
Elsker du te? Så skal du læse med her
Efteråret nærmer sig og kulden frister til et varmt tæppe og en kop te i sofaen. Er du vild med te, skal du sætte et kryds i kalenderen til dette efterårs-event.
AfChristina Lorentzen
Den 1. September 2017 åbner Butik for Borddækning dørene for en spændende udstilling om te. 16 kunsthåndværkere og designere er gået i kast med at fortolke temaet, og på udstillingen kan man se smukke fremstillinger i materialer som keramik, glas, pil, tekstil og metal under temaet te og te-selskaber.
En af de mange dygtige kunsthåndværkere er keramikeren Anne Mette Hjortshøj fra Bornholm, der udstiller sine hånddrejede brændefyrede tekander.
En af de dygtige designere til udstillingen er tekstil designeren Janne Wendt, der blandt andet har valgt at genfortolke den hvide dug med inspiration fra klippede te-buske.
– Jeg har opviklet og formklippet 4 forskellige størrelser pomponer i hørgarn og hæftet dem til den hvide vævede hør i et rytmisk forløb, som ”vokser” ud af fladen. En enkelt stikning med te-indfarvet hørgarn afgrænser pomponer på begge sider, fortæller Janne Wendt.
Udstillingen TE åbner dørene kl 16, og ved åbningen vil der blive serveret te fra Perchs Thehandel. Udstillingen kører frem til den 7. Oktober 2017.