© COBE

Derfor koster Danmarks dyreste lejlighed 30 millioner kroner

380 kvadratmeter, 7 meter til loftet, 4 altaner – og panoramaudsigt over Øresund og hele København. Men det er ikke hele forklaringen. Få hemmeligheden bag Danmarks dyreste lejlighed her.

Lejligheden er placeret i toppen af DGL's gamle kornsilo, der er landskendt for det hyggelige skilt 'Hva drikker Mølr'. Eller rettere sagt – boligen eksisterer ikke endnu. Restaureringen af The Silo i Københavns nordhavn er det hidtil mest prestigefyldte beboelsesbyggeri i landet, og det står først færdigt i 2016. Alligevel er den dyreste lejlighed sat til salg – til den nette sum af 29.995.000 kroner. Man skal med andre ord være meget velhavende for at bo der – til gengæld sidder man på toppen af byens arkitektoniske og demografiske kransekage.

Læs også: Kom vi bygger en skatteø midt i New York

Lejigheden ligger på Fortkaj i 2150 Nordhavn og er del af en meget ambitiøs og eksklusiv udvikling af hele havneområdet. Et projekt, der er Skandinaviens største og kommer til at strække sig over 40-50 år med mange involverede, bl.a. arkitektfirmaet COBE.
For de knap 30 millioner kroner i The Silo får man 380 kvadratmeter, 8 værelser, 7 meter til loftet og 4 altaner. Altså godt med albuerum, men rent arkitektonisk er der mere at hente end kvadratmeter. Siloens industrielle bygningskrop bliver bevaret, og de øverste lejligheder får 'katedral-atmosfære'. Som man kan se på billedet øverst, vil der være en helt unik loftshøjde og samtidig en udsigt over Øresund og byen, der ikke fås andre steder.

Sådan kommer The Silo til at se ud, når bygningen står færdig næste år. Den rummer tre af de dyreste lejligheder i Danmark og er tegnet af COBE.

The Silo ligger i et område, som med tiden kommer til at huse 40.000 mennesker. Kvarteret læner sig op ad det fine Østerbro, er ikke langt fra Hellerup og Strandvejs-kvartererne, og samtidig er infrastrukturen perfekt, hvis man arbejder i indre by. Det gør stedet ekstra attraktivt og matcher de mest populære beboelsesområder i fx Londons og New Yorks ombyggede industrikvarterer.
For det er netop det industrielle, som tiltrækker – den rå beton og åbne, højloftede rum. Disse features dyrkes i The Silo og kombineres med ekstrem luksus.
At Nordhavn er et eksklusivt område, ses også på de næste tre pladser på listen over Danmarks dyreste lejligheder, som netop er blevet offentliggjort af boliga.dk. Nr. 2,3 og 4 ligger alle i Nordhavn - de to sidste i siloen - og koster 18 millioner kroner.

Luftfoto med visualisering af Nordhavn, som det ambtiøse byggeprojekt kommer til at se ud inden for de næste par årtier. Læs mere om tankerne bag på cobe.dk