Sidecar udvider med pizzeria

Hvis du ikke kan få nok af deres brunch og baos – så skal du måske prøve deres pizza.

Sidecar er ude med nyt madkoncept

Cafeen Sidecar på Nørrebro har længe været populær på grund af deres lettere usædvanlige kombination af madkoncepter: Brunch, cocktails og asiatiske baos. Og nu har de også tilføjet pizzeria til listen. Caféen har overtaget de tilstødende lokaler og deri åbnet det moderne pizzeria "Pico":

– Vi lancerer et koncept, hvor man fra en menu med en 10-12 pizzaer vælger tre små pizzaer, der svarer til én normal pizza. Man kan også vælge to pizzaer og en salat, hvis man ikke har lyst til, at hele ens måltid skal være pizza, siger Rasmus Christensen, der er en af ejerne bag Sidecar.

Pizzeriaet giver gæsterne mulighed for veganske pizzaer samt glutenfrie bunde, som laves af den lokale Nørrebro-bager Feelgood Bakery.

© Sasha Scherg