Stuen på første sal med adgang til hjemmekontoret. Her ligger Jakobs hund, Axel, der er af racen blue whippet. Sammen med Børge Mogensen-sofaen står en skammel af Poul Kjærholm, og i hjørnet en Bestlite-gulvlampe. Overalt i huset er der gulve fra Dinesen. Plakaten i ramme fandt Jakob i kælderen, da han overtog huset.
Charmerende hus i København
I dag høster han af indsatsen. Han elsker det charmerende hus og især de to små haver, som ligger for og bag det. Stemningen er god, for der er arbejdet bevidst med at få den frem. Væggene har fået en rolig grå farve, der er lagt Dinesen-fyrretræsgulve, som danner en varm og behagelig bund, og de få, men nøje udvalgte møbler og ting er valgt med kærlighed. Det kan mærkes.
Stilen korresponderer med huset og sjælen fra 1800-tallet. Så selv om alt som sagt er skrællet ned og bygget op igen, så er døre, trapper, paneler, skabe og stuk bevaret.
– Jeg kan godt lide, at det er troværdigt og ærligt over for arkitekturen.
Hjem i konstant forandring
Jakob er til gengæld ikke særlig tro over for sin indretning. Hver 14. dag skifter han rundt på alle de mindre ting og accessories som vaser, stager, lamper.
– Jeg er så heldig at have en kælder, hvor jeg har et arkiv af ting. Og så bytter jeg rundt mellem kælderen og de forskellige etager. Et hjem må aldrig blive stationært, så glemmer man at lægge mærke til sine ting. Og jo ældre man bliver, jo større er risikoen for, at man får proppet alt for meget ind i sine rum. Kunsten er at fjerne, ikke at fylde på ...