Inderst inde er vi alle langt ude.
Den udklippede overskrift fra en gammel udgave af Information hænger midt for det store panoramavindue, hvor man har en betagende widescreen udsigt over Limfjorden. Udsynet, der inspirerede Jacob Jensen og David Lewis til det B&O-design, der for længst er blevet ikoner i verdensklasse.
Vinduet indeholder symbolsk et æg i det ene hjørne og et kranie i det andet. Livets gang fra fødsel til død. Et stort nature morte. Vi er bogstavelig talt langt ude her ved Limfjordens vande, hvor blæsten går frisk.
Også på denne typiske danske sommerdag, hvor vejene snor sig forbi Ørslev Kloster og bliver til grusvej, før Jacob Jensen Designs storslåede showroom dukker op, men vi kører videre gennem en lille skov, hvor man, hvis man kigger godt efter, opdager en elefant på en lys høj i skovens mørke.
Plasticdyret er et af flere pudsige indfald, for sådan vil Timothy Jacob Jensen bo. Med finurligheder, og derfor har huset også 41 forskellige døre og lige så mange forskellige håndtag.
Her lever direktøren for Jacob Jensen Design med sine to døtre, en hund og en kat, og med græssende køer i forhaven og dovne sæler i vandet, der betragter livet på land.
Alle hjem er i princippet enestående, men nogle er mere unikke end andre - hvor trykker man ellers på spejlet bag et piano og tænder en fuldmåne, der dækker antennen på taget. Månen lyser således altid over huset, der i sit 64-årige liv har været gennem en kontinuerlig knopskydning.
Da kunstneren Jacob Hermann i 1949 selv begyndte at grave ud til huset, måtte han erkende, at han som fattig kunstner kun havde råd til at opføre huset med affaldssten fra Højslev Teglværk.
De skæve og deforme gule sten - kaldet hunde - har givet huset sit særpræg, og da man senere ville bygge til, var det næsten umuligt at få de ukurante sten. I 1965 købte familien Jacob Jensen huset, og det blev løbende bygget om, for her skulle både være tegnestue og privat bolig.
Ligesom i dag hvor tegnestuen har forbindelse med hovedhuset via en underjordisk tunnel. Seneste tilbygning er en udestue i stål og glas. Der er noget fantasifuldt over bygningerne - lidt Christiania-agtigt, og det er da også Jacob Jensen Design, der har været med til at tegne de folkeaktier, som Fristaden lancerede sidste år.
Timothy Jacob Jensen bruger sit hjem som et optankningssted, når han kommer hertil efter sine udlandsrejser. Lige nu gælder det især Shanghai, hvor firmaet har nyt showroom og tegnestue. Indrettet med dansk design og dekorationer præcis som i Danmark. Så sjælen er med i Kina.
- Natur er helt afgørende for et godt liv, det er jo også derfor, det forlængst er bevist, at skovbørnehaver har mindre sygdom. Det her sted er i al fald magisk.
Den spanske kunstner Gaudi har sagt, at skoven er det mest hellige rum, man kan være i, og når man står herude, hvor der i al fald indimellem er total stilhed, føler man lykke. For mig er det gode liv, når man kombinerer natur med musik, dejlig mad og giver sine børn en god opvækst, siger Timothy Jacob Jensen, der for længst er trådt ude af sin fars skygge og målbevist udvikler firmaet.
Han er måske allermest tilfreds, når han smider tøjet, lægger sig i nyvasket sengetøj og fra sin seng siger godnat til Limfjordens altid skiftende bevægelse.