Variation er vigtig, og man skal ikke være bange for at blande nyt og gammelt. Både når man indretter sig, men også når man bygger. Det mener Annika Semler, som har ført tankerne ud i livet i det hus, hun med sin familie har bygget nord for København. Området er præget af huse i en mere eller mindre ens stil, og Annika Selmer kan da godt se, at hendes hus skiller sig ud.
Hun ser bare ikke noget problem i det, i modsætning til flere af naboerne. Faktisk ser hun det som en styrke. I Annika Semlers øjne er variationen mellem nye og ældre bygninger i et kvarter lige så selvfølgelig som at blande nyt design med vintage, antikviteter og de “grimme” personlige effekter, når man indretter sig.
Familien ønskede et lyst hus med åbne rum og store vinduespartier ud mod vandet. Visionerne blev gjort konkrete af arkitekt Gert Mikkelsen, som Annika har arbejdet sammen med på tidligere projekter.
### Stram og ren arkitektur
Bygningens stramme, rene arkitektur med glas og gråt puds suppleres af et moderne og næsten industri- elt materialevalg inden døre. Annika havde længe ønsket sig et råt betongulv, og det måtte gerne både sprække og få en grov patina. Hun ville helst have haft gennemgående beton overalt på begge etager, der var bare ingen, der turde tage ansvaret for at lægge det.
I stedet fandt hun frem til Dagutek, der kunne lægge et gulv i magnesit. Materialet ligner beton til forveksling, men er til gengæld støvfrit og kan lægges, så det fra starten får en patina, der ikke ændrer sig væsentligt over tid. Gulvet er indfarvet i antracitgrå, dvs. næsten samme farve som huset er pudset ude, og sammenfaldet mellem gulv og ydermure giver en helt egen fornemmelse i huset: Som om murene er lagt ned og nu danner gulv, så man kan føle huset både ude og inde.
### Glaspartier skaber svævende udtryk
Huset er indrettet, så de store fællesrum, køkken, daglig- og spisestue er placeret på førstesalen. Takket være de mange og store glaspartier på begge husets facader har man følelsen af, at rummene næsten svæver i stilhed et sted imellem havet på den ene side af huset og haven på den anden. Det skaber en fornemmelse af ro og uforstyrrethed, der understreges af de mange hvide vægge og en møblering, der ingen steder får lov at fylde rum- mene helt ud.
Møbelvalget er selvfølgelig præget af, at Annika Semler selv har en uddannelse som designer, og de moderne designs lette og rene linjer får indretningen til at syne minimalistisk og i harmoni med arkitekturen. Vel at mærke uden at det bliver fanatisk. Her er nemlig også afsat god plads til de vintageelementer, antikviteter og andre personlige effekter, der gør en ind- retning personlig, og som Annika Semler insisterer på, at der også skal være plads til, hvis man skal have en indretning til at fungere.
Det er den samme tankgegang, der giver Annika Semler mod til at jonglere med stærke farver i detaljer som tæpper, puder og malerier på væggene, selv om huset i sig selv er meget stringent i farvevalget. Men det er modet til at bruge farver, der får indretningen til at leve, mener Annika Semler og understreger, at familien nyder, at de fra alle husets rum kan opleve naturens skiftende lys og farver, der konstant forandrer rummene på grund af husets store glaspartier.