Nordens største fotofestival indtager København

Festivalen har særligt tre, internationale, kvindelige kunstfotografer i fokus og hjælper samtidig en række spirende fototalenter frem i lyset.

Humor mangfoldighed og kunstnerisk finesse

Den 2.-12. juni løber Copenhagen Photo Festival for 12. gang af stablen med den Københavnske Refshaleøen som centrum for den store begivenhed. Med humor, mangfoldighed og kunstnerisk finesse viser festivalen helt nye sider af mediernes, samfundets og historiens gængse fortællinger.

Særligt tre, internationale kvindelige fotografer er i centrum på dette års fotofestival: Hien Hoang, Alexandra Rose Howland og Krista Svalbonas, som er vinderne af Copenhagen Photo Festivals open call og dermed udstiller deres værker i festivalens centrum på Refshaleøen. Fælles for deres projekter er en helt unik historie bag, som samtidig efterlader et personligt indtryk.

Framing Identity - Hien Hoang
© Copenhagen Photo Festival
Framing Vision - Krista Svalbonas
© Copenhagen Photo Festival

Festivalens højdepunkter

Hien Hoang sætter med sit projekt “Asia Bistro - Made in Rice” et - omend humoristisk - fokus på den klassiske forestilling om asiatisk kultur, mens Alexandra Rose Howland med projektet “Leave and Let Us Go” af en noget mere seriøs karakter stræber efter at vise et mere nuanceret billede af den krigshærgede region, Mosul, gennem hverdagsbilleder fra indbyggerne.

Krista Svalbonas undersøger med sit projekt “Displacement” sine forældres og bedsteforældres historie som flygtninge i forbindelse med Ruslands invasion af de baltiske lande i 1940’erne. En historie som sættes i et skræmmende aktuelt perspektiv med krigen i Ukraine.

Framing Society - Alexandra Rose Howland
© Copenhagen Photo Festival

Oplev fem spirende fototalenter

En anden meget central del af festivalen er at løfte den danske fototalentmasse, hvorfor man igen i år kan opleve talentprogrammet, Futures Nordic Talents, som har til formål at hjælpe fem spirende, danske fotografer frem i lyset.

Derudover kan man også møde en række toneangivende, danske fotografer, som er med til at vise de besøgende den kvalitet og mangfoldighed, den danske fotoscene har at byde på.

Samarbejde med ukrainsk fotofestival

Som en ekstra og ganske særlig begivenhed kan man ved dette års fotofestival i København opleve to udstillinger fra den ukrainske fotofestival, Odesa Photo Days.

Den ene udstilling, Granny af Olena Morozovas, skildrer kunstnerens bedstemors liv og udfordring med demens efter et langt liv som respekteret gynækolog og kvindesagsforkæmper i Ukraine.

Den anden udstilling, The Thin Line, består af fotos fra kunstnere og fotografer, der i løbet af bare en nat skulle omstille sig til at være krigsfotografer på frontlinjen.

Bliv klogere og nyd festivalstemningen

På festivalpladsen på Refshaleøen kan man glæde sig til et spændende program af workshops, talks, musik og rundvisninger. Her er der rig mulighed for at blive klogere på fotografiet, lege med mediets virkemidler og selvfølgelig nyde festivalstemningen. Derudover kan man opleve fotografiet folde sig ud på mange af byens gallerier, museer og kunsthaller.

Læs mere om programmet og køb din billet til festivalen her.