Moderne familieliv

Utroligt nok var denne kridhvide, nærmest sakralt minimalistiske og supermoderne bolig i Viby uden for Århus en lav og livstræt gulstensbungalow, da parret Henriette Crone Fuglsang og arkitekt Jørn Johansen købte den for to år siden.

© Lars Kaslov

Hvor i alverden er huset? Først kunne vi slet ikke finde det. For vi ledte efter noget, der lignede en bungalow med en nybygget ekstraetage – så beskedent havde arkitekt Jørn Johansen selv beskrevet sit nye gamle hus.

På adressen lå der bare en helt utrolig, hvid, funktionel og futuristisk kube. Men den var god nok: Her bor arkitekten med sin kone, Henriette Crone Fuglsang, og deres to børn, og han har selv stået for den overbevisende transformation.

Det er to år siden, parret købte en miserabel og derfor betalingsvenlig 1930’er-bungalow i Viby uden for Århus.

De kunne straks se mulighederne: Huset kunne udvides med en ekstra etage på de eksisterende ydervægge. I samme proces blev vindueshullerne udvidet opad og nedad, og til sidst blev alle mure pudset og malet hvide.

© Lars Kaslov

Henriette Crone Fuglsang og arkitekt Jørn Johansen med Frederik og Emil.

© Lars Kaslov

Brændeovnen har fået stålfrakke Arkitekt Jørn Johansen har sammen med en smed forvandlet en helt almindelig brændeovn fra Sparterm til en industriel skulptur i rummet. Gyngestolen er af Eames. Til højre for ovnen ligger køkkenet, til venstre kontoret. Det enkle arbejdsbord har hvide bukke fra Hay.

© Lars Kaslov

Fra førstesalens gangbro har man et forrygende view ned over den luftige opholdsstue. Poul Henningsens koglelampe kommer for alvor til sin ret i det højloftede rum.

© Lars Kaslov

Alle husets døre er i glas fra gulv til loft for at lade lyset passere. Enkelte døre er sandblæste af privatlivshensyn. Bagerst ses den enorme Svane-skabsvæg, som rummer blandt andet elmåler og teknik og skjuler trappen til første sal.

© Lars Kaslov

Loftshøjden strækker sig efter ombygningen over hele to etager i stuen, der med sine rene, hvide vægge næsten virker som et kirkerum. Vuet fra spiseafdelingen er imponerende. Vinduerne har samme højde som huset, så selve himlen bliver en del af arkitekturen.

© Lars Kaslov

Det stilrene minimalistiske og opbevaringsgennemtænkte køkken fra Svane gør simpelt hen rod overflødigt. I baggrunden ses en bid af den store skabsvæg, der skjuler trappen. Klodsgulvet af egetræ er behandlet med olie og voks, så stort set alt preller af. Armatur fra Vola.

© Lars Kaslov

Nu med insekter Jørn Johansens kone, Henriette Crone Fuglsang, elsker farver. Det ved hun godt, at han ikke gør, så den enorme poster med mariehønen blev limet op en dag, han ikke var hjemme. Han tog det pænt, men som den minimalist, han er, ville han have foretrukket græsvæggen uden mariehøne.

© Lars Kaslov

Parret vil gerne have et selvstændigt og dermed også mere traditionelt køkkenareal, så det blev ikke en integreret del af det store alrum, men skyder sig i stedet ud fra det som et lidt afsondret rum i rummet.

© Lars Kaslov

Et vue mod husets køkkenafsnit og gangbroen på husets førstesal. Man fornemmer tydeligt, hvor højt der egentlig er til loftet i stuen. Jørn Johansens spejlblanke brændeovn strækker sig over begge etager og skaber harmoni og sammenhæng.

© Lars Kaslov

Arkitekttegnet legehus Seksårige Frederik og treårige Emil skulle da også have nyt hus. Jørn Johansen har selv tegnet og bygget huset, der består af en trækonstruktion beklædt med hvidlakerede aluminiumsplader, som han har fået skåret til hos en smed i Skanderborg.

© Lars Kaslov

Badeværelset ligger for enden af gangbroen som en bufferzone mellem de to drengeværelser. Det er indrettet med skabselementer fra Svane. Glasdøren ind til badeværelset er blevet sandblæst for privatlivets skyld. Armatur fra Vola.

© Lars Kaslov

Til brusenichen har Jørn Johansen hentet dagslyset ned via et glasparti i taget, så man også kan bade sig i lys. Gulvet i brusenichen har fået store, hvide, rektangulære fliser fra Flisegalleriet. Resten af husets gulvebelægning er udelukkende klodsgulv i egetræ.

© Lars Kaslov

Helt i husets ånd Det fantastiske trapperum er helt enkelt i sin konstruktion, og selve trappen er lavet som en naturlig forlængelse af trægulvet. Billeder er unødvendige. Naturen skaber sit eget igennem det store gulv til loft-vindue.