Vi giver dig her den nemmeste og lækreste opskrift på hjemmelavet konfekt.
Det skal du bruge:
250 g. mandler
50 g. glukose eller honning
2 spsk. rosenvand
50 g. flormelis
Nougat
Kirsebær eller andre bær
Konfektforme
Sukker til karamel
Sådan gør du:
Skold og smut mandlerne. Læg dem i ét lag på en bageplade, og lad dem tørre ca. 10 minutter i en 100 grader varm ovn. Kværn eller hak mandlerne, fint eller groft, efter smag og behag. Bland dem med 50 g flormelis og 50 g glukose eller honning samt 2 spsk. rosenvand.
Ælt mandelmassen sammen på bordet, gerne på en marmorplade. Tilsæt om nødvendigt mere flormelis eller rosenvand.
Opskriften giver ca. 370 g marcipan, læg marcipanen i en frysepose, og opbevar den i køleskabet.
Til konfekt rulles marcipanen ud til en firkantet, 1-2 cm tyk plade mellem to lag bagepapir, udstikkes med små forme eller skæres i snitter.
Formes til kugler omkring et par tørrede blåbær eller kirsebær eller lægges sammen med nougat eller kandiseret ananas (se opskriften herefter).
TIP: Prøv også at ælte hakket, kandiseret ananas sammen med marcipan, før du udstikker konfekt. Pynt med smeltet hvid eller mørk chokolade, lidt malede pistacier eller mandler.
Kandiseret ananas
Bemærk, at de kandiserede ananasskiver kun kan laves med ananas fra dåse.
Det skal du bruge:
1 dåse ananas i skiver
Samme vægt sukker
Bagepapir
Sådan gør du:
Vej de afdryppede ananasskiver, og bland dem i en sauterpande med samme vægt sukker. Varm langsomt op under omrøring, til sukkeret er helt opløst, og kog skiverne sagte i 20-30 minutter.
Tag panden fra varmen, og lad skiverne trække et døgn i lagen. Lad dem afdryppe, først i et dørslag, dernæst på køkkenrulle.
Læg ananasskiverne på bagepapir på ovnristen, og tør dem i en 90-100 grader varm ovn i ¾ -1 time.
Tørringen foregår bedst i en varmluftovn. Sluk for ovnen, og lad ananasskiverne blive i ovnen, til den er helt kold.
Skær skiverne i snitter, og pynt marcipankonfekten med snitterne. Den kandiserede ananas kan også spises, som den er.
Karamelliseret sukker
Marcipanen kan også pyntes med karamelliseret sukker - Super lækkert!
Sådan gør du:
Hæld sukker i en gryde, og varm sukkeret op, til det smelter.
Lad processen gå langsomt, ellers brænder sukkeret.
Når det er blevet ganske svagt lysebrunt, tages sukkeret af varmen.
Lav et par streger med sukkeret - brug en ske, og før den i zigzag hen over konfekten.