Nomas nye restaurant får hæderspris

Prisen er gået til Noma for deres helt særlige belysning, som giver restauranten en nordisk og hjemlig stemning.

© Irina Boersma

Et ambitiøst og inspirerende projekt

Noma har i flere år været på toppen af dansk gastronomi. Men også i indretningen scorer restauranten højt, og nu har Noma tilmed vundet Den Danske Lyspris 2018. Prisen er en hæderspris, som for 11. gang er blevet uddelt. Udvælgelsen bliver fortaget af en bredt sammensat jury.

© Irina Boersma

"Helt nye standarder for, hvordan man kan arbejde med lys og stemning"

Chefkok og grundlægger af Noma, René Redzepi, ønskede at skabe en gennemført nordisk oplevelse – hvor både mad, interiør og belysning udtrykker dette.

Bag den lysende indretning på Noma står Studio David Thulstrup, der har udviklet restaurantens interiørdesign, mens lysdesignet er blevet til i et samarbejde mellem Studio David Thulstrup og lysvirksomheden Anker & Co.

Juryen udtaler, at vinderprojektet er indbegrebet af nordisk lysdesign:

– Belysningen på Noma fremstår på det nærmeste magisk – den omgivende natur, historien og den industrielle kontekst bliver ét med de stemningsfulde lokaler ved hjælp af belysningen, som er meget vellykket i både form, funktion, kvalitet og æstetik. Lyskonceptet er forbilledligt gennemarbejdet og spiller symbiotisk sammen med bygningerne og omgivelserne.