Ravioli med bananskalotteløg i to teksturer
© Anders Schønnemann

Ravioli med bananskalotteløg i to teksturer

I denne opskrift viser løgene sig som en stor smagsoplevelse, hvis de koges møre til løgcreme med parmesanost eller steges sprøde i olie. Her med ravioli fyldt med ricotta og hvid trøffel. Andre smagsvarianter som eksempelvis svamp og spinat kan også bruges.

Opskrift til 4 personer

ravioli 2 bakker, ferske med hvid trøffel
bananskalotteløg 5 stk.
olie
piskefløde 2 dl
parmesanost 75 g
salvie

Sæt først vand over til pasta. Hak tre løg og svits dem kort i olie i en gryde. Kom fløde på, og lad løgene simre møre heri. Blend løg og fløde i en blender eller med stavblender i gryden. Riv osten ned i gryden, og lad den smelte i cremen. Smag til med salt og peber, og justér konsistensen med vand. Skær de sidste to løg i tynde skiver, hvorpå de steges sprøde i olie på en pande eller i en mindre gryde. Løgene tages op og afdryppes. Kog pastaen efter anvisning. Afdryp og server med sauce og sprøde løg. Drys lidt salvie over retten.