
Jay-Z og Beyoncé vil bo i en kirke - det vil vi også
Hip hop-parret har købt en – for dem – lille, nuttet kirke på 1000 kvadratmeter i New Orleans. Dårlig smag, tænker du, men du vil snart følge efter.
AfJay Z og Beyoncé behøver ikke mere plads. Hverken i deres privatbolig eller verden for den sags skyld.
Men derfor kan de godt købe et hus mere, og denne gang er valget faldet på et af Guds – en kirke i New Orleans i staten Louisiana. Prisen, 17 millioner kroner, er i øvrigt et nærmest fornærmende lavt beløb for de to berømtheder. So why not?
Læs også: Klodens største luksushotel skyder op i Mekka
Kirken er bygget i 1927 i områdets typiske spansk-kreolske stil, der er pyntet – i nordeuropæiske øjne måske lidt overpyntet.
Den form for arkitektur har det flamboyante par ikke noget imod, og der ligger da også en vis skønhed i den meget ornamenterede facade, som man kan finde fotos af på flere websites. Kirken råder over 1000 kvadratmeter og har også været brugt som balletskole.
Det har været antydet, bl.a. på arkitektursitet The Spaces, at Beyoncé gerne vil flytte tættere på sin søster Solange, der bor i området. Men samtidig er købet af kirken også en magtdemonstration fra det styrtende rige par: Vi kan bo, hvor vi vil, og her er højt nok til loftet.
For ikke at glemme trend-signalet: Det er vildt hot at indrette sig i utraditionelle bygninger, gerne så udfordrende og gamle som muligt.
Arkitektfirmaet CLS har indrettet sig i en gammel kirke i Milano, og det er der kommet nogle fantastisk smukke rum ud af. De gamle freskoer er bevaret. Foto: The Spaces.