Inspiration og ideer fra den botaniske have
Annette von Einem har haft travlt med seminarer, workshops og en rejse til den botaniske have i Chicago. Her deler hun ud af sine bedste ideer.
Så forsvandt sommeren, ja, jeg fristes til at sige i et regnskyl! Der har heldigvis også været lune sommerdage, som jeg har nydt i fulde drag med min familie. Vores ferie var på to hjul, hvor vi trådte i pedalerne og kørte (næsten) Fyn rundt. Den skønneste oplevelse. Sommeren har også budt på rigtig meget blomsterarbejde og flere seminarer., workshops og demo´er. Du får her inspiration og ideer fra både den botaniske have i Chicago, den svenske slothave på Sofiero og lidt julehemmeligheder
Der skulle gå et år fra invitationen poppede op på min mail, til jeg stod i Chicago lufthavn klar til afhentning. Ja, det lød så spændende, og jeg var straks klar. Invitationen kom fra amerikanske Louise Monroe, som for et par år siden deltog i et af mine kurser her i København. Louise Monroe var på daværende tidspunkt Vicepresident i The Garden Club of America, og hun har siden arbejdet på, at invitere mig til at undervise i USA. Det blev så i sommeren 2017 at det lykkedes med første invitation.
Min store demo inddelte jeg i tre meget forskellige temaer. Det ene farverigt med meget rødt orange, rosa, gult mikset med fersken, coral, og sorbetfarver.
Andet tema i mine signaturfarver grøn og hvidt, og det tredje tema havde tyngde og drama i lilla og mørk bordeaux, perler og masser af fjer. Jeg var meget opmærksom på at vise mit amerikanske publikum, hvordan jeg arbejder med farverne, skaber former og balancerer arbejdets proportioner.
Nogle af mine arbejder var mere end 1 ½ meter høje. Jeg vidste at flere af deltagerne arbejder med Hoteller og Eventstyling, og ofte mangler ideer og inspiration til de store arbejder med stor fylde, højde og wauw-effekt.
Inspiration og overraskelser
I min blomsterverden kaldes det bare for en ”demo” - slang for en blomsterdemonstration -, og det er her man viser hvad man kan designe med blomster.
Til en workshop, matcher jeg altid min undervisning til deltagernes niveau, og med hensyntagen til materialer, sæson og kultur. Begge dele kræver meget forberedelse, timing og indkøb. Nogle varer køber jeg online i samarbejde med organisationen eller virksomheden i det land jeg besøger, og noget køber jeg lokalt dagen før.
Det er altid spændende at se, hvilke blomster og materialer der findes i det lokale blomstermarked. Der er så nogle ting jeg ikke vil undvære i mit arbejde, og jeg er altid helt opdateret på hvilket grej jeg skal have med hjemmefra. F.eks. findes der ikke sort blomstertråd i USA, men grøn.
Jeg arbejder ikke med grøn tråd. Jeg vælger altid sort tråd, da den lægger sig mere elegant ind i blomsterarbejdet. Nogle gange tænker jeg, at security godt nok må undre sig, når mine kuffert kører gennem båndet i lufthavnen med alle de, mærkværdige ting jeg rejser med - ståltråd, limpistol, trådspoler, pinde, sakse, blomsterknive, hobbyknive, clipsmaskiner og meget andet.
Helt ekstraordinært fik jeg lov til at følges med gartneren rundt i den botaniske have, og plukke i havens overvældende udvalg af smukke, specielle og sjældne blomster, græsser og grene. Det gav virkelig lige det der ekstra delikate touch både til mine binderiarbejder.
Søanemoner i Chicagos Botaniske Have
Chicagos botaniske have er bygget op som en række landskaber med hvert sit tema. Her et flot kig udover et skønt japansk-inspireret landskab.
Deltagere fra flere stater
Mere stilfærdigt gik det for sig på workshoppen dagen efter, hvor blomsterdekoratører og amatører fra flere stater deltog. Nogle havde kørte i timevis for at deltage!
I USA findes der ikke en decideret blomsteruddannelse, så her lagde jeg stor vægt på, at dele ud af brugbar viden om teknikker og binderi. Her var så stille, at man nærmest kunne høre ståltråden arbejde. Vi bandt buketter, og flettede græsser på træstubbe, hvor blomsterne blev placeret i reagensglas. Alle teknikker var nye for mine elever.
Gennem dagens undervisning opdagede jeg til min forfærdelse, at deltagerne uden undtagelse klipper blomsterstilken med en saks! Når blomsterstilken klippes mases porerne i stilken, og blomsten kan ikke suge vandet optimalt.
Hvis den derimod snittes skråt med en skarp blomsterkniv bevares porerne intakt, og det forlænger blomstens og bukettens levetid. Jeg må jo nok indrømme, at selvom jeg virkelig forsøgte, havde jeg ikke den store succes med at præsentere blomsterkniven som et arbejdsredskab. Det er ikke kutyme, og ikke en del af blomsterdekoratørarbejdet i USA. Det har jeg så tænkt lidt over……