I arkitekturens tegn

Lejligheden på Frederiksberg var alt for lille, og med to små drenge fulde af energi ville det også være rart med en have. Derfor begyndte Mette og Flemming at se på huse i Københavnsområdet, men uden at finde det helt rigtige.

• Vi havde nogle venner, der var ved at bygge selv, og blev derfor opmærksomme på, at det også kunne være en mulighed. Så vi gik i gang med at se på typehuse, forklarer Mette.

På det tidspunkt var lejligheden sat til salg, og de havde fundet en grund, de godt kunne lide. Men det typehus, de gerne ville have, kunne ikke være på grunden, så det hele var ved at gå lidt i hårdknude.

• Min lillebror anbefalede os at tale med arkitekt Baki Katsinis, der har tegnestuen StudioBaki. Vi ville egentlig ikke bygge med en arkitekt, da vi var nervøse for, at det ville blive vanskeligt at styre økonomisk.

Men vi tog alligevel et møde, og samtidig blev vores lejlighed solgt, og vi fik på en eller anden måde købt den grund, vi havde set på. Så pludselig var vi i gang med at bygge et arkitekttegnet hus. Det var ikke så planlagt.

Men Baki fik tegnet et hus, som opfylder alle vores behov og æstetisk langt overgår vores forventninger. Og så holdt det sig inden for budgettet, understreger Mette.

Da først beslutningen var taget, viste det sig, at Mette og Flemming havde rigtig godt styr på, hvad de ønskede, husker arkitekt Baki Katsinis. De ville have et hus, hvor man kan se hinanden, og som er lyst og rummeligt.

• Det er et af de bedste og mest effektive projekter, jeg har arbejdet med. Bygherren havde en række præcise krav, samtidig med at de allerede tidligt i forløbet sagde, at de havde tillid til mig som fagmand og var meget åbne overfor mine forslag, fortæller Baki Katsinis.

Det hus, han har skabt, har en række unikke detaljer, der udefra giver det et meget afvekslende udtryk: skiferbeklædning lagt i forbandt (dvs. i skiftende bredder og højder), vekslende vinduesdybder, egetræslameller, der i kombination med skiferen giver en særlig dynamik og sternkanter af zink, der er indfarvet i skiferens farve.

Indenfor er der arbejdet med at skabe flotte kig gennem huset, så man hele tiden kan se gennem flere rum.

I hele huset er der leget med lys-skygge- og sort-hvid-balancer. Fx i forbindelse med trappen, der er sort på overfladen og hvid nedenunder, så den smelter sammen med væggene.

Det udvider rummet under trappen og skaber et spændende skyggespil. Samme tankegang gør sig gældende med lyskasserne, der bringer en masse lys ind i rummene og skaber nogle skyggemønstre, der understreger legen med lyset.

• Faktisk er huset så lyst, at vi laver lidt sjov med, at vi slet ikke har brug for at gå ud i haven. Også fordi vores genindvindingsanlæg betyder, at vi har et fantastisk dejligt indeklima, siger Mette.

Den markante trappe udført af firmaet HvidtvedSommer er arkitekttegnet og bukket i et stykke 5 mm-stål.

Familien lagde vægt på, at huset skulle være åbent, så man kan overskue de øvrige rum, uanset om man befinder sig i køkkenet, spiseafdelingen, stuen eller overetagen.

Et flot kig fra førstesalen. Mette og Flemming ønskede sig et hus i ét plan. Men da arkitekt Baki Katsinis viste dem løsningen med en overbygning, der var helt åben og stod i forbindelse med stuen, slog de til.

Pendel og væglampe er designet af Tom Dixon, sidebordet hedder Enoki og er designet af Philipp Mainzer, der sammen med Farah Ebrahimi også står bag sofaen Shiraz fra e15. Lænestolen er en Bat-chair designet af Hardoy, Bonet og Kurchan for Cuero-design.

Fra tv-stuen er man i direkte kontakt med køkkenet og spisestuen, hvilket var et af de krav, Mette og Flemming stillede til arkitekten. Huset er ret lukket mod vejen, men åbner til gengæld op mod haven. Ovenlysvinduer giver yderligere lys. Spisebordet fra Snedkergården bliver flankeret af Arne Jacobsens Grand Prix-stol. Pendlerne er Topan VP6 fra &tradition.

Familien sætter stor pris på, at de hele tiden kan se hinanden, samtidig med, at der er kroge, hvor man kan være i fred. Løsningen er lige så enkel som elegant: et stort glasvindue op til kontoret giver lyset og øjnene frit spil, men skærmer for lyd fra køkken, tv og børn. Delingen i glasset er ikke tilfældig: Den flugter med linjerne i over-etagen og var i øvrigt nødvendig for at få glasset ind.

Køkkenet fra Boxone er pakket ind i en gipskant, hvilket er et gennemgående tema for alle skabe i huset. Det stilrene sort-hvide udtryk brydes frækt af den orange vandhane fra Vola. Kogepladerne er falset ned i den specialfremstillede bordplade, der med 70 cm er ekstra dyb. Barstolene er fremstillet af Københavns Møbelsnedkeri. Gulvene er indfarvet beton med gulvvarme.

Man kommer op ad trappen til førstesalen til venstre - uden for billedet. Det naturlige forløb ville være, at man fortsætter ligeud for at komme over i kontoret bag glasruden. Men ved at tvinge beboerne til at tage en lille omvej til højre har arkitekt Baki Katsinis bevaret den ubrudte åbning fra stuen til førstesalen, samtidig med at man får det lange kig gennem rummene, der er et gennemgående tema i huset.

Modsætninger i skumringen. Tidligere var man meget påpasselig med at blande stilarter i et kvarter. Men nu bliver det mere og mere almindeligt, og er resultatet så vellykket som her, kan man kun håbe på mere af den slags.