Liebhavervilla i idylliske omgivelser
Nord for København i det idylliske Hjortekær finder du en smuk gulstensejendom fra 1963 tegnet af arkitekt Holger Tangaa. Her har modemanden og stilikonet, Kim Grenaa, boet siden 2017, men efter en gennemrenovering af husets 147 kvadratmeter, er han nu klar til at sælge liebhavervillaen.
Et gennemgående, fantastisk lysindfald
Den unikke villa byder blandt andet på en spisestue og opholdsstue med store vinduespartier, der underbygger det gennemgående, fantastiske lysindfald, som hele villaen nyder godt af.
Fra spisestuen er der derudover direkte udgang til en stor, solrig terrasse med plads til både spiseplads og hyggekrog, hvorfra man har udkig til den grønne have.
I både spisestuen og opholdsstuen er der derudover lagt det smukkeste sildebensparket, som understreger boligens klassiske udtryk og samtidig taler ind i en meget moderne og nordisk trend.
Fokus på 60’er ånden
Man støder på mange smukke og finurlige detaljer, når man bevæger sig gennem den klassiske villa.
For eksempel den originale opmurede pejs i opholdsstuen, det åbne og stilrene snedkerkøkken fra Nicolaj Bo, de mørke vindueskarme og den praktiske mellemgang med et smukt ovenlys.
Alt sammen moderne og stilrene elementer, som på samme tid understøtter villaens 60’er ånd.
I køkkenet er farverne holdt neutralt, men med et lille tvist i form af mørkeblå skabslåger og klassiske, grå fliser på gulvet, som står enormt flot til de lyse skabslåger.
De 147 kvadratmeter byder derudover også på et master bedroom, påklædningsværelse og træningsrum, et lækkert badeværelse samt et gæsteværelse og gæstetoilet, som alle er moderne og stilrent indrettet men med respekt for husets 60’er ånd.
Dit nye hjem?
Hvis den skønne 60’er villa skal være din, skal du af med 7.750.000 kr.
Du kan se flere billeder af boligen hos Boliga.