Mellem idyl og metropol

På grænsen mellem et tidligere kolonihavehusområde og Ørestadens højhuse på Amager har Jesper Lux og Monica Hammer skabt et rummeligt, gennemtænkt hjem.

© Tim Bjørn

Spirende og storslået industri på den ene side. Og idyllisk og traditionel haveforening på den anden.

De to stemninger er nærmeste naboer på Amager, hvor Ørestadens nybyggeri ligger lige op til et tidligere kolonihavehusområde. Og lige der, hvor de to områder møder hinanden, har Monica Hammer og Jesper Lux bygget hus. Inspireret og påvirket af begge sider.

–Det er spændende at ligge lige på grænsen af haveforeningen og den nye Ørestad. Vi er både en del af landet og byen. Vi hører jo til det gamle og oprindelige og identificerer os nok også mest med den side, fordi vi cykler, køber økologisk, kommer i madklubben og så videre.

© Tim Bjørn

BO BEDRE fik lov til at kravle op på taget af Ferrings bygning, og heroppefra er det tydeligt at se, hvordan Monica Hammer og Jesper Lux’ nye hus ligger lige på kanten af kolonihavehusområdet med togskinner og motorvej på den anden side af den grønne hæk. I det fjerne anes lufthavnen.

© Tim Bjørn

Monica Hammer og Jesper Lux er begge 36 år. Hun er designer og projektleder ved PLH Arkitekter, og han er kontorchef i Københavns Kommune. Sammen har de Emil og Mikkel på henholdsvis syv og fem år – og hunden Eddie.

© Tim Bjørn

Der skulle være plads til bøger i det nye hus. Og det blev der. 40 reolmeter i det hele. Monica Hammer og Jesper Lux kan godt lide ting, der både fungerer som udsmykning og har en funktion. Reolen er en blanding mellem bygning og inventar, og parret kan godt lide, at de to ting smelter sammen.

© Tim Bjørn

Ved brændeovnen er der en lille hyggekrog med stolen Space fra Fritz Hansen, brændekurven Dacarr fra Interstudio, og standerlampen er fra Lightyears. Maleriet, der skaber varme i de rene linjer, er af Mie Olise Kjærgaard, der er arkitekt og billedkunstner.

© Tim Bjørn

Stuens sofahjørne indbyder til samtale og hygge. De grå sofaer er fra Hay ligesom puderne og det røde gulvtæppe. Bordet er i virkeligheden en lille bænk fra Ikea, og over den hænger lampen Titania fra Luceplan som en spacy ufo. De lette gardiner er faktisk papir fra Transparence.

© Tim Bjørn

Man skal langs huset for at komme ind til den egentlige indgang. Fra det store vindue for enden kan husets to sønner holde øje med eventuelle gæster fra deres hems.

© Tim Bjørn

Spiseafdelingen viser tydeligt at parret ikke er bange for farver. Og har et rum, der kan bære, at der sprælles en del farvemæssigt. Det gule spisebord markerer sig uden overhovedet at stjæle al opmærksomheden i det store rum. Bordet hedder V2 og er designet af Morten Voss. De mørkeblå Catifa-stole i læder er fra Arper, lamperne er designet af Arne Jacobsen, og maleriet er af Mie Olise Kjærgaard.

© Tim Bjørn

Eddie tager sig en slapper på bambusgulvet, der er fra Holse Wibroe. Trætypen har en varm lød og er et godt valg for netop denne familie med to små børn og hund med kløer på poterne, da bambus skulle være dobbelt så hårdt som fx eg. Barstolene hedder Catifa og er fra italienske Arper. Lamperne er fra Asger BC og har fået en orange stofledning, som husets arkitekt Baki Katsinis har fundet til parret i Tyskland. Han har – som Monica Hammer og Jesper Lux udtrykker det – en kærlighed for detaljer, der er kommet dem og huset til gode.

© Tim Bjørn

Der er ikke langt mellem den hyggelige kolonihavehus-stemning på terrassen til Ørestadens høje bygninger. Monica Hammer og Jesper Lux’ hus er opført som lavenergihus med fokus på miljørigtige og lydisolerende materialer og løsninger. Facaderne er beklædt med sortmalede douglas gran-brædder, og taget med cedertræs-spån fra firmaet Moelven. Terrassen er i smukt bankirai-træ, der får fin patina med tiden.

© Tim Bjørn

Soveværelset er holdt helt enkelt med få, men dekorative elementer. Sengen er fra Ikea, og sengetæppet er fra Hay. Den gamle Arne Jacobsen-stol har Monica Hammer haft, siden hun var studerende. Den store lampe, Random Light fra Moooi, er købt hos Møller & Rothe.

© Tim Bjørn

Et lidt særligt ønske for familien var, at de allesammen kunne være på badeværelset på én gang. Og det kan de nu i den blå drøm af et baderum bagest i huset. Skillevæggen i glas mellem bruser og vask stjæler ikke plads i rummet, og det store spejl får det til at syne endnu større. Den humørspredende mosaik fra Bizassa er købt i Odorico Studio. De sorte gulvfliser er fra hollandske Royal Mosa. Vasken er Vero fra Duravit.