Kunstværker af Ockie Basgül Dogan: "Heavy Mental, Carte Bleue" og David Stjernholm: "Ten Ten".
© David Stjernholm

Oplev årets afgangsudstilling med kunstværker fra 25 dimittender

Årets dimittender fra Kunstakademiet udstiller i øjeblikket værker hos Kunsthal Charlottenborg i København. Afgangsudstillingen består blandt andet af malerier og dokumentarfilm og kan opleves fra den 14. april.

De sidste seks år har årets 25 dimittender studeret på Det Kgl. Danske Kunstakademis Billedkunstskoler, og nu er de klar til at vise deres afgangsværker frem hos Kunsthal Charlottenborg.

Udstillingen er kurateret af Henriette Bretton-Meyer, som er blevet valgt som kurator af dimittenderne selv.

Kunstværk af Morten Knudsen: "Gennemhullede ansigter i åbne landskaber".
© David Stjernholm

En eksklusiv elevatortur med et kunstværk

De forskellige kunstværker spænder vidt i deres udtryk og materialer, og udstillingen rummer blandt andet malerier, installationer, spil, dokumentarfilm og performancekunst.

En af kunstnerne på årets afgangsudstilling er David Stjernholm.

Som afgangsværk har David Stjernholm skabt plakater med motiver af forskellige ure, der i PhotoShop er lagt i flere lag oven på hinanden og har fået ændret farverne. I løbet af udstillingen vil han skifte plakaten i elevatoren ud med hans andre ur-plakater. David Stjernholm forklarer om sin ambition:

– Jeg arbejder bedst ud fra noget konkret, og her til afgangsudstillingen var min ramme at skabe noget, der skulle være udstillet i elevatoren hos Charlottenborg. Tager man elevatoren, har man 20 sekunder med mit værk, som gør det ret eksklusivt, fordi det egentlig er lang tid at have med et værk.

Da jeg skulle lave mit mit værk til elevatoren, begyndte jeg at tænke meget på tid. Jeg synes, at ure og dokumentation af dem er helt vildt spændende – blandt andet fordi ure er noget af det sværeste at dokumentere på grund af detaljerne.

På produktfotos af ure fotograferer man dem altid, når viserne står på 10.10. Det er som om, man behandler urene som et ansigt – at man besjæler dem. Det, synes jeg, er interessant.

Årets afgangsudstilling kan opleves fra den 14. april til den 20. maj, og fredag den 13. april kl. 18 er der fernisering. Du kan læse mere om afgangsudstillingen her_._

Installation med plakat af David Stjernholm: "Ten Ten".
© David Stjernholm
Kunstværk af Ockie Basgül Dogan: "Heavy Mental, Carte Bleue"
© David Stjernholm

Kunstnerne på udstillingen

Banaan Al-Nasser, Louka Anargyros, Kinga Bartis, Emilia Bergmark, Viktor-Emil Dupont Billund, Emil Alenius Boserup, Emelie Carlén, Ockie Basgül Dogan, Sebastian Hedevang, Anna Kristine Holmberg, David Stjernholm, Morten Knudsen, George Koutsouris, Stephanie Bech, Frederik Worm, Frederik Næblerød, Stefan Plahn, Asta Lulu Refn, Kristoffer Raasted, Louis Scherfig, Sara Sjölin, Marco Spörle, Albin Werle, Ida Retz Wessberg og Fabian Wigren.

Performancekunst af Kristoffer Raasted: "Orchid Domain".
© David Stjernholm