Vild med 60'erne
De kaldte ham Admiralen, den ældre herre, der beboede huset her på vejens bedste grund på toppen af bakken. Og han var vist også pensioneret søofficer i hvert fald havde han indrettet ivrigt med mahogni og maritim pynt i det parcelhus, som Malene Nørgaard og Christian Frederiksen alligevel forelskede sig i.
De kunne nemlig sagtens se bort fra alt det træ, gips, pryd og pynt, det klassiske 1960'er-hus var gemt bag. Og de kunne nemt forestille sig, hvordan det kunne blive ført tilbage til den funktionalistiske skønhed, det var tænkt som.
Vi ledte efter et hus, der ikke var for ødelagt og ændret for meget. Et hvor vi kunne holde fast i nogle af de originale parcelhus-elementer og inddelingen og så selvfølgelig de gule mursten og det flade tag. Både Malene og jeg er vilde med 1960er-stilen, og huset var faktisk det første, vi så i virkeligheden, men så havde vi nok set omkring 1000 igennem på nettet, fortæller Christian Frederiksen.