© Powerhouse Company

Eindhovens nye vilde højhuse

Tre nye højhuse skal tilsammen skabe et helt nyt byrum i den hollandske by Eindhoven.

Tæt på hovedbanegården i den hollandske by Eindhoven, vil man om et par år kunne bo, arbejde, handle eller blot nyde de tre nye højhuse, der tilsammen udgør District E. Det står klart efter at arkitektfirmaet Powerhouse har vundet konkurrencen om, hvordan det 70.000 m2 store areal ved hovedbanegården skal udnyttes.

District E består af tre højhuse i trip-trap-træsko-variende højde, der kommer til at rumme en god blanding af butikker, kontorer og beboelse. Husene placeres, så de naturligt danner en plads, der skal fungere som et åndehul i storbyen med træer, bænke og rekreative aktiviteter.

Et af argumenterne for, at det netop var Powerhouses District E, der vandt konkurrencen var, ifølge dommerne, at projektet skaber en naturlig overgang, et bindeled, mellem Eindhovens centrum fra det 17. århundrede og de nye kvarterer, der er præget af høj bebyggelse i beton.

Organiske og varme højhuse

District E vil naturligvis også blive bygget i beton, men vil fra gadeplan virke mere organiske og varme, end man er vant til i et højhusbyggeri. Det skyldes, at der skal bruges en del grønne planter på de reposer, husene danner ned mod jorden, samt at der bruges kobberindfarvet aluminium på facaderne.

Der har været meget diskussion om, hvad der skulle bygges på den centrale og markante grund i Eindhoven, og meningerne har været delte, da det blev bekendtgjort, at der skulle bygge i højden. Især på grund af beliggenheden tæt på det historiske centrum. Men efter offentliggørelsen af vinderprojektet, er langt de fleste kritiske røster forstummet. Faktisk er det nu mest begejstring og glæde over det smukke projekt, der bliver kommunikeret ud.

© Powerhouse Company
© Powerhouse Company
© Powerhouse Company