Årets æbleskive

Glæd dine gæster med lune æbleskiver bagt med spændende fyld og et drys af den mellemøstlige krydderiblanding za'atar.

æbleskiver jul opskrift
© Anders Schønnemann

Æbleskiver surprice med dadler, feta og gremolata

En god kombination af det søde og lidt salte. Drys æbleskiverne med en gremolata af persille, za’atar og reven citronskal.

Opskrift

Æbleskivedej - Ca. 30 stk.

  • 5 dl hvedemel
  • ½ tsk. salt
  • Reven skal af 1 ubehandlet citron
  • 1 tsk. natron
  • 3 æg
  • 4 ½ dl kærnemælk
  • Smør til stegning

Fyld

  • 100 g dadler uden sten
  • 100 g fetaost

Gremolata

  • 1 tsk. za´atar
  • 1 lille bundt persille
  • reven skal af 1 ubehandlet citron
  • flagesalt

Sådan gør du:

  1. Bland alle de tørre ingredienser og citronskal sammen i en skål.
  2. Del æggene i blommer og hvider.
  3. Rør æggeblommer og kærnemælk med de tørre ingredienser lidt af gangen. Pisk hviderne stive og fold forsigtigt i dejen.
  4. Hak dadlerne fint, og smuldr fetaosten.
  5. Smelt lidt smør i en æbleskive- pande, og fyld hullerne ¾ op med dej. Tilsæt hakkede dadler og fetaost. Vend æbleskiverne en halv omgang, når de begynder at stivne og hæve i kanterne.
  6. Kom lidt mere dej – eventuelt med en sprøjtepose – ind i æbleskiverne, før den vendes helt rundt, så får man de fineste runde æbleskiver.
  7. Riv skallen af citronen, skyl og hak persillen. Vend za´atar med citronskal og persille, og drys over de nybagte æbleskiver. Drys med salt.