201105_grillbog_andebryst
© bobedre.dk

Opskrifter - grill - andebryst

Grillet med miso og salat på boghvedenudler med agurk, daikon og sort sesam

Opskrift til 4 personer

andebryster 2 stk., berberi u. skind
miso 1 dl, brun
sake ½ dl, eller tør hvidvin
hvidløg 1 fed, knust
ingefær 1 tommeltotstort stk., frisk
vand lidt
sobanudler 100 g (boghvedenudler)
daikon ½ stk. (kinaradisse)
agurk 1 stk., lille
sesamfrø 1 tsk. sorte
sesamolie 1 spsk., ristet
havsalt
sort peber, friskkværnet
lime 1-2 stk., saften herfra

Start med at lave sauce og salat:
Rør miso og sake sammen med det knuste hvidløg i en lille kasserolle. Riv ingefæren groft, pres saften i misoblandingen og kassér resterne. Varm saucen igennem ved medium varme, den må ikke koge hårdt. Rør evt. lidt vand i for en mere lind konsistens, og køl ned.

Kog sobanudlerne 3-4 minutter, test for mørhed, og køl dem helt ned i koldt vand. Mariner nudlerne med sesamfrø og -olie, lidt salt og peber og frisk limejuice.

Skræl både daikon og agurk, og skær dem i små, tykke stave. Læg daikonstavene i koldt vand indtil brug, og drys agurkestavene let med salt.

Ved servering:
Grill andebrysterne på middelvarme 3 minutter på hver side uden grilllåg, til de er gyldne og sprøde. Lad dem hvile 5 minutter på en tallerken, og pensl dem med misosaucen.

Dryp imens daikon- og agurkestave af, og vend dem grundigt i sobanudlerne. Juster sobasalaten med salt og peber og evt. mere limejuice.

Giv andebrysterne en sidste opvarmning på grillen under låg, gerne så misosaucen karameliserer let, men ikke så den brænder på. Skær skiver af brysterne, og server dem med sobasalaten.

Nyd det gerne med spisepinde og en kold øl eller hvidvin til.