
Rysteribs – Danmarks nemmeste sommeropskrift
Rysteribs er opskriften, der næppe kan gå galt. Den kræver kun et godt håndelag, og at du kender det rette blandingsforhold mellem de meget få ingredienser.
Af — 23. juni 2016Højsommerens rysteribs
Rysteribs er et kort, kulinarisk højdepunkt i kalenderen, som du vil ærgre dig gul og blå - OG RØD! - over, hvis du misser. Det handler derfor om at være vågen i de få uger i højsommeren, hvor de blanke røde ribs hænger indbydende overalt i have og mark.
Selvfølgelig kan rysteribs også laves uden for sæsonen, hvis de altså er til at finde i butikkerne.
2 ingredienser - ribs og sukker
Ingredienserne i rysteribs er intet andet ud over ribs og sukker. Det eneste, du skal være opmærksom på, er at ramme det rette blandingsforhold mellem ribs og sukker og ikke knuse de skrøbelige ribs, når du vender dem i sukkeret - eller ryster dem.