Det nye stel fra Royal Copenhagen henter inspiration fra en svunden tid samt nutidens minimalistiske æstetik. Stellet kaldes blomst og er dekoreret af den hollandske kunstner Wouter Dolk. Her danner det bund for menuens forret, agurkesuppe med jomfruhummerhaler. Bestikket Nora er i børstet stål og fra BoConcept.
Delikat sommersuppe med skøn havsmag af jomfruhummer.
4 personer
Det skal du bruge til suppen:
Kold agurkesuppe
2 store agurker
1 avokado
saft af ½ citron
4 kviste frisk mynte
4 dl kold hønsebouillon
400 g græsk yoghurt
salt og peber
Jomfruhummer
8 jomfruhummerhaler
2 spsk. olivenolie
saft af 1 citron
flagesalt
1 fennikel
1 potte tallerkensmækker
peber
Sådan laver du agurkesuppen:
Kold agurkesuppe
Flæk agurkerne på langs. Skrab kernerne ud med en teske. Skær agurkerne i mindre stykker, og kom dem i en blender.
Halvér avokadoen, fjern sten og skræl, og skær avokado i tern.
Kom avokado i blenderen sammen med citronsaft, mynteblade og halvdelen af bouillonen.
Blend suppen, spæd gradvist til med yoghurt og eventuelt resten af bouillonen, og blend, indtil suppen har en dejlig cremet konsistens. Smag suppen til med salt og peber, og hæld den gennem en sigte.
Jomfruhummer
Pil skallerne af jomfruhummerne. Husk at fjerne tarmen. Marinér jomfruhummer-halerne i olivenolie og citronsaft, og drys med flagesalt. Skær fennikel i ultratynde skiver fx på en mandolin.
Fordel fennikel og jomfruhummer i bunden af dybe tallerkener. Top med tallerkensmækker, og hæld kold agurkesuppe over.
TIP: Er du ikke så vild med rå jomfruhummerhaler, kan du vende dem hurtigt på panden i lidt smør i ca. 1 minut på hver side.