
Stegt blomkål med grønne tomater, syltede hybenroser og bronzefennikel
Lækker opskrift med syltede hybenroser som vil imponere dine gæster.
AfMikkel Karstad / Evergreen
Stegt blomkål med grønne tomater, syltede hybenroser og bronzefennikel
Opskrift til 4 personer.
Du skal bruge:
- 1 lille blomkål
- Salt og friskkværnet peber
- 1 dl ekstra jomfruolivenolie
- 1 dl syltede hybenroser i eddike
- 1 spsk. akaciehonning
- 2 grønne tomater
- 1 håndfuld bronzefennikel
Sådan gør du:
- Del blomkålshovedet i mindre buketter, og skyl dem i koldt vand (gem de flotteste dækblade).
- Kom lidt olie på en varm pande, læg halvdelen af blomkålsbuketterne på, og steg dem ved høj varme i 2 minutter på hver side, indtil de får en flot gylden overflade. Krydr med salt og friskkværnet peber. Tag blomkålsbuketterne af panden, læg resten af buketterne på panden, og steg dem på samme måde. Tag også dem af panden.
- Rør de syltede hybenroser, honning og resten af olivenolien sammen til en dressing, krydr med lidt salt og friskkværnet peber. Skyl de grønne tomater, og skær dem i helt tynde skiver på et mandolinjern eller med en skarp kniv.
- Anret nu de stegte blomkålsbuketter på fad eller tallerkener, kom skiver af grøn tomat hen over og til sidst dressingen med de syltede hybenroser. Husk at fordele dem lidt på tallerkenerne. Pynt med bronzefennikel på toppen, og servér blomkålen, mens den stadig er lun.
Syltede hybenroser
Du skal bruge:
- 4 store håndfulde hybenroser
- 4 dl æbleeddike
- 1 sylteglas
Sådan gør du:
- Tjek hybenroserne for insekter. Kom hybenroserne i et sylteglas, og hæld æbleeddike på. Luk glasset til, og lad hybenroserne stå i ca. 2 uger og sylte, inden du tager dem i brug. Både hybenroserne og eddiken smager rigtig godt.
- Hybenroserne kan stå op til 1 år, og du kan lave så stor en portion, at du har smagen og duften af sommer hele vinteren.