev gift i 1999 og flyttede i 1998 sammen på gården, som ligger ved siden af Kristians barndomshjem.

©
Tim Wahlfried
Stuen er lys og moderne, efter at Mie Lerche har opdateret møblerne. Gyngestolen havde familien i forvejen, men den har fået nyt tekstil, som smukt matcher farverne i det gamle maleri af Kristian Madsens far, Poul Madsen, som grundlagde gartneriet i 1948.
I 1970’erne begyndte Kristian at arbejde i gartneriet, som han overtog fuldt ud i 1989. De dæmpede farver får selskab af en smuk turkis kontrast. Tæppe fra Missoni. De høje stribede standerlamper er fra Foscarini. På sofabordet hvide Campanula i et trætrug.

©
Tim Wahlfried
Mellemgangen bruges til morgenmad, frokost og til kaffe. Her læses der aviser og kigges på havens dyr og fugle. Blomster i en frugtskål fra Asplund. Puf fra Missoni.

©
Tim Wahlfried
En stor hvid Serralunga-krukke fyldt til bristepunktet med Campanula. Tag store udekrukker ind i stuen, det er næsten som en moderne fortolkning af blomsterkummer.

©
Tim Wahlfried
En tømrer har lavet de brede kummer i karmene. Heri zinkbakker med lavasten. Der er der altid et hav af friske blomster i, varieret efter sæsonen.
Gode råd om potteplanter:
1. Tænk alternativt, når du skal bruge en urtepotteskjuler. Find krukker og skåle, som du umiddelbart ikke forbinder med potteplante-skjulere.Fx Kubus-skålen eller Design Letters’ små kopper med bogstaver til miniplanter.
2. Der er to måder at vande blomster på: Den ene er at fylde et fad med vand og så sætte planten i det og lade den stå, indtil jordklumpen har suget vand og planten har fået vægt. Denanden er at bruge fryseposer: Put blomsten i en frysepose, og når blomsten så skal vandes, hælder du vand i fryseposen, så blomsten selv kan suge det, den har brug for.
3. Skal du bruge en hurtig løsning, fx til havebordet om sommeren, hvor det gerne må se lidt cool og improviseret ud, eller hvis du skal forære en potteplante væk, men synes, at den ser lidt kedelig ud i den indpakning, du har købt den i,så brug gavepapir eller nogle smukke papirrester til at pakke plasticpotten ind i. Put planten i en frysepose, svøb papir om, og brug elastik eller ståltråd til at holde papiret fast med.
4. Saml altid flere potteplanter af samme slags i grupper/klynger.
5. Hent Fairytale Flowers’ app til din smartphone. Her kan du få hjælp til og overblik over dine potteplanter/vanding/pasning. Se fairytaleflowers.dk

©
Tim Wahlfried
Familiens drenge har haft en drøm af et legehus i trætoppen. Nu er det mest til pynt, men familien nænner ikke at tage det ned.

©
Tim Wahlfried
I haven står store krukker, stentrug og kar, bl.a. fra Tage Andersen. Fyldt med blomster og palmer. Et anderledes og fint alternativ til bede og en god måde at skabe dynamik på græsplænen.

©
Tim Wahlfried
Den smukke lilla lavendelmark ligger ikke i Provence, men i Odense. 50.000 m2 frilandsareal og 200.000 m2 drivhus. Anett og Kristian Madsen eksporterer årligt 90% af deres 22 mio. planter, primært deres klokkeblomster, forårs- og efterårskaktus, samt lavendler til Skandinavien, Tyskland, Frankrig og England. I Danmark sælges de til blomsterbutikker, havecentre og supermarkeder, igennem salgsselskaberne.

©
Tim Wahlfried
En af terrasserne i den ene gavl af hovedhuset med skygge fra et kæmpe træ. Her står Fermob-stole i forskellige farver og naturligvis krukker med bl.a. lavendler. Også her ses husets smukke murdetaljer tydeligt.