
Store grillede rejer på spyd med chili-lime-aioli
Lad rejerne trække natten over i denne krydrede marinade - så får du de lækreste grillede rejer.
AfGitte Heidi Rasmussen
Store grillede rejer på spyd med chili-lime-aioli
4-6 personer
Det skal du bruge:
- 12 store hele argentinske rejer eller jomfruhummere
- 12 spyd
- 2 fed hvidløg
- 10 g ingefær
- ½ dl limesaft
- 100 g Pantai Chili Paste
- 1 håndfuld frisk koriander
- ½ dl olivenolie
- 150 g mayonnaise
- 2 fed knust hvidløg
- 1 tsk. chilipasta
- Skal og saft fra ½ lime
- Tilbehør: ekstra lime samt brød
Sådan gør du:
- Pil forsigtigt rejerne, men lad hoved og halevifte sidde.
- Sæt dem dernæst på spyd, og læg dem på en lille bageplade ved siden af hinanden.
- Findel hvidløg, ingefær, limesaft, chilipasta, koriander og olivenolie i en blender.
- Hæld marinaden hen over rejerne, og lad dem trække natten over. Rør mayonnaise sammen med knust hvidløg, chilipasta, fintrevet limeskal og limesaft, og smag til.
- Grill rejerne et par minutter på hver side, og servér med aioli, brød og limebåde.