En sprød appetizer med vagtelæg, purløgsolie og røgdip

Panerede vagtelæg er en lækker lille snack, perfekt som appetizer eller til et glas champagne. De er sprøde, knasende og virkelig skønne med lidt hjemmelavet purløgsolie og røgdip til.

Pankopanerede vagtelæg med purløgsolie og røgdip © Stine Christiansen

Pankopanerede vagtelæg med purløgsolie og røgdip

Undgå at skærmen slukker

Ingredienser

2 personer

Det skal du bruge

  • 6 vagtelæg
  • ¼ dl hvedemel
  • ½ æg
  • ½ dl pankorasp
  • ½ l vindruekerneolie eller anden smagsneutral olie
  • Salt og peber
  • tynde skiver bacon
  • 50 g rygeost (10%)
  • 25 g cremefraiche (38%)
  • 10 g klippet purløg
  • 37 g olie

Sådan gør du

  1. Kog æggene i 2 min. og kom dem i en skål med vand og isterninger, så de hurtigt køler af. Pil dem forsigtigt og vend dem i mel.
  1. Vend dem dernæst i sammenpisket æg og dernæst pankorasp.
  1. Steg baconen sprød og læg skiverne på et stykke køkkenrulle.
  1. Rør rygeost og cremefraiche sammen og smag til med salt og peber.
  1. Knus baconskiverne og kom dem på toppen af cremen.
  1. Blend klippet purløg og olie til en skrigende grøn olie.
  1. Varm vindruekerneolien op i en gryde og fritér æggene heri, til de er gyldne og sprøde.
  1. Servér straks med purløgsolie og røgdip