Københavns nye madfestival har et stærkt budskab

Festivalen har en aktivistisk dagsorden og byder på både smagfulde og tankevækkende madoplevelser.

København har fået en ny madfestival

...Og det er en madpolitisk én af slagsen.

Madland 2020 har en stærk, aktivistisk dagsorden, som vil blive udfoldet gennem både smagfulde og tankevækkende madoplevelser. Målet er at inspirere danskerne til at tage aktiv del i at forandre vores madsystem i en mere bæredygtig retning.

Festivalen samler jordbrugere, landmænd, fiskere, producenter, købmænd, kokke, medie- og madfolk og borgere, med et formål om at engagere dig og os andre i, at vi alle har en vigtig rolle at spille i et bæredygtigt madsystem.

Festivalen bliver uden store, tætte forsamlinger, men vil i stedet agere platform for en lang række mindre events, hvor maddanmarks mange aktører inviterer til rundvisninger, middage, samtaler og meget mere. Madland har seks spor, der kategoriserer begivenheder og andre aktiviteter i programmet:

Mad:samtalen: Rummer samtaler, podcasts og andre ord om at gentænke maddanmark under emner som socialgastronomi, iværksætteri, land- og jordbrug, klima, cirkulær økonomi, offentlige måltider, madsystembrydere og børn og unge.

Mad:skolen: Vil maddanne og skabe interesse for råvarer og madlavning gennem køkkenskoler, workshops, smagninger og andre dannende og uddannende events online eller fysisk.

Mad:byen: Sker på byens spisesteder, restauranter og beværtninger og samler de events, artikler, rapporter og film, der omhandler bylivet for folk, der spiser- og drikker ude.

Mad:hjemmet: Samler events, aktiviteter, film osv., der understøtter, at folk går i køkkenerne derhjemme og spiser sammen. Sporet vil rumme online og offline fællesspisninger, fælles madlavning/madskoler m.m.

Mad:landet: Sporet inviterer københavnerne ud på landet for at møde og lære af de landmænd, jordbrugere og producenter, der forsyner byen. Det kan være gårdbesøg, høstmiddage, høsthjælp m.m.

Mad:havet: Favner events, der sker i og omkring havet, for at give større interesse og mod på havets uopdagede ressourcer. Det kan være fisketure, auktionsbesøg, tanghøst og lignende.

Madland finder sted mellem den 26. august - 25. september 2020 og har centrum i CPH Food Space i Kødbyen i København, og aktiviteter og begivenheder fordelt over hele København og omegn.

Læs mere om Madland 2020 og se programmet her.