Huset er en slidt villa fra dengang, lærere ofte fik stillet eget hus til rådighed. Det blev senere udvidet med en tilbygning, og nu stod det som et grinende-grædende Janus-hoved med én side fra 1960 og en anden fra 1980. Men det var Jytte og Troels Lorenzen, der ikke kunne finde ud af, om de skulle grine eller græde, for huset passede til deres økonomi, men de havde svært ved at se mulighederne. Heldigvis for parret tæller familien også en arkitekt, Allan Lorenzen, fra Danske BoligArkitekter.
- Jeg kunne se, at der bag “flimmeret” gemte sig et hus med fine linjer og proportioner, som ville være et godt udgangspunkt for en nænsom og økonomisk forsvarlig opgradering, fortæller Allan Lorenzen.
Familien ville bevare så meget som muligt af det oprindelige hus, og økonomien skulle også hænge sammen. Derfor er der valgt enkle og billige løsninger, og troels Lorenzen har selv udført alt arbejdet i forbindelse med ombygningen. Men arkitekt Allan Lorenzen understreger også, at nogle af de store forandringer i huset skyldes relativt små ændringer. Fx spiseafdelingen, der er gået fra at være et orange orgie i fyrretræ til et lyst og moderne rum fyldt af lys og farver fra haven. Det har fået familiens øjne op for, hvad man kan gøre for relativt små midler, hvis det sker i etaper. Næste mål er nyt tag og energiruder. De oprindelige vinduesrammer fra 60’erne skal dog ikke kasseres.
- Jeg bryder mig ikke om blot at smide ting ud. trærammerne fejler ikke noget, men er blevet beskyttet i alle årene af udhænget på huset, siger troels Lorenzen, mens hans arkitektbror nikker ved siden af.
Det handler om at kunne se muligheder i ting, uanset om det er en slidt lærerbolig eller et par vinduesrammer. Og om at gå nænsomt til værks og få så meget som muligt ud af det, man har.